Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
Robespierre, Danton, Marat og de øvrige radikale
Ledere holdt sig forsigtig i Baggrunden og deltog
ikke i Planerne om Oprøret, men blev underrettede
om alt og gav i al Hemmelighed deres gode Raad
og Vink. Det var atter den folkelige Santerre og
hans Kammerater tillige med Dantons fortrolige Ven,
den kæmpestærke Vestermann, samt Journalisten
Carra, der ledede Bevægelsen. Det var blevet
bestemt, at samme Dag, som Marseillanerne kom, skulde
Santerre med Mændene fra St. Antoine gaa dem i
Møde; derpaa vilde man i samlet Styrke gaa lige
mod Tuilerierne og give Kongedømmet Dødsstødet.
Men det viste sig vanskeligt at udføre denne Plan,
da man ikke kunde fastsætte Dagen for Marseillanernes
Ankomst; da det endelig den 30. Juli rygtedes, at
nu rykkede de ind i Staden, kunde Santerre kun
drage dem i Møde med 250 Mand, og dermed faldt
Angrebet den Dag til Jorden.
Marseillanerne var ikke, som det tidligere er
blevet fremsat, en Sværm af den store Søstads løse
Pøbel. Det var Soldater, Frivillige af Byens
Nationalgarde, velbevæbnede Borgere, men ivrige
Frihedsmænd. De var ikke frygtelige ved Antallet; de
talte kun 500 Mand og mødte blot med to Kanoner.
Men de førte med sig en Forbundsfælle, om hvis
Magt de paa Marchen gennem Landet havde begyndt
at faa en Anelse, en Sang, en Hymne, et Skrig —
sat i Musik.
Da disse Mænd marcherede ind i Hovedstaden,
hørte Pariserne første Gang Marseillaisen Toner.
Umiddelbart efter Krigserklæringen i Foraaret,
og et Par Dage før Troppernes Afmarch fra
Strassburg, havde Byens Borgmester, Baron Dietrich, samlet
nogle Venner hos sig om Aftenen. Blandt dem var en ung
Ingeniørofficer, Rouget de l’Isle (rusjæ dihl). Ved Bordet
drejede Talen sig naturligvis om det forestaaende
Felttog, og Værten udtalte i Samtalens Løb det
beklagelige i, at de franske Soldater ikke havde en
eneste Sang, som de kunde synge med Begejstring;
alle Datidens franske Fædrelandssange drejede sig
om Kongen, som ikke for Tiden var i Stand til at
opflamme nogen. Og med Tanken paa en almindelig
kendt og yndet »Sang til Friheden«, som Rouget de
l’Isle havde digtet og komponeret, vendte han sig til
denne med det Spørgsmaal, om ikke dette var en
Opgave for ham.
Den unge Kaptajn kunde, da han var kommen
hjem, ikke faa disse Ord ud a.F sine Tanker. Han
kastede sig paa sin Seng, men maatte fare op igen
og ud af den snævre Stue. Og om Natten paa
Strassburgs Volde, hvor alt antydede Troppernes Opbrud,
mellem Kanoner og Bajonetter, mellem Soldater,
vrinskende og stampende Heste, Trommer og
Trompeter, undfangedes i hans Sjæl det vidunderlige Digt,
der formaaede at tolke Tusinders og atter Tusinders
Følelser og Længsler.
Ud paa Morgenstunden kom han hjem i sin
beskedne Bolig, kradsede Ordene og Noderne op og
spillede Musiken igennem paa sin Violin; endnu
samme Morgen sang han den i Dietrichs Hus for
hans Familie og nogle hastig tilkaldte Bekendte.
Borgmestrens Hustru hjalp ham øjeblikkelig med at
udsætte Musiken for Orkester, og Dagen efter
marcherede Tropperne af Sted efter Tonerne af den nye
»Krigssang for Rhinarméen« (se Billedet S. 111). Det
var det Navn, som Forfatter-Komponisten selv gav
sit Arbejde.
Samme Dag, som Marseillanerne rykkede ind i
Paris, kom det om Aftenen til et blodigt
Sammenstød i Gaderne. Den genindsatte Borgmester, Pétion,
havde paa Byens Vegne indbudt »de Fødererede«
til en »patriotisk Banket« paa Champs-Elysées.
Festen forløb uden Mislyd, indtil man fra en
nærliggende Restaurant hørte nogle konstitutionelle
Nationalgardister raabe: Ned med Nationen! Kongen
og Dronningen leve! Der blev øjeblikkelig vild Jagt
paa de uforsigtige Soldater, og paa Place Louis XV
kom det til en hidsig Kamp, i hvilken flere Personer
blev saarede eller dræbte. Men selv de mest
radikale Jakobinere indsaa, at Tiden ikke var kommen
endnu til et Angreb paa Tuilerierne, som let kunde
være blevet forsøgt, og fik, om end med Møje,
Roligheden genoprettet.
Allerede den 26. Juli havde man paa Brissots
Forslag begyndt at anstille Undersøgelser om,
hvorledes Hovedstadens 48 Sektioner, altsaa dens
Befolkning i sin Helhed, vilde stille sig over for
Spørgsmaalet om Kongens Afsættelse. Resultatet var blevet,
at omtrent Halvdelen erklærede sig for Afsættelsen.
Men disse Sektioner var de folkerige Fattigkvarterer;
kun seksten var bestemt derimod, nemlig de Bydele,
hvor den mindre talrige, velhavende Borgerstand
havde Bopæl, medens Resten ikke vilde bekende
Kulør, men forbeholdt sig Frihed til at slutte sig til
den stærkeste Part. Oprørets Ledere vilde imidlertid
intet foretage sig, før de var visse paa Sejren, og
den 31. indbragte Sektionen Mauconseil et Andragende
om Kongens Afsættelse i den lovgivende Forsamling
for at faa fuldstændigt Overblik over Partistillingen
her. Af stor Betydning var det, at Carnot den 1.
August foreslog, at Nationalgardens Rækker, da
Landet var i Krig, skulde aabnes for alle og enhver
uden Hensyn til, om de var »aktive« eller »passive«
Borgere. Derved dannedes der i Hæren en folkelig
Modsætning til de »konstitutionelle«, o:
kongeligsindede Nationalgardister.
Oprørskomiteen skred nu til at drøfte
Angrebsplanen i sine Enkeltheder, og i alle de revolutionære
Kaféer vrimlede det af Agenter, som uddelte Ordrer
fra og indhentede Oplysninger til Komitéen.
Planen gik ud paa, at naar Forsamlingen, som
den 9. August skulde behandle Andragendet fra
Sektionen Mauconseil om Kongens Afsættelse, havde
nægtet at sætte den paa Dagsordenen — hvad man
i Forvejen ventede med Sikkerhed — skulde
Stormklokkerne røres ved Midnatstid, og de forskellige
revolutionære Korpser sætte sig i Bevægetse fra de
forskellige Mødesteder. En særlig Vagt fik til
Opgave at beskytte Raadhuset mod et muligt Angreb af
de kongeligsindede Nationalgardister; en anden paa
600 Mand skulde passe paa Pétion og vaage over,
at han ikke i sidste Øjeblik faldt fra.
Politimyndighederne udleverede rundhaandet Krudt og Kugler til
Oprørskomitéen, men nægtede samtidig paa Mandats
Forlangende at give Ammunition til de
kongeligsindede Batailloner af Nationalgarden.
Mandat var for August Maaned Nationalgardens
Chef. Han var en kongeligsindet Mand og havde i
292 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
