- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
221-222

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

EFTER BASTILLENS FALD

man skal betale Afgifter. Enhver Embedsmand, der
har noget med Skatte- eller Toldvæsenet at gøre, er
udsat for lignende Voldshandlinger. Overalt skynder
Befolkningen sig at afkaste de haarde, tyngende
Lænker. Men Følgen er, at Embedsmændene, som har
hørt om de Launays, Foulons og Berthiers Skæbne,
og som ser, at Tropperne vægrer sig ved at skride
ind /mod Befolkningen, flygter bort eller i alt Fald
ikke vover at optræde imod den.

Særlig gaar det ud over de forhadte
Skatte-Inspektører og Betjente. Med Kniven paa Struben tvinges
de til at nedlægge Embedet og hurtig forlade
Provinsen. Følgen deraf er ikke blot, at Lovløsheden
breder sig — i de første to Maaneder efter Bastillens
Fald udbryder der over hundrede Opstande i
Anledning af Skattepligten — men ogsaa, at Landet
forarmes Dag for Dag. Thi alt Forretningsliv standser,
alle Indtægtskilder hører op at flyde. Datidens
franske Bønder minder om Negerne, der om Bord paa
Slaveskibet har gjort Mytteri ude paa det aabne Hav
og i deres Uforstand har myrdet Styrmændene, som
alene havde Forstand paa at navigere Skibet.

Og under den nervøse Ophidselse, som bliver
stærkere Dag for Dag, bliver de taabelige og
fantastiske Rygter om private og offentlige Kornpugere
mere og mere højlydte. Befolkningen fatter ikke
Grundene til Nødens Omfang. Den kan og vil ikke
tro andet, end at der er Korn og Mel nok i
Overflod. Men Regeringen og de Rige, som den selv
hader og derfor tillægger hadefulde Genfølelser, vil
skaffe sig af med den, vil sulte den ihjel. Snart
hedder det, at Møllere og Bagere er underkøbte til
at forgifte Melet og Brødet; snart, at man styrter
Kornet i Floderne, sender det til Udlandet eller
lader det raadne op i Regeringens Lader, alt sammen,
for at Folket ikke skal kunne mættes og saaledes
blive ved at opholde Livet og daglig volde nye
Kvaler. Man er saa vant til Nederdrægtigheder fra
Regeringens og dens samvittighedsløse Agenters Side, at
de vildeste Rygter vinder fuldstændig Tiltro.

Der er altsaa ikke andet for end at tage Kornet
og Melet med Magt, hvor man nemmest kan komme
til det. Og denne Krig mod Møllerne og Bagerne
er vildere og mere ubarmhjertig end Krigen mod
Herregaardene. Thi Dag efter Dag vil man mættes,
og Kampen bliver saaledes endeløs. De offentlige
Kornforraad bliver plyndrede, Vogntogene med
Levnetsmidler til Garnisonsbyerne bliver overfaldne under
Vejs, uagtet de dækkes af stærk Bevogtning, og
Kornhandlere, Møllere og Bagere bliver hængte eller
druknede.

Til den Ophidselse, som denne Kamp, dette
fuldstændige Ophør af det daglige Livs rolige Forhold,
medfører, kommer endnu Frygten; ligesom hos
Pariserne efter den 12. og 14. Juli, en daarlig
Samvittigheds Frygt. Jo længer det varer, inden Straffen
kommer for alle de Udskejelser, man har begaaet,
desto sikrere og forfærdeligere maa den komme.
Ude i Provinserne har man endnu Ludvig XIV’s og
Ludvig XV’s haarde Regering i frisk Minde; her har
man ikke som nylig i Paris faaet Øjet op for
Regeringens Svaghed, og ingen tænker sig Muligheden af
at gaa fri for Straf. Og under denne Frygt dukker
det ene vilde Rygte op efter det andet. Det, der
mest egner sig til at bringe Uro og Skræk, er, at

Regeringen og »Aristokraternec har lejet store Skarer
af blodtørstige og mordlystne Banditter for at sende
dem paa Plyndringstogt mod Befolkningen.

Endelig fortæller man ogsaa, at Regeringen har
søgt Hjælp i Udlandet mod sine oprørske
Undersaatter, og at Østerrigerne rykker frem over Lyon,
medens Englænderne er gaaet i Land i Bordeaux.
Herfra siges ogsaa Greven af Artois at rykke frem
med 16,000 Mand; han brænder hver By, han
kommer igennem, og vil ikke standse, før han i
Versailles har opløst Nationalforsamlingen og sendt den
hjem.

I Foraaret 1789 var der alle Vegne i de franske
Byer under Valgurolighederne og Skatteopstandene
kommet Liv i den gamle Borgermilits. Men man
turde intet Steds stole paa, at de faa Hundrede Mand,
som denne Borgermilits bestod af i hver By, var et
tilstrækkeligt Værn for Liv og Gods, og snart meldte
der sig Frivillige i Mængde, saa at hver Stad fik sin
Nationalgarde, kort Tid efter at Paris havde faaet
sin. Nationalgarden i de franske Provinsbyer fik
snart samme Opgave som den i Paris, at søge at
holde den nødlidende Arbejderbefolkning i Tømme.

Dette gik kun sjældent — som i Strassburg —
for sig uden Blodsudgydelse. I Rouen, i Caen, i
Troyes, i Lyon, kort sagt i de allerfleste af
Frankrigs Byer gentog sig de samme vilde og blodige
Optrin, som havde fundet Sted i Paris. Og alle Vegne
flokkedes, efter Hovedstadens Eksempel, de velhavende
Borgeres Sønner les Miiscadins (læ myskadæng) d. e.
Moskusdrengene, som Arbejderne spottende kaldte
dem efter deres Mode-Parfume, om Nationalgardens
Faner. Ligesom det var den samme Grund,
Dyrtiden, der over alt i Frankrig havde bragt den lavere
Befolkning til at rejse sig mod de højere Klasser,
eller bedre, bragt dem, der intet Brød havde, til at
rejse sig mod dem, der havde baade Brød og Sul
til Brødet, saaledes var det den samme Drift,
Selvopholdelsesdriften, der i Byerne bragte de sidste til
at slutte sig sammen mod de første. Thi Faren for
at de skulde komme til at ligge under, var ikke
ringe. Borgerskabet saa’ med Foragt ned paa
Bønderne, og disse hadede dette til Gengæld. I mange
Stæder saa’ man, at Borgerskabets Tropper,
Nationalgarden, efter at have oprettet Roligbeden i Staden
drog ud og kuede den oprørske Landbefolkning,
splittede deres sammenløbne Horder og hængte
Anførerne, snart tolv og snart tyve i Tallet. I Lyon,
en af de faa Stæder, hvor Nationalgarden havde
af-slaaet Folkets Angreb paa Kastellet, marcherede den
ud mod den oprørske Bondebefolkning i Dauphiné
og leverede den en ligefrem Kamp; 80 Bønder blev
liggende paa Marken, og næsten lige saa mange blev
tagne til Fange. Selv fra Paris sendte la Fayette en
betydelig Styrke af Hovedstadens Nationalgarde ud
for at hjælpe til at opretholde Orden i Byen Vernon
og begyndte derved et af ham længe tilsigtet
Samarbejde med Nationalgarden i forskellige Egne af
Landet; dette blev fortsat i store Træk, da Provinsen
Franche Comté’s 14 Byer i November 1789 dannede
et fast Forbund til gensidig Beskyttelse.

Men understøttede Borgerskabets Tropper saaledes
hinanden, saa fandt paa den anden Side den fattige
Befolkning paa Landet snart sine naturlige
Forbundsfæller i Arbejderbefolkningen i Byerne.

189

222

j

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0117.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free