Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TOGET TIL VERSAILLES
gelige Vogne, der var under Bedækning af
Nationalgarden, og som ledsagedes af en Deputation af
Medlemmer af Nationalforsamlingen. Størst løcl Larmen
og Raabene fra en Række Proviantvogne, som kom
sidst i Toget og som var pyntede med Grønt, Baand
og Flag og omsværmet af en syngende og jublende
Mængde.
Men stolt som en Sejrherre red La Fayette paa
sin, hvide Hest ved Siden af Kongens og
Dronningens Vogn. Med et selvbevidst Smil indkasserede
han alle de Bifaldsraab og Hilsener, som lød op til
og Embedsbolig for Hofembedsmænd. Man var saa
lidet som vel muligt forberedt paa at modtage
Kongefamilien. Der var kun faa Værelser; og i dem der
var, fandtes ingen Tapeter, ingen Gardiner, intet
Bohave; der var ikke en Gang Senge nok til
Kongefamiliens Medlemmer.
Først henimod Midnat naaede Ludvig XVI og
Marie Antoinette til Tuileriernes Porte, stadig under
Ledsagelse eller rettere Bevogtning af Folkesværmen.
De havde, for at føje disse Bevogtere, maattet lægge
Vejen om ad Raadhuset og først høre paa en lang
Fig. 115. Kongefamilien føres til Paris fra Versailles den 6. Oktober 1789.
ham, Dagens Helt, uden at ane, at han denne Dag
havde voldt Kongeparret den største Ulykke, der
kunde times det.
Tuilerierne (se Bill. Sp. 115—116), som nu ganske
uformodet blev Residensslot, havde sit Navn efter de
Teglværker, der endnu laa her i Begyndelsen af det
16. Aarhundrede, og var i sin Tid bleven forladt af
Ludvig XIV, da Versailles var bleven færdig. Siden
den Tid havde Slottet væsenlig tjent som Fribolig
Tale af Bailly, omgiven af Kommunens 300
Repræsentanter.
Denne Gang kunde Borgmesteren med større Ret
end før have tait om, at nu havde Folket erobret
sin Konge. Hvad der den 17. Juli havde været en
elegant Frase, var allerede den 6. Oktober en
ubarmhjertig Kendsgerning, og Kongen og Dronningen var
næppe noget Øjeblik i Tvivl om, at den Jubel og
de Hurraraab, der lød omkring dem, ikke gjaldt
dem, men Sejren, som Folket havde vundet, og at
de i Virkeligheden var Parisernes Fanger.
Ikke det pæne, velpudrede og velhavende parisi-
233
242
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
