Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE
var saa fremtrædende hos det gamle Regimentes
Mænd, tænkte enhver kun paa sin egen Frelse og
ofrede ikke en Tanke paa at gøre fælles Sag og staa
Last og Brast med dem, hvem deres ubesindige
Baad og hovmodige Optræden skulde bringe saa
store Ulykker.
De greb da i deres Egenkærlighed til den
skæbnesvangre Udvej at forlade Frankrig og lod Marie
Antoinette tilbage som det mest fremskudte Maal for
Folkets Had. Botterne forlod Skibet, hvis Tømmer
de selv havde været med til at ødelægge, nu da de
mærkede, at det var paa Vej til at synke. Og de,
som gav sig god Tid, fik pludselig travlt, da de saa’,
hvorledes det gik Foulon. Al den Forbitrelse, han
tidligere havde været Genstand for, havde faaet et
Opkog ved hans Overtagelse af Posten som de Broglies
højre Haand, og den 74aarige, strenge og haarde
Mand ansaa det for fornuftigst at holde sig skjult,
indtil Ophidselsen havde lagt sig. Da netop paa
Bastilledagen en af hans Tjenere pludselig blev sjrg
og døde, lod han Manden begrave under sit eget
Navn. Medens man under stor Højtidelighed og
med Udfoldelse af al den Pragt, som en saadan
Ligfærd fordrede, stedte den foregivne Foulon til
Jorden, flygtede denne selv under sin afdøde Tjeners
Navn til en Ven ude paa Landet. Men nogle af
hans Bønder saa’ ham her; de havde ikke glemt
hans tyranniske Haardlied, og nu slog Hævnens søde
Time. Den 21. Juli blev han greben af bevæbnede
Folk og tidlig om Morgenen næste Dag ført til Paris.
Han sad bagbunden paa en Kærre med et Knippe
Hø paa Byggen, en Krone af Tisler paa Hovedet og
en Krans af Nælder om Halsen. Bønderne bragte
ham til Chefen for Borgervæbningen i Distriktet
St. Marcel, og denne besørgede ham under
Bevogtning til Raadhuset.
Ved Rygtet om Foulons Ankomst vaagner det
gamle Raseri mod den Mand, der for Folket staar
som en af dem, der har den største Skyld i
Elendigheden, og som tillige har været med i Hofpartiets
Planer. For at beskytte ham mod Mængden, lukkes
han inde i et af Raadhusets Kamre, og imedens
søger Komiteens Medlemmer at berolige Folket og
at vinde Tid. Ingen kan dømmes uhørt, siger de;
Foulon’s Sag skal undersøges, og derefter fældes
Dom. Men denne langsomme Fremgangsmaade
tiltaler ikke Mængden, hvis barbariske Instinkter alt
er kaldte til Live. »Lad ham blive dømt straks og
hængt med det samme!« raaber de og begynder
øjeblikkelig at udnævne Dommere. »Det er ikke
nødvendigt at dømme ham,« raaber en Mand, der
udtrykkelig betegnes som velklædt. »Han har været
dømt i de sidste 30 Aar.«
Disse Ord er afgørende. Uden at det er Vagten
muligt at forhindre det, styrter Mængden ind paa
ham og slæber ham ud. I vild Fart gaar det over
til et Hjørnehus paa Place la Greve, der var smykket
med en Buste af en af Frankrigs Konger, hvor Folk
alt stod rede med Lygtesnoren under Jærnarmen.
Foulon fik Ordre til at knæle ned og bede Gud,
Folket og Kongen om Forladelse; som Tegn paa
Ydmyghed maatte han kysse Hænderne paa flere af
de omkringstaaende; han finder sig i alt og tigger
og beder om sit Liv. Men han har allerede Rebet
om Halsen. Man klynger ham op, — Tovet brister,
REVOLUTION
han falder ned og beder atter om Naade. Anden
Gang haler de ham op, — Tovet brister igen, og
den ulykkelige falder atter ned. Nogle finder, at
det nu er nok, og vil give ham Naadestødet; men
Hævnen er for sød, til at man vil gøre det af i en
Hast. I et helt Kvarter maa han lide alle
Dødsangstens Kvaler, indtil endelig et nyt Tov kommer.
Denne Gang holder det. Da man tilstrækkelig længe
under kannibalsk Hylen og Skrigen har set paa
Legemets Krampetrækninger, lader man det falde ned;
Folk styrter sig over det som Ulve, slider Klæderne
af det, stopper Munden fuld af Hø, skærer Hovedet
af, og et Øjeblik efter føres det paa Stage gennem
Byens Gader.
Ud for Kirken St. Merry møder det sælsomme
Optog en anden Folkeskare, der er paa Vejen ned
til Raadhuset. Den omringer en Vogn, hvis Kaleche
er revet af, for at man bedre skal kunne se den
Mand, som sidder inden i, og Folkets vilde
Henrykkelse fordobles, da det faar at høre, at det er
den forhadte Intendant for Paris, Bertier de Sauvigny,
Foulons Svigersøn, hvem B}rgtet forlængst har
udpeget som Kornpuger. Han var, ved en Fejltagelse
i øvrigt, bleven arresteret samme Dag og nu paa
Vejen til Baadhuset, hvor han troede sikkert at blive
løsladt af Komiteen.
Men da Folkemængden standsede hans Vogn og
holdt det blodige Hoved af hans Svigerfader ind til
ham, forstod han, at der var Fare paa Færde. Paa
Raadhuset formaaede hverken Bailly eller la Fayette
at beskærme ham mod det ubarmhjertige Folk. De
søgte at frelse ham ved at befale, at lian skulde
bringes i Fængsel. Men næppe var han atter
kommen ud paa Trappen, før 10,000 Hænder greb fat
paa ham og slæbte ham hen under Lygtearmen.
Dog, Bertier vilde sælge sit Liv saa dyrt som muligt.
Med en voldsom Anstrengelse gjorde han sig fri, rev
en Bøsse fra en af de nærmeststaaende og slog om
sig som rasende. Længe kunde den ulige Kamp •
dog ikke vare, og han sank snart død om,
gennemboret af Bajonetstik. Med en Vildskab, som vidner
om det middelalderlige, barbariske Standpunkt,
hvorpaa den lavere franske Befolkning endnu befandt sig,
rev man Hjertet ud af Livet paa ham, skar Hovedet
af og bar under Støjen, Grin og Latter begge Dele
rundt i Procession. Man ender naturligvis i Palais
Royal, hvor Processionens Hovedmænd sætter sig til
at spise til Aften. Da Mængden uden for under
Raab og Skrig forlanger at se de blodige Trofæer,
kaster man disse ud ad Vinduet til dem og
fortsætter derpaa uforstyrret Maaltidet, medens Bertiers
Hjerte bliver baaret rundt i Haven paa en Buket
hvide Nelliker.
Det gamle Samfund høstede jo blot, som det
havde saaet. Fædrenes Misgerninger blev paa en
forfærdelig Maade hjemsøgte paa Efterkommerne i
mere end ét Led. »Det under Ludvig XIV
iværksatte System har gjort sin Virkning; i Løbet af kun
lidt over 100 Aar er Jorden falden tilbage i sin
oprindelige vilde Tilstand.« Historikeren Taine, hvorfra
dette Citat er laant, kunde have tilføjet: og
Befolkningen med. Frankrigs flittige, nøjsomme og udholdende
Befolkning, der aldrig havde været Genstand for
Regeringens opdragende Omsorg, der kun havde
været dens Trældyr og Malkeko, og for hvem Ret-
235
216
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
