Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TOGET TIL VERSAILLES
almindelige Tiltale: Messieurs (Herrer!), men havde
gjort Fordring paa at kaldes Messeigneurs (Højbaarne
Herrer!). Det skurrede derfor fælt i deres Øren, da
Maillard tiltalte dem med: Citoyens (Borgere)! Men
over for den truende Hær, der stod bag ham, vovede
ingen at gøre Indsigelse. Under de Indtrængendes
Trampen, Støjen og Larmen forhandler Forsamlingen
nu om, hvad der bør gøres, stadig afbrudt af Raab
og Spektakel fra de ubudne Gæster. En
Fiskerkone havde taget Plads paa Galleriets Rækværk
og optraadte som Ordfører for sine Kammerater
bagved. »Hvem er den Taler dernede? Faa det
Sludreho’de til at holde Mund. Det kommer jo slet
ikke Sagen ved, det, han staar og væver om! Hvad
Sagen er? — Sagen er, at vi vil have Brød! Lad
os faa Farlil (Mirabeau) at høre, ham kan man da
snakke med!«
Formanden Mounier søgte forgæves at holde Orden.
»Hr. Mounier, Hr. Mounier!« raabte man op til
ham. »De har taget det forbandede Veto i Forsvar,
— tag Dem i
Agt for
Lanternen!« Tihsids*
lykkedes de;
dog at blive
enig om, aj
nogle
Medlemmer fra Salen
skulde ledsage
en Deputation
af Kvinder til
Kongen. Med
Mounier i
Spidsen og fulgt af
en hylende og
skrigende
Sværm begav
de sig op paa
Slottet.
Ludvig XVI
modtog dem
med sit
uforstyrrelige, godmodige Smil og gik som sædvanlig ind
paa alt, hvad man forlangte, Korn og Brød,
Forfatning og Menneskerettigheder.
Da Deputationen efter 3—4 Timers Forløb kom
tilbage til Nationalforsamlingen, lignede denne mere
en Lejr end en politisk Forsamling. Rundt om paa
Bænkene sad Kvindfolk og sang og skraalede. De
havde faaet Vin ind, Ost, Brød og Pølse og klinkede,
drak, spiste, lo og fjasede. En Mængde Soldater
gantedes med Pigebørnene paa Galleriet. De
populære Deputerede maatte lade sig omfavne og kysse
af de patriotiske Sælgekoner, og helst med et
nogenlunde smilende Ansigt. Da Mounier atter viste sig
i Salen med Kongens skriftlige Sanktion af
Forfat-ningsbestemmelserne, raabte Mængden: »Hvad
kommer det os ved? Bli’r vi mætte af det?« Og da
Forsamlingen forsøgte at genoptage Forhandlingerne,
forstjnrredes den uafladelig med Tilraabene: »Vi vil
ingen Faddersladder høre, vi vil have Brød, Brød,
Brød!«
Det samme Raab havde man ogsaa om
Eftermiddagen hørt fra den mindre Del af Kvindetoget,
som var gaaet lige op mod Slottet og var bleven
standset af Gitterværket for Enden af Alléen. De
vilde se Kongen, de vilde tale med Kongen; han
skulde skaffe dem Fødemidler. Ludvig XVI gik efter
en af sine Ministres Raad til sidst ind paa at
modtage en Deputation paa fire Kvinder. De kom ud
igen, henrykte over Modtagelsen. Kongen havde
lovet at skaffe dem Mad. flan er vores egen lille
Konge! raabte den 17aarige Louison i sin Glæde
over, at Kongen havde kysset hende paa Kinden.
Men Furierne nede paa Pladsen var meget
misfornøjede med deres Glæde. »I har taget mod
Stikpenge,« raabte de. »I ødelægger det hele, I Slyngler!«
Og Trusler 0111 Lanternen summede dem øjeblikkelig
om Ørene.
Kongen lod straks gøre Anstalter til at uddele
Fødemidler til den store Masse Mennesker, hvis
Antal stadig forøgedes ved Tilstrømning fra Paris.
Men imens blev Gitterportene sprængte; Kvinderne,
der dannede Fortroppen — de unge, pyntede—styrtede
ind paa Paradepladsen, ind imellem Soldaternes
Geledder,
smiskende og
tiskende overalt.
Det var
øjensynligt, at det
ikke vilde være
Tropperne
muligt at gøre
Modstand mod
saadanne
Fjender. Uvenskabet mellem de
forskellige
Afdelinger havde
allerede
medført blodige
Slagsmaal, og
Kongen og
Dronningen
troede at
kunne dæmpe
Folkets Vrede ved
at sende Regimentet Flandern tilbage til sin Kaserne.
Men Mængden var langt mere forbitret paa den
kongelige Livgarde, der i sine smukke Uniformer
holdt til Hest foran den store Forgaard. Det var
dens Officerer, der havde været de mest fremtrædende
ved Gildet den 1. Oktober; det var dem, der havde
haanet Frihedskokarden, og det var derfor et saare
uheldigt Fejlgreb, at Majestæterne netop havde valgt
den til at eskortere sig. Thi Tanken om at forlade
Versailles var nu mere levende end nogen Sinde.
Kl. 6x/2 begyndte de kongelige Vogne at køre frem
fra Staldgaardene over til Orangeri-Porten. Men
næppe viste de sig paa Paradepladsen, før der
rejste sig et vældigt Skrig: Kongen vil flygte!
Kongen vil flygte! Nationalgarden og Folkemængden
gjorde øjeblikkelig fælles Sag og tvang Vognene til
at vende om. Kongen indsaa nu Umuligheden af at
komme bort og gav den Del af Livgarden, som ikke
havde Vagt paa Slottet, Ordre til at begive sig hen
til sin Kaserne.
Men næppe havde Garden sat sig i Bevægelse
over Pladsen, før Forbitrelsen brød løs. Folk
overdængede den med Sten, Mudder og Dynd; til sidst
233
238
Fig 114. Toget til Versailles.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
