Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O EN FRANSKE REVOLUTION
bestemt Hensigt med Optoget, har sandsynligvis kun
tænkt paa at faa Kongen frem paa en af Altanerne,
raabe nogle Alvorsord til ham og imponere ham ved
den store Masse, der var paa Benene. Da han ikke
viste sig ud til Haven, drejede de, der var i Spidsen
af Toget, ind paa Karusselpladsen, hvis Porte
mærkelig nok blev aabnede; de andre fulgte efter som
viljeløse Faar, og snart var Pladsen stuvende fuld af
Mennesker.
Ogsaa her stod der langs Fløjene opmarcheret
en betydelig Styrke af Nationalgarden. Og inde i la
cour royale, den inderste Slotsgaard, hvis Gitterporte
holdtes forsvarlig lukkede, stod en Bataillon tillige
med en Mængde Gendarmer og kongeligsindede Officerer,
som havde samlet sig dér for at beskytte Kongen,
om det skulde vise sig nødvendigt.
Men ude fra trykkede Mængden paa og klemte
dem, der stod inderst, op imod Gitterværket. For at
undgaa, at Folk skulde blive trykkede til Døde, og
for at berolige Mængden, bønfaldt en Officer Kongen
om at modtage tyve Mand af Skaren, for at de kunde
forebringe ham deres Ønsker. Ludvig den XVI
samtykkede som sædvanlig. Men da man havde lukket
Porten op for de tyve, viste det sig umuligt at faa
den lukket igen, og Folket strømmede nu ind i den
indre Slotsgaard, opad Trapperne og ind i Bygningen.
Og her var ingen Santerre til at lede dem og holde
igen. Folk og Konge skulde snart staa lige over for
hinanden, uden spærrende Skranker af Ceremoniel
eller Soldater imellem sig.
Om Ludvig den XVI havde haft lidt af den Evne,
som har hjulpet saa mange andre Konger, lige saa
udygtige, men ikke nær saa velvillige som han, i
mangen vanskelig Situation, Evnen til at virke med
lidt dramatisk Effekt! Om Folket, det let
paavirke-lige, let bevægelige Folk havde fundet sin Konge med
Skødskind for og med sværtede Hænder, i Færd med
Hammer og Ambolt! Men han var altfor jævn og
ligefrem en Mand til at tænke paa noget Slags
Komediespil. Han befandt sig med sin Søster,
Prinsesse Elisabeth, tre af Ministrene og nogle faa
personlige Venner i en Sal, der paa Grund af sit runde
Vindue i Loftet kaldtes Vceil de Boeuf (Koøjet), da et Par
Nationalgardister kom styrtende ind og bragte
Melding om, at Folkemængden trængte ind i Slottet.
»Vær ikke bange, Deres Majestæt!« sagde en af
dem, »vi skal forsvare Dem.«
»Læg din Haand paa mit Hjerte,« sagde Kongen,
»og føl, hvor roligt det slaar. Jeg er ikke bange.«
I samme Øjeblik dundrede Mængden med Knipler
og Bøssekolber, under Hyl og Skrig paa Døren. Paa
Kongens Befaling lukkede Vagten den op, da den
ellers vilde være bleven sprængt, og Sansculotterne
styrtede ind med høje Brøl: »Ned med Hr. Veto!
Fanden i Vold med Hr. Veto! Ad Helvede til med
Østerrigerinden!« Thi da de fik Øje paa Prinsesse
Elisabeth, troede de et Øjeblik,’at det var Dronningen,
de havde for sig, og Prinsessen lod dem blive i
Troen og haabede paa den Maade at bidrage til
at redde Dronningen.
Traditionen, den Hellighed, der saa mange
Aarhundreder igennem i Folkets Øjne havde ombølget
Kronens Bærer, øvede imidlertid ogsaa sin Virkning
paa disse vilde Mennesker, da de pludselig saa’ sig
Ansigt til Ansigt med denne Mand, Ihændehaveren af
det frygtelige Veto. Men han saa’ jo rigtig flink og
rar ud, og han var ikke den allermindste Smule
bange! Hans Stemme lød ganske rolig og naturlig,
da* han tog Ordet, og med det samme blev der
Dødsstilhed omkring ham.
»Hvad vil I mig?« sagde han. »Jeg er eders
Konge; jeg har ærlig overholdt Forfatningen . . .«
Men det var uheldigt at berøre dette Spørgsmaal;
det bragte straks Raseriet til at flamme op paa ny.
Thi selv om Kongen ikke havde foretaget noget mod
Forfatningen, efter at den var bleven færdig, var del
dog i frisk Minde, hvorledes han ved sin Flugt havde
brudt alle tidligere Løfter. »Ned med Vetoet!«
brølede Mængden. »Vi vil ha’ de gamle Ministre igen!
— Væk med Præsterne, væk med Aristokraterne! . . .«
Men nu skaffede Legendre sig Ørenlyd. »De er
en upaalidelig Mand,« sagde han, »man kan ikke
stole paa Dem. De har altid narret os, og De
narrer os endnu .... Men tag Dem i Agt! Folket er
snart ked af at være Deres Legetøj.«
Aldrig kom Ludvig den XVI’s uforstyrrelige Flegma
ham bedre til pas end i dette farefulde Øjeblik. Han
talte med den største Ro til disse Mænd og Kvinder,
der betragtede ham som en Forræder mod Folkets
Sag, og som ikke vilde have betænkt sig paa at
lægge Haand paa ham, om han ikke netop havde
imponeret dem ved sin Ro og Uforfærdethed. »Jeg
agter at handle nøje efter Forfatningen,« sagde han
og føjede modigt til, at det hverken var det rette
Sted, den rette Tid eller den rette Maade at henvende
sig til ham paa.
Ludvig XVI havde aldrig nogen Sinde i sit Liv
lagt sine bedste Egenskaber saa lykkeligt for
Dagen som her Ansigt til Ansigt med sit Folk. Men
han havde heller aldrig saa tydelig vist sine
Mangler. »Giv mig noget at drikke,« sagde han til en
Tjener, der straks søgte at komme ud for at skaffe
ham en Forfriskning. Men en Arbejdsmand rakte
Kongen sin Flaske: »Værs’go!« — »Kongen drikker!«
lød det straks efter bifaldende gennem Salen, som
naar Herolden ved det kongelige Taffel forkyndte med
stor Højtidelighed: »Kongen drikker!«
Og Kongen drak af Arbejdsmandens Flaske men
hævede den først i Vejret og raabte: »Nationen leve!«,
og alle jublede Hurra for Nationen — ja, for
Kongen med. Og under denne Glæde rakte en anden
Arbejder ham en rød Hue. Og Kongen — grusomme
Ironi! Den salvede, hellige Konge tog Revolutionens
Symbol paa Hovedet, den røde Hue, som en
Robespierre foragtelig havde kastet paa Gulvet og
trampet paa!
Ludvig XVI stod i en Vinduesfordybning med
Jakobinerhuen paa Hovedet, saa han kunde ses af
den tæt sammenstimlede Mængde udenfor. Og
saavel ude som inde lød der Hurraraab for Kongen og
Folket.
Men langt tilbage, hvor der var Plads, saa man
kunde røre sig, stod en lille ung mager Løjtnant,
med bleg Ansigtsfarve og skarpe Træk. Han havde
med Forbitrelse og Forbavselse set Portene blive
aabnede og Menneskemassen strømme ind i
Slotsgaarden. »Et Par Kanoner!« tænkte han ved sig
selv, »og jeg skulde faa det Rakkerpak til at tage
Benene paa Nakken.« Men da Kongen viste sig ved
Vinduet med den røde Hue paa Hovedet, gled der
284 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
