- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
227-228

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

DEN FRANSKE REVOLUTION

erklære, at den ikke lod sig skræmme. Det var
forholdsvis kun faa Medlemmer, der over for Truslerne
om Folkets Hævn vovede at følge sin
Overbevisning. Tilhængerne af Forslaget om Kongens absolute
Veto blev daglig færre. Og Neckers Taabelighed, at
faa Kongen selv til at udtale sig til Gunst for sin
egen Magtberøvelse, gjorde Udslaget; det suspensive
Veto blev vedtaget med 684 Stemmer mod 325.

Mirabeau saa’ med Sorg sine Anstrengelser
tilintetgjorde ved Neckers og la Fayettes Dumhed.
»Alt er tabt,« skrev han i Slutningen af September
til Grev la Marck. »Kongen og Dronningen er
redningsløst fortabte, og De skal se, at den Dag vil
komme, hvor man mishandler deres Lig.«

Forhandlingerne om Kongens Veto havde i langt
højere Grad end de om Menneskerettighederne lagt
Beslag paa Parisernes Opmærksomhed. Den store
Mængde havde intet Begreb om, hvad Veto vilde
sige. Kun saa meget kunde man sige sig selv, at
det var noget forfærdeligt. En Dag blev Mirabeau
omringet af en Mængde Mennesker, der under Taarer
og Bønner anraabte ham om at forandre sin
Opfattelse af Veto-Spørgsmaalet. »Hr. Greve!« raabte
de til ham, »naar Kongen har sit Veto, er vi Slaver
paa ny, og der bliver ikke Brug for nogen
Nationalforsamling. «

Det var især de revolutionære Aviser, der skød
frem i Mængde, og »den patriotiske Forsamling« i Palais
Royal, som bidrog til Ophidselsen mod Kongens Veto.
Palais Royal følte sig som Patrioternes Alarmplads.
Det var Palais Royal, der den 12. og 14. Juli havde
reddet Revolutionen, det var Palais Royal, »der havde
gjort alle, endog Soldaterne til Filosofer.« Det var
saa meget lettere for Folkets Ledere at vedligeholde
og opflamme Ophidselsen i Paris, som Nøden ikke
blot stadig vedblev, men blev mere og mere truende.
Byen blev kun forsynet med Levnetsmidler fra Dag
til Dag, Transporterne var udsatte for stadige
Overfald og Plyndringer, og ved det mindste Uheld kunde
man risikere, at der en skønne Dag ikke var Brød
at opdrive i Hovedstaden.

Og Nøden strakte sig nu til mange andre end,
som før, til den laveste Del af Befolkningen. Mange
rige og fornemme Familier, som førte stort Hus og
sysselsatte en Mængde Mennesker, var udvandrede.
Bailly fortæller, at han har set Kræmmere,
Købmænd og Guldsmede bønfalde om Beskæftigelse ved
de offentlige, i Anledning af Nøden oprettede
Arbejdsanstalter, for at kunne tjene 1 Franc om Dagen.
Thi mangfoldige er blevne arbejdsløse ved, at den
Luksus og Yppighed, som var almindelig hos rige
Folk i Paris før Revolutionen, og som tidligere gav
en Mængde Mennesker deres rigelige Udkomme, nu
er ophørt. I Paris kunde man anslaa Antallet alene
af dem, der beskæftigede sig med Skræderarbejde, til
12000 Mennesker. 1200 Parykmagere beskæftigede
omtrent 8000 Personer, og 6000 Lakajer drev samme
Haandværk hos deres Herskaber. Men naar de, der
har disse Folk i deres Tjeneste, indskrænker sig og
afskediger dem, og naar de andre, der i Følge Modens
Fordringer daglig beskæftigede disse Folk, rejser
bort, gaar Størstedelen ledig paa Torvet og bidrager
kun til at forøge de nødlidendes i Forvejen altfor
store Skare. Og paa samme Maade gaar det alle
de mange Haandværkere, der har ernæret sig ude-

235

lukkende ved Arbejde i Kunst- eller Luksussager.
Der kommer kun faa eller ingen fremmede til Paris
under disse Forhold. Tiden er ikke længer til
Yppighed og Pragt.

Opløb og Uroligheder hørte da ogsaa til Dagens
Orden. Trods Borgerraadets Forbud holder de
arbejdsløse Haandværkere Møder paa Torve og
Pladser for at klage sin Nød og granske efter Udveje,
og enhver større Sammenstimlen af Folk truer den
offentlige Fred. De ler ad Patruljerne, som Borger
raadet sender imod dem, og som aldrig tør skride
ind. Den ivrige la Fayette paa sin hvide Ganger
er Genstand for megen Munterhed; men Erfaringen
har tilstrækkelig vist, at Munterheden, hvad Øjeblik
det skal være, kan slaa over i en rædselsfuld
Kaadhed; Bailly og la Fayette venter stadig nye
Uroligheder og tør næppe fjerne sig et Øjeblik fra Byen.
En heftig Skylregn svalede altid Lidenskaberne hos
Befolkningen. »Paa Regnvejrsdagene«, sagde den
stakkels Bailly, der kun sjældent havde nogen Times
Ro, »kunde jeg trække Vejret.«

Med Efteraarets Nærmelse begyndte Skrækken for,
hvad Vinteren vilde bringe. Hvorledes skulde del
gaa, naar Vinterkulden kom til og skabte endnu
større Arbejdsløshed og gjorde Trangen endnu mere
følelig? Borgerne maatte med Bitterhed erkende,
at Nationalforsamlingen havde spildt Tiden med
ørkesløse Debatter og hverken udført praktiske
Reformer eller gjort noget alvorligt for at lindre
Elendigheden. »Folkets Mænd <, de radikale Politikere,
som beherskede Palais Rojral og gennem Bladene
lige heftigt angreb Hoffet og Nationalforsamlingen,
gjorde alt, hvad de formaaede, for at ophidse
Befolkningen. Man begyndte at ymte om, at Hofpartiet
havde genoptaget sine gamle fjendtlige Planer mod
Revolutionen, og at Kongen snart vilde komme under
Dronningens Indflydelse igen. »Faar Kongen det
absolute Veto,« skrev Bladene, »gaar Brødpriserne
straks til Vejrs igen, og om kort Tid har vi de frem-’
mede Tropper paa Halsen.«

Frygten for de to Spøgelser: Vetoet og Sulten,
holdt uafladelig Pariserne i Aande. For dem begge
vidste man kun ét Raad, at tvinge Kongen og
Nationalforsamlingen til at komme til Paris. Man vilde
i Kongens Nærværelse i Hovedstaden have den bedste
Sikkerhed for, at Hoffet intet fjendtligt foretog sig
mod Byen, og den lavere Befolkning troede endnu
ligesom før, at al Dyrtid vilde høre op, naar Kongen
selv opholdt sig i Byen. Og Nationalforsamlingen
vilde man ganske anderledes kunne holde Øje med
og passe paa, naar man stadig havde den under
Opsigt i Paris.

Og her stemte Folkets Ønsker overens med la
Fayettes. Ogsaa han haabede at vinde afgørende
Indflydelse paa Nationalforsamlingen, naar den sad
midt i den urolige Hovedstad og kun havde hans
Tropper, Nationalgarden, at stole paa som Værn
mod de oprørske Folkehobe.

Da indtraf der en Begivenhed, som pludselig
hjalp til, at disse Ønsker kunde gaa i Opfyldelse.

*


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free