Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKERETTIGHEDERNES ERKLÆRING
»Saaledes er Franskmændene«, udbrød Mirabeau
med Hentydning til de langvarige Forhandlinger om,
hvilke Udtryk der skulde benyttes i Erklæringen om
Menneskerettighederne, »de bruger Maaneder til at
vælge de rette Ord og Sætninger, men hele den
gamle Statsindretning omstyrter de paa en eneste
Nat!« Han fremhævede med Rette det forkastelige
i at fortælle Folket, at alle Lensafgifter nu var
op-hæyede, uden samtidig at meddele det, at enkelte
andre Afgifter maatte træde i Stedet. Lally-Tollendal
søgte ogsaa at dæmme op for den ganske
uberegnelige Begejstring, der havde grebet alle, og sendte en
Seddel op til Formanden med det Indhold: »Ingen
er længer Herre over sig selv; De maa hæve Mødet!«
Men Formanden hørte til de vderliggaaende
Deputerede fra Bretagne og gjorde snarere, hvad han
kunde, for at opflamme Begejstringen, end han søgte
at holde igen.
Resultaterne af Beslutningerne i Natten den 4.
August bidrog kun til at forøge Forvirringen i Landet.
De i Øjeblikkets Feststemning vedtagne Bestemmelser,
der burde have været Genstand for omhyggelig
Drøftelse, blev hurtig og overfladisk gennemarbejdede og
ofte førte ufærdige ud i Livet. Forhandlingerne
om Tiendens Afskaffelse er meget betegnende for
Forsamlingens lidet betænksomme Fremgangsmaade.
Flertallet holdt paa dens fuldstændige Ophævelse.
Sieyes derimod fordrede den afløst, d. v. s. at
Tiendeyderne skulde betale en vis Sum Penge en Gang for
alle for at slippe for den stadige, aarlige Afgift. »De
har næppe ret overvejet, hvad de gør, mine Herrer,
ved at ophæve Tienden aldeles,» sagde han. »De
forærer ganske umotiveret 70 Mill. Frcs. til
Frankrigs Ejendomsbesiddere.«;
Men ingen log Hensyn til Indvendinger, der var
dikterede af nøgtern og sund Sans.
Begejstrings-bølgen skyllede alt over Ende. Der blev sungel
Te Dcum i alle Kirkerne, og Nationalforsamlingen
tillagde Kongen Titlen: Den franske Friheds
Genopretter.
Trods al den Begejstring, trods al den
Højsindet-hed, hvormed de blev bragte, var Indrømmelserne
af 4. August dog nærmest et hovedkuls og
ubesindigt Forsøg fra Nationalforsamlingens Side paa at
tilfredsstille Folkets Forventninger. Den havde ved
Salomons Rapport pludselig faaet Øjnene op for
Landets Nød og følt, at der maatte gøres noget.
Men i det franske Samfunds lovløse og opløste
Tilstand skulde det ikke bidrage til at skabe Ro og
Orden, at hele den gamle Samfundsbygning paa én
Gang blev omstyrtet, i Stedet for gradvis at faa sit
trøskede, daarlige, men kendte Materiale erstattet
med noget ganske nyt og ukendt.
Og det kunde jo være godt nok, at Forsamlingen
vedtog, at alle Afgifter foreløbig skulde betales
ligesom tidligere. Men Befolkningen vilde næppe gaa
ind paa vedblivende at betale Afgifter, som den alt
paa egen Haand havde begyndt at afskaffe, og som
nu tilmed var blevne erklærede for ophævede. Den
havde tillige den Tro, som til Dels var bleven
stadfæstet ved mange Aars bitre Erfaring, at alle
Statsafgifter gik med til Hofholdningen. Det var én
Grund mere for Bønderne til at nægte at betale Skat.
Og det vilde falde vanskeligt at faa dem til at
forstaa, at der nu maatte betales, ikke for at Dron-
ningen, Hoffet eller Adelen kunde ødsle med Penge,
men for Fædrelandets, for Statens Skyld.
Men blev der end ved Bestemmelserne af 4.
August kastet et vist Lovlighedens Skær over de
Forandringer, som Befolkningen af egen Drift havde
indført i Praksis, saa tilkendegav
Nationalforsamlingen dog først og fremmest herved, at Ledelsen
var gledet ud af dens Hænder. Den havde uden
Erfaring, uden Handledjrgtighed og Sammenhold, —
Mangler, paa hvilke hverken den største Begejstring
eller de ædleste Teorier kunde bøde — ikke
forstaaet at stille sig i Spidsen for Arbejdet paa det
nye Frankrigs Organisation. Alle Vegne havde Folket
været henvist til at hjælpe sig selv, og det havde
paabegyndt den nye Indretning af Samfundet, længe
før Nationalforsamlingen havde tænkt paa at lovgive
derom.
Forhandlingerne om Menneskerettighederne, der
strakte sig til Slutningen af August, havde ikke givet
Anledning til nogen politisk Partidannelse i
Nationalforsamlingen. De havde snarere aabenbaret en stor
Del af Medlemmernes fanatiske Vedhængen ved
Rousseau. Men da man i September begyndte at
forhandle om de første Punkter af den nye
Statsforfatning, delte Forsamlingen sig i to Partier, det
maadeholdne, der vilde efterligne det engelske
To-Kammer-System, og det radikale Parti, der ansaa
det for at være under Frankrigs Værdighed at laane
noget fra England og som holdt paa
Et-Kammer-systemet. Det sidste Parti gik af med Sejren ved
Afstemningen i September, da Forslaget om
To-Kammer-systemet blev forkastet.
Denne Spaltning viste sig endnu tydeligere under
den næste Sag, som derefter blev sat under
Forhandling, Spørgsmaalet om Kongens Veto, d. v. s.
Kongens Ret til at nægte Nationalforsamlingens
Bestemmelser Lovskraft.
Det var tilstrækkeligt, at Mirabeau var for det
kongelige Veto, lil, al Necker og la Fayette var imod det.
La Fayette foreslog efter amerikansk Mønster, men
uden at tage Hensyn til de ganske uensartede Forhold,
det suspensive Veto, der udsatte de af
Nationalforsamlingen vedtagne Bestemmelser, som Kongen
ikke kunde billige, i et bestemt Tidsrum. Hvis
Forsamlingen efter dette Tidsrum atter vedtog dem,
fik de Lovskraft, selv om Kongen paa ny vilde
anvende sit Veto. Delle lidet forstandige Forslag gav
ikke Kongen nogen virkelig Myndiglied, men kun
Magt til, om han havde Lyst, at drille
Nationalforsamlingen og derved stadig lægge sin Svaghed
for Dagen. Necker adopterede med Glæde la Fayettcs
Forslag og bevægede Kongen til i en Skrivelse til
Nationalforsamlingen at udtale sig for det
suspensive Veto.
Mirabeaus Veltalenhed havde øvet en saa mægtig
Virkning, at selv 300 Medlemmer af tredje Stand,
foruden de gamle privilegerede Stænder, havde
besluttet sig til at stemme for Kongens absolute Veto.
Men under Forhandlingerne indløb der stadig Trusler
fra Palais Royal. Formanden, Sekretærerne og
Medlemmerne modtog anonyme Breve fra »Den.patriotiske
Forsamling i Palais Royal«, i hvilke de selv truedes
med Vold og deres Ejendomme med Brand og
Plyndring, hvis de stemte for Kongens absolute Veto.
Nationalforsamlingen kunde længe nok stoltelig
225
226
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
