Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- II. Den franske revolution
- Mirabeau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Al denne Feststemning og tilsyneladende Enighed
blændede dog ikke Mirabeau. Han havde fra første
Færd været klar over, at Rigsstændernes
Sammen-træden vilde være Signalet til et almindeligt Stormløb
mod hele det ormstukne gamle Regimente. Hvor
varmt og inderligt han end ønskede og haabede paa
en >saadan Rejsning, frygtede han dog for et afgørende
Brud med Fortiden. Han vilde, som en sand
Statsmand, at det nye skulde udvikle sig paa det gamles
Grund. Han havde lige fra Begyndelsen temmelig
ringe Tanker om Nationalforsamlingens politiske
Evner, og hans skarpe Øje for sine Landsmænds
Mangel paa Dybde, deres Forfængelighed og
Snakkesalighed aabenbarer sig i hans bekendte Ord: »Vi er
en Nation af Abekatte og Papegøjer.«
Kongeparrets tvungne Flytning til Paris var for
ham, hvad den var i Virkeligheden, det første Skridt
mod redningsløs Undergang. Og Ludvig XVI’s
Undergang var, som Forholdene havde udviklet sig, det
samme som Kongedømmets Tilintetgørelse, hvilket
for Mirabeau var ensbetydende med Statens
Opløsning.
Mirabeau satte sig det Herkules-Maal at lede
Udviklingen ind paa andre Baner. Med en fri
Forfatning og en stærk Kongemagt haabede han, at
Fædrelandet kunde frelses endnu. Men for at naa hertil
havde Mirabeau kun sit eget Geni og sine egne
Kæmpekræfter at stole paa.
Nationalforsamlingen gjorde stadig i sit Sværmeri
for den klassiske Oldtids Frihedsidealer alt, hvad
der stod i dens Magt for at beskære Kongens
Myndighed. Den stod endnu under Indflydelse af Necker
og la Fayette, der var lige saa snæverhjertede som
snæ-verhjernede, og som i deres spidsborgerlige
Selvgodhed følte sig højt ophøjede over Mirabeau, der i
sin stormfulde Fortid saa tit havde stødt an mod
det gode Selskabs Vedtægter. Da han i det Haab
at kunne udrette noget for sit Fædreland ydmygede
sig til at søge deres Bistand, for gennem dem at
vinde Flertal i Forsamlingen, havde begge fornemt
vendt ham Rj’ggen.
Det varede længe, inden Kongen og Dronningen
lod sig overtale til at tro, at Mirabeau var den
eneste Mand, der kunde hjælpe dem, og til at bede ham
om Raad. Og da der endelig var blevet oprettet en
Forbindelse mellem Mirabeau og Hoffet, og da
Kongen — for at Mirabeau, der var fattig og forgældet,
kunde faa Fred for sine Rykkere — havde betalt
hans Gæld og givet ham Midler i Hænde til at leve
standsmæssigt, saa bad man ham nok om Raad, men
man fulgte dem ikke.
Thi en fri Forfatning og de ved Revolutionen
vundne Fordele vilde Mirabeau ikke opgive. Alt,
hvad den grundlovgivende Forsamling havde
vedtaget, maatte staa fast, og der maatte ikke gøres et
Skridt tilbage mod Fortiden. Saadanne Ord lød ikke
godt i Marie Antoinettes Øren; thi Dronningen kunde
endnu ikke tænke sig Kongedømmet som andet end
absolut; derfor vedblev Mirabeau i hendes Øjne at
staa som Revolutionens Forkæmper, til Trods for alt,
hvad han havde gjort for Kongedømmet i
Forhandlingerne tidligere om Kongens Veto og nu sidst, om
hvorvidt Retten til at erklære Krig og slutte Fred
skulde ligge hos Kongen eller Repræsentationen. Fler
havde han med Opbydélse af alle sine Evner som
Politiker og Taler opnaaet, at denne Ret blev lagt i
Kongens Haand. Men intet af dette vejede noget
hos Ludvig XVI ved Siden af de Kendsgerninger, at
Mirabeau havde været særlig ivrig for Lovforslaget
om Kirkeas borgerlige Forfatning, og at han ved
flere Lejligheder udtalte sig som radikal
Revolutionsmand.
Mirabeau maatte imidlertid officielt optræde som
saadan, medens han samtidig i Hemmelighed søgte at
vejlede Kongen paa bedste Maade. Der skulde ikke
meget til for at blive kaldt Forræder, og Mirabeaus
Indflydelse i de udenrigske Anliggender, som han saa
godt som selv bestjTede, hans Optræden til Gunst
for Kongens Rettigheder og endelig den pludselige
Velstand, der kom i hans Kasse, maatte være Tegn
paa en hemmelig Forbindelse med Hoffet. Ved sin
Tordenstemme og mægtige Veltalenhed havde lian
dog formaaet at knuse ethvert Angreb. Nu i
Efteraaret 1790 rejstes en ny Storm, da det rj^gtedes, at
Mirabeau tilligemed enkelte andre Deputerede skulde
være Ministre, Naturligvis hed det sig straks, at de
havde taget mod Bestikkelser af Hoffet, der nu med
List haabede at kunne opnaa, hvad Folket havde
forhindret det i at opnaa ved Magt, nemlig at forpurre
Arbejdet paa den alene saliggørende Forfatning. Thi
fra gammel Tid betragtede man Ministrene som
Frihedens absolute Fjender. Ethvert Medlem af
Forsamlingen, der traadte i Forbindelse med en af
Ministrene, udsatte sig straks for Mistanke. Desuden var
det Medlemmerne en utaalelig Tanke, at enkelte af
dem skulde ophøjes fremfor andre. Og Højre vilde
lige saa lidt vide af en Minister, uer vilde fastholde
de ved Revolutionen vundne Fordele, som Venstre
vilde vide af en, der mulig havde det i sin Magt at
standse Revolutionens videre Gang og sætte en Stopper
for yderligere Udvikling i demokratisk Retning.
Da derfor Mirabeau i Nationalforsamlingen tog
Ordet for, at Ministrene skulde have Ret til at
deltage i Forsamlingens Forhandlinger, vakte det en
voldsom Modstand; det sidste Forslag kunde kun
sættes i Forbindelse med hans egen Indtrædelse i
Ministeriet. For at umuliggøre dette vedtog den
altid upraktiske og kortsynede Forsamling, at ingen
maatte, saa længe han var Deputeret og seks
Maaneder efter, at han havde nedlagt sit Mandat som
saadan, overtage noget som helst Statsembede.
Forgæves protesterede Mirabeau herimod og erklærede,
at man kunde vedtage, at han personlig ikke maatte
blive Minister, men at en saadan almindelig
Bestemmelse vilde umuliggøre al parlamentarisk Regering i
Landet. Thi Betingelsen for en saadan er, at den
udøvende Magt fremgaar af den lovgivende, handler
i Forstaaelse med og er ansvarlig over for denne.
Men Nationalforsamlingen fulgte stadig den
skæbnesvangre Politik at grave saa dyb en Kløft som muligt
mellem den lovgivende og den udøvende Magt. Og
denne Politik var i Øjeblikket ganske særlig
ulykkebringende, thi den bandt Hænderne paa den eneste
Mand, som havde Evne til at styre Statsskibet bort
fra det farlige Skær, som det nærmede sig mere og
mere, det fuldstændige Anarki.
Det var nu i og for sig ligegyldigt, hvad
Nationalforsamlingen gjorde for at modarbejde Mirabeau,
253
254
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0133.html
