Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
Liv havde holdt Folket tilbage fra at myrde de
afvæbnede Schweizergardister i Feuillanternes Kloster.
— Ganske uden Forbindelse med Stormen paa Slottet
og Myrderierne paa Schweizerne var Mordet paa
den frisindede Adelsmand Clermont-Tonnerre, efter
Bastilledagen en af de mest populære Mænd i Paris.
Han gik roligt om Aftenen til sit Hjem, da Raabet:
En Aristokrat, en Forræder! pludselig vakte Folkets
Raseri imod ham. Et Øjeblik efter laa han død
paa Gaden.
Kongen og Dronningen havde fra det lidet
tiltalende Tilflugtssted hele Tiden kunnet høre Kampens
Tummel ude omkring Slottet og til sidst set
Flammeskæret i Luften fra de brændende Bygninger. Men
de Regivenheder, de havde overværet inde i Salen,
var dog endnu mere skæbnesvangre. Det var intet
mindre end Kongedømmets Ligbegængelse, som det
kongelige Par her selv maatte overvære. Tidlig
paa Dagen indfandt der sig en Deputation med
Hu-guenin i Spidsen. Han bragte den Meddelelse, at det
tidligere Kommuneraad for
Byen Paris havde trukket sig
tilbage, og at Sektionsudvalgene,
der ganske ulovligt var
forblevne samlede, paa egen Haand
og ukaldede havde indsat et
nyt Kommuneraad. Hvad
Farve dette bar, viste sig ved den
næste Deputation , som det
fremsendte for den lovgivende
Forsamling, der uden Modstand
lod alle Tøjlerne glide sig af
Hænde. Den forlangte i
Folkets Navn og paa en meget
bydende Maade, at
Forsamlingen skulde erklære Kongen for
afsat. Dette Spørgsmaal havde
tidligere været paa Bane i
Forsamlingen, og et Udvalg paa
21 Medlemmer var blevet
nedsat for nærmere at drøfte, hvad
der nu forelaa som en moden
Frugt af Virkeligheden,
Kongedømmets Fald. Det blev Verg-
niaud, der som Ordfører i Udvalget besteg
Talerstolen, medens Ludvig XVI saa stift paa ham, og Marie
Antoinette kun hørte sit eget Blod suse for Ørerne i
en bestemt Rytme: Kommer Prøjserne dog ikke?
Kommer Prøjserne dog ikke?
Det var med et tungt Hjerte, at Vergniaud tog
Ordet. Ingen havde tilføjet Kongedømmet dybere
Saar end han og hans Parti. Det var ham personlig,
der i sin Tale den 2. Juli havde tilintetgjort den
Sympati, der efter den 20. Juni var vaagnet for
Kongen, og som havde forekommet Revolutionens
Tilhængere saa farlig. Men da han saa, med hvilken
Energi Jakobinerne benyttede hans og hans Partis
Arbejde og forberedte det endelige Angreb paa
Tronen, begyndte han at frygte for ikke længer at kunne
lede Bevægelsen og havde derefter, men selvfølgelig
for sent, forsøgt at støtte Kongen, altsaa begyndt en
ganske modsat Politik af den, Girondinerne hidtil
havde fulgt. For ikke at aabenbare sit Nederlag
maatte han nu, den 10. August, gøre gode Miner til
slet Spil og fra Talerstolen fremsætte Forslag til Lov
Fig. 128. Jean Roland; født 1734; Minister 1792—93;
begik Selvmord i Nov. 1793.
om, at nye Valg til et »Nationalkonvent« skulde
udskrives, at dette Konvent skulde udarbejde Forslag
til en ny Forfatning, og at Chefen for den udøvende
Myndighed (o: Kongen) foreløbig skulde afsættes,
indtil den nye Regeringsform var bleven bestemt.
Forslaget blev vedtaget og straks undertegnet af en af
Kongens tilstedeværende Ministre, de Joly.
Bourbonernes gamle Trone var omstyrtet uden Modstand.
I de 40 Dage, som hengik, inden
Nationalkonventet traadte sammen, og i hvilke Kongedømmet
endnu bestod, om end kun paa Papiret, var det 21
Mands-Udvalget, der styrede Landet. Dette Udvalg
talte alle de mest fremragende Girondiner blandt
sine Medlemmer. Brissot var dets Formand, Vergniaud
dets Ordfører. Denne Girondinernes øjeblikkelige
Overvægt gav sig ogsaa Udslag i Sammensætningen
af det nye Ministerium, der blev dannet endnu d. 10.
August, idet Roland og andre af deres Tilhængere
atter fik Sæde i Regeringen. Af nye Mænd blev den
berømte Matematiker Gaspard Monge (maangsj)
Marine-og Danton Justitsminister.
Men over den girondinske
Regering og over det
girondinske Udvalg stod det ulovlige,
selvbestaltede kommunale Raad.
Det var dette, der havde
fordret Kongen afsat, og det var
dette, der havde forlangt et
nyt Ministerium, og som, et
Par Dage senere, efter at
Kongefamilien var bleven ført over
i et Par Munkeceller i
Feuillan-terklosteret, forlangte den
fængslet og endnu strengere
bevogtet i le Temple. Uden at tage
Hensyn til, at Raadet kun
repræsenterede lidt over
Halvdelen af Paris’s Sektioner,
opførte det sig som et fuldgyldigt
Udtryk, ikke blot for
Hovedstadens, men for hele Landets
Befolkning. Allerede den 10.
August traadte Camille
Desmoulins og andre ivrige
Republikanere ind i det; men sin store Styrke fik det dog
først Dagen efter, da Robespierre og Marat sluttede
sig dertil.
Girondinerne havde altid været Ordets, men
aldrig Handlingens Mænd; deres Modstandere i
Kom-muneraadet, alle ivrige Jakobinere, var fremfor alt
Handlingens Mænd. Og det var Handling, som
Frankrig nu trængte til, og ikke fagre Ord. Ved
dets Grænser stod Fjendernes Hære, c. 70,000 gamle,
krigsvante Soldater, for en stor Del øvede i Frederik
den stores Krige. Over for dem havde Frankrig kun
at sætte unge, slet bevæbnede og uøvede Mænd. I
det Indre af Landet laa alle Fredens Idrætter øde.
Alle Samfærdselsmidler var i Forfald, alt Landbrug,
al Industri, alt Haandværk laa stille. Ophidselse og
Oprør flammede alle Vegne. Hvis ikke alle de
umaadelige Ofre, der allerede var bragte, hvis ikke
alt det Blod, der allerede var flydt, skulde være ganske
spildt, fordredes der Fasthed og Styrke i Regeringen.
Og først og fremmest maatte der vises Fasthed over
for de indre Fjender; thi disse var de farligste.
299
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
