Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Paa flugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
nu ligesom ved tidligere Lejligheder havde meddelt la
Fayette, at han vilde tage til St. Cloud, nægtede
Nationalgardisterne, der havde Vagt ved Havens Porte,
ham dog at passere. Mængden, der stadig voksede,
pressede paa med en saadan Voldsomhed, at en
Sergent af Nationalgarden, der senere blev Marskal af
Frankrig, François Joseph Lefébre, blev trykket halvt
fordærvet, da han søgte at holde Folk tilbage. Bailly
kom til og stod paa den ene Side og bønfaldt
Mængden om at lade Kongen slippe igennem. La Fayette,
»to Verdensdeles Befrier«, stod paa den anden og
bad sine »kære Børn« d. e. Nationalgardisterne om
det samme og truede med, at han vilde nedlægge
Kommandoen, i Fald de ikke lystrede ham.
Seine-departementets Bestyrelse sendte Bud til Folket og
befalede det at lade Kongen passere; men intet hjalp.
I flere Timer sad den kongelige Familie indespærret
i sine Vogne, tvungen til at høre paa Folkets Udbrud
af Forbitrelse. Kongen blev kaldet et tykt Svin, og
de kongelige Damer fik ogsaa deres Part. De bad
og bønfaldt la Fayette om at bane Vej for dem.
Men hans Indflydelse paa den lavere
Pariserbefolkning havde kun eksisteret et Par
stemnings-begej-strede Dage og var nu mindre end nogen Sinde, og
i Departementsstyrelsen savnede man Mirabeaus
Myndighed og Evne til at tale til Mængden. Endelig
maatte Ludvig XVI køre tilbage. Patrioterne havde
atter sejret.
Optrinet den 18. April havde med uhyggelig
Klarhed gjort det aabenbart, at Kongen var
fuldstændig prisgiven Parisernes Luner. Paa hans Beklagelse
over den Adfærd, han havde været Genstand for,
udtalte Nationalforsamlingen sin Afsky for Urostifterne
og vedtog Resolutioner i den Anledning; la Fayette,
der fandt, at han maatte gøre noget, indsendte sin
Afskedsbegæring den ene Dag og tog den tilbage
den næste, og Departementsraadet forhandlede om,
hvorvidt der skulde sendes Kongen en Tak, fordi
han havde »efterkommet Folkets Ønske« og var
bleven i Paris.
Men Ludvig XVI følte, hvor uholdbar hans
Stilling var, og tænkte nu kun paa at slippe ubemærket
bort. Og Bouillé var ved Opløbet den 18. April
bleven overtydet om Nødvendigheden af at faa
Kongeparret bort fra Hovedstaden. Der kom dog først
Fart i Underhandlingerne, da Dronningens ridderlige
Beundrer, den svenske Grev Axel Fersen, var traadt til.
Da Fersen 1779 første Gang havde vist sig i
Versailles Sale, havde Dronningen udfoldet hele sin
ungdommelige Ynde, men ogsaa hele sin Letsindighed
og Forlystelsessyge. Hun var snart bleven
opmærksom paa den unge Nordbo, der paa en heldig Maade
gjorde sig bemærket mellem de udlevede og lidet
mandige Hofkavallerer, som hun var vant til at se
sig omringet af. Hendes Interesse for ham var
synlig for alle, og hun lagde den med sin sædvanlige
Ubesindighed saa klart for Dagen, at Fersen, der
næppe havde nogen anden Følelse for hende end
Beundring og Ærbødighed, fandt det rigtigst at
forlade Versailles; senere deltog han i den amerikanske
Frihedskrig. Ved hans Afsked fra Hofkresene
udbrød en Dame: »Saa er det sandt alligevel, at De
rejser og forlader Deres Erobring!« hvortil han med
et fint Smil svarede; »Hvis jeg havde gjort en
Erobring, skulde jeg sikkert ej forlade den.«
I Efteraaret 1789 kom Fersen tilbage til Paris
som Gustav III’s hemmelige Sendebud hos Ludvig XVI.
Forsalene i Kongens Slot fyldtes ej længer som før
med smilende og ærbødige Kavallerer. De havde
alle i Tide hyttet deres Skind; der var nu tomt om
Kongeparret; paa faa Undtagelser nær kendte
Dronningen ikke de Personer, der omgav hende, fattige
Provinsadelsmænd, der i Nødens Stund var komne
for at forsvare Kongefamilien. Grev Fersens
Hengivenhed og Beundring for Dronningen steg ved at
se hende modig og viljestærk under Ulykken, og han
besluttede at yde Kongeparret al den Hjælp, han
formaaede. Han lagde Planen til Flugten efter
Sam-raad med Breteuil, den tidligere Minister og en af
de allerførste Emigranter, som nu opholdt sig i
Brys-sel, og Markis de Bouillé. Kejser Leopold lovede sin
Bistand; ogsaa hans Gesandt i Paris indviedes i
Planen, derimod betegnende nok ikke Mirabeaus Ven,
la Marek. Det gjaldt at holde alt saa hemmeligt som
muligt baade af Hensyn til Pariserne og til
Emigranterne; Marie Antoinette vilde intet Makkerskab have
med de sidste, hvis Troløshed nu endelig var gaaet
op for hende.
Planer og Udkast til Rejsen gik gennem Bouillés
Søn, som i samme Anledning var kommen til Paris
og spillede Kammerat med en Del unge
Oppositionsmænd, medens han samtidig hemmelig stod i
Forbindelse med Hoffet. Og med saa megen
Forudseenhed blev Flugtforsøget planlagt, at Markis de
Bouillé gennem Breteuil havde formaaet Kejseren af
Østerrig til at lade sine Tropper foretage en
Bevægelse lien imod den flanderske Grænse, for at han
kunde faa et Paaskud til at samle en Styrke paa
omtrent 9000 Mand i Nærheden af Sédan, over hvilken
By Kongefamiliens Rejserute endelig var bleven
lagt-Myndighederne anede saa lidet, hvad der var i Gære,
at Rouillés hurtige Troppesamling indbragte ham en
officiel Taksigelse fra Krigsministeren.
Aldrig har noget Menneske været mindre i Stand
til at hjælpe til ved sin egen Redning fra Farer og
mulig Død end Ludvig XVI og Marie Antoinette.
Bouillé havde anbefalet Vejen over Rheims til Sédan
som den korteste og sikreste. Men Kongen kunde
ikke bekvemme sig til paa sin sørgelige Flugt at
drage gennem den By, der en Gang havde været Vidne
til hans Kroning. Yderligere advarede den praktiske
Bouillé imod at benytte den Befordring, som Fersen
gennem en Veninde, Mrs. Sulliwan, havde anskaffet
allerede i December 1790, en ny Bejsekaret, af
ualmindelig Bygning, for seks Personer. Den vilde blot
ved sin Størrelse vække Opsigt og var tilmed altfor
svær; det vilde være langt fornuftigere at tage af
Sted, Kongen med sin Datter og Søster for sig og
Dronningen med Dauphinen for sig i almindelige
Vogne. Men Kongen erklærede, at lian kun vilde
frelses tillige med sin Familie og vilde følges med sin
Gemalinde. Stadig blev Afrejsen opsat, thi
Dronningen kunde ikke tage af Sted uden
Rejse-Neces-sære, og en saadan maatte først laves; saa maatte
der ventes paa rent Linned til Hendes Majestæt og
paa nye Dragter, der gav Hoffets Damer nok at
tænke paa og nær havde forraadt hele Planen, og
endelig fik Kongen i Sinde at udnævne Markis de
Bouillé til Marskal og maatte absolut have en
Mar-skalsstav med. Og da endelig den fastsatte Dag op-
259
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
