Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Følgerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KONGEFAMILIENS FLU GI’
Stille I tredive Stemmer! havde været nok til at
kue dem.
Men efter hans Død begyndte de Radikale at faa
Vind i Sejlene, og den 24aarige Sagfører Maximilien
de Robespierre, om hvem allerede Mirabeau havde
sagt, at han vilde komme langt, fordi han troede
paa, hvad han sagde, viste sig efterhaanden ikke blot
som Jakobinerklubbens men som
Nationalforsamlingens mest energiske, mest konsekvente og mest
uafhængige Taler. Han erhvervede sig snart
Rerøm-melse for Uegennyttighed og Ubestikkelighed og havde
alt i Juni 1790 vundet saa stor Indflydelse paa
Hovedstadens Refolkning, at han blev valgt til
offentlig Anklager ved Seinedomstolen og hans Ven Pétion
til dens Formand.
Kongens Forsøg paa Flugt bidrog kun til
yderligere at styrke de Radikales Stilling. »Havde jeg
ikke Ret? — Har jeg ikke sagt det for længe siden,
at det tykke Svin spiller under Dække med
Østerrigerne?« skrev Marat triumferende i sit udbredte
Blad »Folkevennen«. »Det bliver ikke godt, før der
falder 800—900 Hoveder; læg Mærke til det.« Og
mangfoldige, der hidtil havde holdt fast ved Troen
paa at kunne frelse Kongedømmet, slog nu om.
»Triumviratet«, der hidtil havde haft Ledelsen i
Nationalforsamlingen, blev forskrækkede over den
stærke Tilslutning, de Radikale paa én Gang fik, og
begyndte at forstaa, at de var gaaet for langt til
Venstre. Og snart fik de Anledning til at vise sig
fra en mere konservativ Side og greb straks
Lejligheden til at styrke den udøvende Magts Myndighed,
som de nu indsaa, at de havde beskaaret alt for
meget. Det var ved det første Spørgsmaal, der
forelaa til Forhandling i Forsamlingen efter Kongens
Tilbagekomst, hvorledes man skulde betragte hans
Flugt. Om man, ligesom i England, skulde tillægge
ham Uansvarlighed og holde sig til de Mænd, der
havde understøttet Flugtforsøget, eller om man
foreløbig skulde afsætte ham og stille ham for
Domstolen. Med vanlig Konsekvens erklærede Robespierre,
at det var latterligt at holde sig til de Medskyldige
og lade den mest Skyldige gaa fri; men Flertallet,
som endnu var under Indflydelse af Triumviratet,
gøs tilbage for et saadant Skridt som at anklage
Kongen, og vedtog den 16. Juli, at der ikke kunde
gøres Ansvar gældende over for ham, men at Markis
de Rouillé var den ene Skyldige.
Rygtet om denne Beslutning vakte stor Forbitrelse
og diskuteredes samme Aften ivrigt i Klubberne.
Danton opsatte en Adresse til Forsamlingen og
udtrykte heri som Folkets Vilje, at Kongen skulde
afsættes. Adressen blev lagt frem til Folkets
Underskrift Dagen efter, Søndag den 17., paa et
»Fædrelandets Alter«, der var rejst paa Marsmarken i
Anledning af den et Par Dage forinden fejrede
Ba-stillefest. Nu strømmede Folk atter ind paa Pladsen,
hvor Danton og Camille Desmoulins holdt Taler, og
Klubbernes Agitatorer gik rundt og opildnede
Pariserne. Flere og flere gik op til Alteret for at
underskrive Adressen, og snart var der stor Trængsel
omkring Foden af de brede Trapper. Da opdagede
ulykkeligvis Mængden, at der inde under Trappen,
ad hvilken Borgere og Borgerinder trippede op til
Alteret, var skjult et Par Mennesker. Øjeblikkelig
jog det som en Løbeild gennem Menneskemasserne,
at de havde flere Tønder med Krudt hos sig, og at
det var Folk, der var lejede af Regeringen til at
sprænge Alteret og alle, som befandt sig paa dette
og i Nærheden af det, i Luften. Uagtet de to Fyre,
en Barber og en afdanket Soldat, da de blev trukne
frem, slukøret maatte bekende, at de kun havde
skjult sig der for i Ro og Mag at kunne nyde Skuet
af Borgerindernes velformede Lægge, og uagtet
Krudttønderne blev reducerede til en Bimpel med Vin og
en Tejne med Brød og Ost, lod Folket sig dog ikke
berolige. Ordet Forræderi vækkede let det slumrende
Raseri; Mængden styrtede løs paa de to Ulykkelige
og rev dem bogstavelig i Stykker. Sendebudene fra
la Fayette og Railly blev modtagne med Stenkast og
Trusler, og i et Øjeblik var den fredelige, smilende
Søndag Eftermiddag forvandlet til en vild Kampens
Time.
Nationalforsamlingen havde indstændig anmodet
Railly og la Fayette om mere end nogen Sinde før
at vaage over den offentlige Orden, og den sidste var
for første Gang rede til at tage fat for Alvor. Efter
Samraad med Bailly blev Oprørsflaget udfoldet fra
Raadhuset, — Tegnet paa, at Oprørsloven traadte i
Virksomhed. Det blev ligeledes af Patruljer ført
rundt i Gaderne, ogsaa ind paa Marsmarken, og alle
gode Borgere, enhver, der ikke vilde betragtes som
Oprører, havde nu at gaa rolig hjem. Men Pariserne
var ikke vante til, at der blev gjort Alvor af Trusler.
Det faldt dem ikke ind, at Myndighederne kunde tage
sig sammen, og i Ophidselsen tog nogle sig for at
vise, hvor lidt de frygtede dem, ved at skyde paa
Nationalgarden, hvoraf et Regiment under almindelig
Stenregn var rykket ind paa Pladsen. Railly lod nu
Trommerne røre og oplæste derefter tre Gange
Oprørsloven, men med saa svag en Stemme, at næppe
de nærmeststaaende opfattede hans Ord. De lo og
morede sig, kom med Vittigheder og Rrandere om
den stakkels Videnskabsmand. La Fayette lod nu
kommandere: Til Skydning—Fyr! Den første Salve
blev affyret i Luften ; den blev besvaret med talrige
Stenkast. Ved den næste Salve blev der derimod
liggende 20—30 Døde og Saarede paa Stedet. Men
langt flere — henad 300 Personer — blev trampede
ned. Thi den udfordrende Mængde, som saa’, at det
blev Alvor, tog nu Benene paa Nakken og styrtede
af Sted.
Og ikke blot Mængden paa Marsmarken blev
slagen med Rædsel over, at Myndighederne saa uventet
havde strammet Tøjlerne. Ogsaa de radikale Ledere
ansaa det for forstandigst at forsvinde for en Tid.
Robespierre var i flere Dage ikke til at træffe i sin
Bolig, og ingen vidste, hvor han var. Danton og
Camille Desmoulins fortrak en Tid til Provinserne,
Marat skyndte sig til England, og de radikale Blade
hørte pludselig op med at udkomme.
Et Øjeblik saa’ det ud, som om
Revolutionspartiet var slaaet ned. Men Nationalforsamlingens
maadeholdne Flertal var ikke i Stand til at benytte
det gunstige Øjeblik med Kraft og give den udøvende
Magt, Kongen, noget af den Myndighed tilbage, som
Forsamlingen selv i sin Forblindelse havde berøvet
ham.
Og dog var der netop Lejlighed til det nu, om
det ellers var muligt. Forfatnings-Arbejdet var
sluttet, og en Revision blev foretaget i August. Rarnave
261 269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
