Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
Men Disciplin og Agtelse for Øvrigheden kunde
man ikke vente at finde i et saa demoraliseret
Samfund som det franske, der saa længe bavdp været
udsat for Vilkaarlighed og Despoti, og som ikke af
Regeringen selv eller af de administrative
Myndigheder havde lært Respekt for Lov og Ret. Det
viste sig snart at være en alt for tung Byrde, der
var lagt paa den stuelærde Baillys Skuldre, upraktisk
som han var og uden administrative Evner, paa én
Gang at skulle sørge for Hovedstadens Forsyning
med Levnetsmidler og skaffe sig Lydighed i den
oprørske By, hvor hver Valgkres, hver Klub, hver
politisk Forening tiltog sig Ret til at kommandere.
Ikke en Gang for den nye, af Folket selv indsatte
Myndighed vilde man bøje sig. »Jeg giver Ordrer«
klager den stakkels Bailly, »men ingen hører
derpaa eller retter sig derefter.«
Og den, som var nærmest til at yde ham Støtte
og Hjælp, gjorde snarest det modsatte. Den 32aarige
General de la Fayette, af Frankrigs fornemste Adel,
var 12 Aar i Forvejen i sin Begejstring for de
frisindede Ideer, draget til Amerika for at kæmpe for
Koloniernes Uafhængighed (se Sp. 23). Den
Berømmelse, som den ganske unge, for militær Erfaring
blottede Mand, her erhvervede sig, skyldtes langt mindre
hans Tapperhed og andre militære Fortjenester, end
Washingtons kloge Politik: at smigre den fornemme
Frivillige fra en Nation, som han af alle Kræfter
søgte at vinde for Fristaternes Sag. I Amerika
nævnes hans Navn med Taknemmelighed som den,
der frivillig tilbød Staterne sin Arm og sit Sværd,
og særlig som den, der til sidst skaffede den
nødvendige og uundværlige franske Undsætning og Bistand,
der endelig bragte Amerikanerne Sejr. Men i
Frankrig hævedes han til Skyerne som den, der ved Siden
af Storheder som Washington og Franklin havde
reddet Amerikas Frihed.
Denne letvundne Berømmelse steg den utrolig
forfængelige og ærgerrige Mand til Hovedet. Han
troede sig kaldet til at udrette store Ting under sit
Fædrelands Nydannelse.
Men med saadanne Tanker om sig selv var det en
altfor underordnet Beskæftigelse at hjælpe Bailly mçd
at holde Orden i Paris og at være Kommandant for
en Borgervæbning eller et Ordenspoliti. La Fayette
havde selv, da han 17. Juli fra Raadhusets Altan
takkede Pariserne for den ærefulde Post, de havde
betroet ham, udtalt med klare Ord, at han ikke
vilde kommandere en Borgergarde men en
Nationalgarde. Og for at tydeliggøre dette i endnu højere
Grad, lod han Borgervæbningens gamle Kokarde,
delviste Paris’ Farver, rødt og blaat, forandre, idet han
føjede den kongelige Armés hvide Farve til.
Saaledes opstod den trefarvede Kokarde, om hvilken
la Fayette ytrede de profetiske Ord, at den skulde
gaa sin Sejrsgang gennem alle Europas Lande. Til
at føre den frem skulde der imidlertid en ganske
anden Mand end la Fayette, hvis fremherskende
Egenskaber var Forfængelighed og Pedanteri, og som
desuden var en ganske udygtig Mand. Han, som alt
var bleven kaldet »Amerikas Befrier«, vuggede sig i
skønne Drømme om en Dag at optræde som »to
Verdensdeles Befrier.«
Men hvorfor benyttede han ikke den store
væbnede Styrke, der stod under hans Kommando, til at
235
standse alle de rædselsfulde Udskejelser, som fandt
Sted i Paris? Hvorfor tillod Myndighederne i det
hele taget Bevægelsen at udvikle sig i den Grad, at
den til sidst ikke var til at standse? — Ja, her staar
vi over for et af de mest afgørende Spørgsmaal i
Beg3rndelsen af den franske Revolution. I ei Land,
hvor de simpleste Begreber om Ret og Retfærdighed
daglig trædes under Fødder, ophører efterhaanden
al Myndighed. De Embedsmænd, der stod i
Forbindelse med Folket, syntes hidtil i Frankrig kun at
have haft én Opgave: at presse Penge ud af det.
Nu, da man stod over for en ny Tid, da alle Hjerter
strømmede over af Medfølelse for det trællende Folk,
havde man inderst inde en Følelse af, at det maatte
tillades det saa længe mishandlede Folk at tage
nogen Hævn over sine Undertrykkere.
Selv om man ogsaa i den stedfindende Nød havde
en formildende Omstændighed for Udskejelserne,
kunde man dog ikke i Længden være blind for, at
Tilintetgørelsen af alle moralske Begreber under
saadanne Forhold gik for sig med en rivende Hurtighed.
En stadig voksende Skare af Banditer drev sit
Uvæsen i Læ af Forbitrelsen mod de gamle Misbrug og
af Folkets Nød, og mange af dem, der den ene Dag
af Sult ustraffet plyndrede en Bagerbutik for Brød,
var godt paa Veje til et Par Dage senere at plyndre
en Guldsmedebutik af Rovlyst. Det opvoksende
Slægtled gik i en god Skole. Som de gamle sjunge, saa
pibe de unge. En Maaned efter at Pariserne havde
set de første blodige Hoveder blive baarne gennem
Gaderne, kunde man se smaa Gadedrenge spadsere i
Procession med to halshuggede Kattes Hoveder paa
Stager. En Dreng, der havde stjaalet Æbler fra en
Sælgekone, blev hængt af sine Kammerater. Alle
havde lært at tage sig selv til Rette.
I Provinserne gik det lige som i Hovedstaden.
De mangfoldige Opstande i Vinteren og Foraaret
1789, Røveruvæsenet og den herskende Nød havde
holdt Landbefolkningen i stadig Ophidselse. Da Rygte’t
bredte sig, at Pariserne havde erobret en stærk
Fæstning, som længe havde holdt dem i Ave og været
Genstand for Had og Frygt, vendte Landbefolkningen
sig ganske naturlig mod sine Herremænds Slotte og
Borge, som spillede samme Rolle for dem, som
Bastillen havde spillet for Paris. Baade Arvefæsterne
og de endnu uslere stillede Halvforpagtere
nærede desuden et indgroet Had til Fæstebreve og
Skødeprotokoller; de betragtede dem som den
væsen-ligste Indskrænkning i deres Ret til at eje den Jord,
de dyrkede i deres Ansigts Sved, og af hvis Udbytte
kun en ringe Del tilfaldt dem selv. Det kan med
Tal godtgøres, at Bøndernes Rejsning var voldsomst
i de Egne, hvor de var uheldigst stillede, medens
de faa Landsdele, hvor de havde lidelige Vilkaar,
blev helt eller næsten helt skaanede. I alle de
Tilfælde, hvor Herremændene udleverede deres Papirer,
nøjedes Bønderne med at opbrænde dem i
Slotsgaarden og udøvede ingen Vold mod Personer eller
Gods. Men hvor man vægrede sig ved at udlevere
dem, tog Bønderne .sig selv til Rette, tvang ved
grusomme Mishandlinger, der stundom medførte Døden,
Naadigherren til skriftlig at give Afkald paa alle sine
Privilegier, ståk Ild paa Slottene og hærgede og
plyndrede overalt.
Og man gør ingen Forskel paa dem, til hvem
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
