Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN LOVGIVENDE FORSAMLING
Det første Indtryk, vi faar af dem, er deres store
Ungdommelighed. Alderspræsidenten er 44 Aar, det
overvejende Flertal har ikke naaet 30 Aars Alderen,
og tresindstyve har ikke fyldt 26 Aar. Der er 745
Medlemmer, valgte paa to Aar af de »aktive Borgere«
ved Sieyes vidunderlige Valgmaskineri. Af Gejstlige,
som var saa talrige i Nationalforsamlingen, ser vi
her kun faa. Sagførere og Jurister er der mange
af,’ ikke mindre end 400, og mange af Frankrigs
berømteste Videnskabsmænd.
Højre Side af Salen indtoges nu af Royalisterne
og de Konstitutionelle, der bestod af Tilhængere af
det tidligere Triumvirat, og af Feuillanterne (føjanterne),
der var udgaaede fra den »monarkiske Klub« og havde
taget Navn efter deres Forsamlingssted, Klosteret
umiddelbart ved Siden af Ridehuset. Royalisterne
var meget faatallige. Ingen af dem var synderlig
begejstret for den nye Forfatning men betragtede
Kongemagten som den eneste
Frelse fra fuldstændig
Opløsning.
Feuillanterne derimod saa’
i Forfatningen, som jo
væsentlig skyldtes Triumviratet,
Indbegrebet af al jordisk
Visdom. De dannede ikke
noget stærkt organiseret Parti,
men lod sig, ligesom
Centrum i Nationalforsamlingen,
snart rive med af
Oppositionens Veltalenhed, snart
skræmme af dens Trusler
til at stemme imod egne
Meninger.
Oppositionen havde
indtaget de bageste af Bænkene,
som hævede sig skraat
opefter. De radikaleste,
Jakobinerne , sad øverst og fik
Partibetegnelsen »Bjerget«, da
de — kun faa i Antal, som
imidlertid gjorde Spektakel
for det tidobbelte Tal —
senere, i Marts 1792, skilte
sig ud fra Venstres
Hovedgruppe, Girondisterne.
Hvad der gav det lille radikale Parti sin
Betydning, var dets nære Forbindelse med Klubberne og
derigennem med Folket. I Jakobinerklubben maatte
det endnu dele Magten med Girondisterne, men over
Cordelierernes Klub havde det fuldstændig
Herredømme gennem Camille Desmoulins og Danton. Og
dets Betydning voksede, da dets Leder Pétion — den
dydige Pétion, som man tillod sig at sammenligne
med Christus — i November 1791 blev Borgmester
i Paris i Stedet for Bailly.
Af Girondisterne stammede de færreste fra
Departementet Gironde, men Partiet fik hurtig Navn efter
sine tre betydeligste Mænd, der alle var valgte i
Bordeaux, Vergniaud, Guadet og Gensonné. Alle tre
havde de virket som Sagførere i Girondes Hovedstad
og fik snart Ry i Paris som Forsamlingens største
Talere. Den ypperste af dem var Vergniaud (vernjö), en
digterisk, drømmende Natur, men lad og uden
Interesse for praktisk Politik; først paa Talerstolen vaag-
Fig. 123. Jacques Danton, født 1759, henrettet 1794
nede han op til Liv og talte med en sydlandsk Ild
og Farvepragt, der rev alle med sig. —
Girondister-nes Maal var Republiken, den ideale Republik.
Naar det franske Folk var blevet befriet for sine
trykkende Baand, vilde dets ædle Anlæg for Storhed
helt kunne udvikle sig i Frihedens Sol, og det vilde
kunne naa op ved Siden af Grækerne, Folket
med den højeste Kultur og den mest udviklede
Skønhedssans. Saaledes ræsonnerede de.
Den lovgivende Forsamling begyndte sine
Arbejder med højtidelig at aflægge Ed paa Forfatningen.
Med stor Pomp og under Militærparade blev selve
Lovbogen af de 12 ældste Medlemmer baaren ind i
Salen, hvorpaa de alle, én efter én, traadte frem og
aflagde Eden med højre Haand paa Bogen, som
under Hurraraab blev bragt tilbage til Arkivet. Den
første Dags Feststemning blev dog noget forstyrret,
da Deputationen, der havde bragt Kongen
Forsamlingens Hilsen, kom tilbage
og beklagede sig over, at Hs.
Majestæt havde modtaget
den, som det forekom den,
noget køligt.
Det varede ikke længe,
inden Drømmerierne om den
Lykke, som Forfatningen
vilde bringe Landet, skulde
blive brutalt tilintetgjorte. Og
samtidig blev Regeringens
fuldstændige Vanmagt lagt for
Dagen med en saadan
Klarhed, at enhver, der ikke hørte
til det yderliggaaende Parti,
maatte forfærdes.
Syd-Frankrig havde længe
staaet i Oprør. Proven çalerne
med Sydens hede Blod sluttede
sig til de forskellige Partier.
Krigen mod Herregaardene
var her mere ubarmhjertig
end andetsteds, i Marseille
gjorde Orlogsmatroserne
Mytteri, i Montpellier og Arles
kom det til Gadekampe
mellem Nationalgardisterne og
den af de edvægrende
Præster ophidsede Befolkning. I Jallés ved Foden af
Cevennerne havde Royalisterne under den hvide
Korsfane samlet en Hær under Anførsel af en
Gejstlig, Abbed Labastide, for at knuse Revolutionen.
Den fik i Bøndernes Fantasi en umaadelig Størrelse
og virkede med samme spøgelsesagtige Frygt som,
Aaret i Forvejen, Banditterne, indtil den i Foraaret
1791 blev splittet af Nationalgarden. Men i Avignon,
hvor Rhonen flyder forbi Klippen med Pavernes
gamle Slot, hvor Digteren Petrarca digtede sine
Sonetter, og hans elskede Laura hviler i
Franciscaner-Iiirken, naaede Urolighederne Højdepunktet. Her saa’
man første Gang, hvorledes en lille Skare Banditter
kunde terrorisere en hel By, og her saa man for
første Gang, hvilken Ligegyldighed for Menneskeliv
de sidste to Aars Tøjlesløshed havde fostret. Jourdan,
af Haandtering Æseldriver, Model, Farver og til sidst
selvbestaltet General lod 113 Mænd og Kvinder dræbe
i et af de gamle Fæstningstaarne. Men da han
273
274
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
