- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
313-314

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Konventet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

NATIONAL-KON VENTET

for en Tilbagevenden til Vanden regime og for den
lovløse Tilstand, der nu varede paa tredje Aar«.

For denne Lovløshedens Tilstand, særlig for den
Krig, som truede Landet med Ødelæggelse, bar
Girondinerne den væsentligste Del af Skylden. Intet
Under, at Styrkens og Handlingens Mænd saa’ med
Foragt paa disse »Dusin-Statsmænd«. Ingen
foragtede dem grundigere end Maximilien Robespierre,
der hadede Lovløshed og elskede Orden til Pedanteri,
og som oprindelig tilbad Friheden med en renere
Kærlighed end maaske nogen anden Revolutionsmand.
Han frygtede stadig en Reaktion fra Adelen,
Præsterne og Kongedømmets Venner, og han lovede sig
selv at sætte hele sin ubøjelige Viljes Kraft, hele sin
Jernflid ind paa at holde denne Reaktion nede.
»Han drømte om et Frankrig, hvor alle skulde være
lige, hvor al Standsforskel skulde være ophævet, og
hvor den fattige skulde kunne leve uden at
undertrykkes af den rige. Han vilde, at alle franske
Rorgere skulde kunne begjmde Løbet paa Livets store
Væddeløbsbane under de samme Retingelser, ens
udrustede, lige omhyggelig uddannede, hver efter
sine Anlæg, saa at enhver kunde have samme
Mulighed for at vinde sig et Navn i sit Fædreland«.

Men for at naa dette Maal maatte Regeringen
være stærk og hensynsløs, hensynsløs nok til at kue
al Modstand med Skræk. Derfor saa’ Robespierre
gennem Fingre med Septembermyrderierne, til Trods
for sin stærke og ved saa mange Lejligheder
dristigt udtalte Retfærdighedsfølelse. Dette var, hvor
frygteligt det end kunde lyde, Vejen, man maatte
gaa, om ikke Reaktionen skulde komme. Thi da
vilde det sidste sikkert blive værre end det første.

Naar Robespierre slog ind paa denne blodige Vej,
lededes han først af politiske Hensyn. Dog har vel
ogsaa hans egen store Mistænksomhed og
Hævngerrighed været medvirkende Aarsager. Men hos Marat
havde disse Følelser ganske taget Kommandoen fra
hans Dømmekraft. Han havde længe været en bitter,
sygelig Mand; de Forfølgelser, han havde været udsat
for fra la Fayettes og Girondinernes Side, hans
usunde Opholdssteder i Kloaker og andre
underjordiske Skjulesteder havde præget hans Ydre med
Fattigdom og Sygdom og bragt hans Indre ganske ud
af Ligevægt. Men ét havde han vundet ved disse
Forfølgelser, en Martyrglorie, der sikrede ham det store,
lavere Folks udelte Reundring. Han havde virkelig
lidt for Friheden, han var Folkets Ven som ingen
anden. Og i hans Person blev Folkets
ejendommelige Mistænksomhed Kød og Blod. Folket frydedes,
og hans Fjender forfærdedes over hans spejdende
Argusblik, der gennemtrængte enhver Handling,
eftersporede den i dens inderste Bevæggrunde og
skaansel-løst opdagede ethvert svagt Punkt. For hver Dag,
der gik, gjorde hans Hadskhed og Hævngerrighed
ham mere og mere blodtørstig; ikke blot Girondinerne
havde fortjent Døden for deres forbryderske
Krigs-politik; men alle hans Modstandere, politiske som
private, skulde udryddes.

Danton stod som Statsmand højt over Robespierre
med hans rousseauske Drømme og over Marat med
hans Udryddelsesteorier. Han nærede ingen
hævngerrige Følelser, al Hadskhed og Mistænksomhed laa
ham fjernt. Men han indsaa endnu klarere end de
Nødvendigheden af en stærk Regering, og med sin

hele — om Mirabeau mindende — praktiske
Retning var han en afgjort Fjende af Girondinerne og
deres letsindige, forfængelige Stræben efter at glimre
og spille en Rolle. For ham var Fædrelandet, som
han elskede dybt og inderligt, Hovedsagen. Hvem
der stod i Spidsen for Regeringen, dennes Form og
Sammensætning var ham i Virkeligheden ligegyldigt,
naar blot den formaaede at skabe og vedligeholde
de to Hovedbetingelser for et Folks og et Lands
Lykke: Ro og Orden.

Danton var i 1792 en Mand paa 33 Aar, Søn af
velstaaende Forældre og selv en holden Mand, baade
ved sin Praksis i Hovedstaden som anset Advokat,
ved sit Giftermaal og ved den Sum af 220,000 Livres,
som var ham bleven udbetalt i Erstatning for
Inddragelsen af hans Embede som en af de kongelige
Kammeradvokater. Han levede et lykkeligt
Familieliv, omgiven af gode Venner, da Revolutionen brød
løs, og havde straks kastet sig ind i det politiske
Liv som en yderliggaaende Revolutionsmand. Hans
ejendommelige, folkelige Veltalenhed bragte ham snart
frem i første Række i Cordelierernes Klub, og han
havde hørt til de faa, som havde haft aabent Øje
for den grundlovgivende Forsamlings Udygtighed. I
det Haab, at en Dynastiforandring lettere end noget
andet vilde kunne bane Vejen for Indførelsen af en
parlamentarisk Regeringsform, havde han, ligesom
Mirabeau, en Tid sluttet sig til Hertugen af Orléans,
men havde snart opdaget, at denne ikke var den
rette Mand. Reretningerne om, at han havde taget
mod Stikpenge af denne, har vist sig at savne al
Grund, og lige fra Kongens Forsøg paa Flugt havde
han kun haft Republiken for Øje. Han var Sjælen
i Forberedelserne til Angrebet paa Tuilerierne den
10de August, og det var ham, der instruerede sin
Ven Westermann. Kongedømmets Fald bragte ham
endnu mere i Forgrunden, idet han traadte ind i
Regeringen som Justitsminister.

Og i denne Egenskab er han af Samtiden og
senere Tider bleven betragtet som ansvarlig for
Septembermyrderierne. Men Danton viste saa vel i
disse blodige Dage som senere, at han ikke var
nogen Ven af Rlodsudgydelser, og hans berømte Tale
hin Søndag Formiddag: Dristighed, Dristighed og
atter Dristighed! havde som nærmeste Maal at vende
de Vaaben, som Pariserne alt hvæssede til Slagtning
i Fængslerne, mod Fjenden ved Grænsen. Og medens
han i sit Hjerte sørgede over disse Rædsler og
ønskede at kunne gøre langt mere, end han formaaede,
for at holde igen, var han dog ikke blind for, at de
ogsaa kunde opfattes som et Udtryk for den
hensynsløse Kraft, der ene kunde redde Landet.

Danton blev valgt i Paris som Hovedstadens
anden Deputerede til Konventet. Men den uheldige
Bestemmelse, at ingen Deputeret maatte være Medlem
af Ministeriet, bestod endnu, og han nedlagde derfor
snart sit Embede og indtog sin Plads paa Bjergets
Bænke.

Den 21de September holdt Konventet sit første
Møde i samme Bygning, som havde huset de to
lovgivende Forsamlinger. Kongedømmets Afskaffelse og
Republikens Indførelse vedtoges straks. Og for at
give det et tydeligt Udtryk, at man stod over for et
Frankrig, hvor alt skulde være nyt, hvor intet, der
mindede om Vanden regime, maatte skjule sig, selv

313

314

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free