Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald - Republiken - Konventet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kommissærer for at paase, at Personer, der var
fængslede for Gæld eller for civile Sager, ikke kom
til at lide nogen Overlast. Det udpegede saaledes
selv de politiske Fanger til Folkets Hævn; men
mange af Bødlerne fandt dog Lejlighed til at faa
x private Sager afgjorte med det samme.
Midt i alle disse blodige Rædsler forekom der
mange lysende Eksempler paa selvopofrende Mod.
Mange blev reddede af Mænd og Kvinder, som selv
satte Livet i Vove for at hjælpe de Ulykkelige.
Frk. de Cazotte omslyngede sin gamle Fader med
sine Arme og svor paa, at Vejen til ham skulde gaa
over hendes Lig, og ved sin Uforfærdethed og sin
energiske Optræden tvang hun de vilde Bødler til at
skænke ham Livet. Og Frk. de Sombreuil købte
sin Faders Liv ved at drikke et Glas fuldt af
dampende Menneskeblod, som Morderne rakte hende.
Ogsaa flere af de ledende Revolutionsmænd gjorde,
hvad de formaaede, for at redde gamle Venner og
Bekendte, selv om de som Statsmænd og Politikere
ikke mente at burde sætte sig imod, eller var i Stand
til at standse Mj^rderierne. Saaledes frelste Danton
og Sanlerre — med Fare for sig selv — enhver, der
havde den mindste Fordring paa deres Taknemlighed.
Massemyrderierne strakte sig over tre Dage, men
Bloddommen standsede først den 6 te September.
Ofrenes Antal har været opgivet meget forskelligt,
fra 850 til omtrent 1500. Ifølge de paalideligste
Beretninger vil det blive omtrent 1100.
Myndighedernes Opfattelse af de foregaaende
Rædsler er tydelig betegnet i de Ord, hvormed de to
saa forskellige Politikere som Robespierre og Roland
omtalte dem i den lovgivende Forsamling den 4de
September. »Ingen Uskyldig er omkommen i disse
Dage«, sagde den første. »Over de sidste Dages
Begivenheder« udtalte den anden »var det maaske bedst
at kaste et Slør. Vi ved alle, at Folket, hvis Hævn
altid er forfærdelig, nu har øvet et Slags
Retfærdighed.«
Og hvad følte Befolkningen selv under alle disse
Gyseligheder? For os, som et Hundredaar derefter
med Forfærdelse læser derom, lyder det næsten
utroligt, at Paris aldrig havde været muntrere end netop
i de Dage og de nærmest følgende. Den ene store,
glimrende Fest for de Frivillige afløste den anden.
Teatrene var fulde af et fornøjet og leende Publikum,
og i Fruerne Rolands og Talmas Saloner gik
Konversationen let og livligt. Under Husundersøgelserne
havde Byen været som uddød; men under
Myrderierne og under Angsten for Prøjssernes Komme
herskede der en feberagtig Munterhed. Og de, som
havde Venners og Slægtninges Død at begræde,
vogtede sig vel for at vise sorgfulde Miner.
Septembermyrderierne, den uundgaaelige Følge af
Begivenhederne den 10de August, var Folkets Opgør
med Vanden regime, en hurtig Hævn for dettes
langvarige Undertrykkelser og Uretfærdigheder. Og
samtidig var de en Trusel, en blodig, indtrængende og
alvorlig Advarsel til Revolutionens Fjender, til
Emigranterne, Royalisterne og Præsterne. En Strøm af
Blod skilte det gamle, monarkiske Frankrig fra den
nye Samfundsbygning, som nu skulde rejses.
Imidlertid rykkede Hertugen af Brunsvig uhindret
frem med sine 42,000 Prøjssere. Over Metz og
Tionville skulde der komme c. 30,000 Østerrigere
og Emigranter og fra Belgien, langs Floden Meuse
lige saa mange. Men begge disse Korpser var endnu
langt tilbage.
Dumouriez (Dymurié), der var bleven udnævnt til
Overgeneral i la Fayettes Sted, havde stadig med
sine opløste Tropper, 13,000 Mand, maattet trække
sig tilbage for de hurtig fremrykkende Prøjssere.
Hans Styrke voksede imidlertid snart i Tal, thi han
drog Forstærkninger til sig fra alle Kanter, og de
Frivillige mødte i saa store Skarer, at der til Tider
daglig stillede sig 1800 nye Mand under Fanerne.
Men de færreste havde endnu noget Begreb om at
være Soldat, og Dumouriez maatte tage haardt paa
dem og love at lade dem kronrage og sende hjem
til Skam og Skændsel, hvis de ikke lagde sig efter at
vise Lydighed og Tapperhed.
Var det smaat bevendt med Lydigheden, var det
ikke stort bedre med de andre militære Dyder; alle
Vegne, hvor Franskmændene kom i Berøring med
Prøjsserne, flygtede de straks. General Chazot lod
sig med 10,000 Mand jage paa Flugt af tre
prøjs-siske Kavalleriregimenter.
Det var et ualmindelig vaadt og sludfuldt
Efteraar. Med rigtig Beregning af Hulvejenes og
Bjergpassernes Ufremkommelighed tog Dumouriez i de
første Dage af September med c. 60,000 Mand
Stilling paa Argonnernes Højdedrag, der med sine tætte
Skove og dybe Kløfter fra gammel Tid var bekendt
for sin Ufarbarhed. Men her maatte Prøjsserne
nødvendigvis igennem for at komme til Paris. Og
her kom det d. 20. September til Artillerikampen
ved Valmy, i hvilken Goethe i Hertugen af Weimars
Følge gjorde Studier over Kanonfeberen, og i hvilken
Louis Philippe, Hertugen af Orléans’ Søn (1830
Konge i Frankrig), fik sin llddaab. Prøjsserne blev
slaaet tilbage og maatte straks tiltræde Tilbagetoget.
Imidlertid havde ogsaa den østerrigske Hær
begyndt at røre sig; den gik over Grænsen og aabnede
den 29de September Belejringen af den ivrig
revolutionære By Lille. De østerrigske Kanoner og Mørsere
spyede en Regn af Kugler og Granater ud over den
ulykkelige By, og for at karakterisere Felttoget lige
fra Begyndelsen som et Hævntog var det
Erkehertug-inde Kristine, Marie Antoinettes Søster, der aabnede
Ilden. Efter ti Dages Beskydning maatte Belejringen
hæves, og Byen blev af National-Konventet erklæret
for at have gjort sig fortjent af Republiken.
Med Sejren ved Valmy og med Lille’s tapre
Modstand var Faren for Fjendens Indtrængen i Frankrig
i Øjeblikket forbi.
<sp>
| KONVENTET. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
