Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 323-324 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Ludvig Capet - Krig og Borgerkrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

bølger frem og tilbage: »Republiken leve! —
Republiken leve!«

Bort marcherer Soldaterne; bort kører Philip
Égalité og andre Tilskuere, bort drager de alle. I
mindre end tre Kvarter er Pladsen tom. Kun nogle
Kvinder søger med Iver Sporene af det friske Blod
og dypper Lommetørklæderne deri. Og i en
nærliggende Vinstue sidder Mestermanden Samson
og tager mod Bestillinger paa Haarlokker og paa
Stumper af den mørkebrune Frakke.

Men over dem alle hæver sig Guillotinens mørke
Galge. Truende og ildevarslende ser den ud. Der
er dem, som begynder at forstaa, at dette Apparat
— efter den kronede Konges Død — er den nye
Hersker i Frankrig.

KRIG OG BORGERKRIG.

Det var hidtil Prøjssen og Østerrig alene, der
havde ført Krig mod Frankrig, men med Belgiens
Erobring kom Faren for et Brud med England, der
ikke vilde taale dette Lands Indlemmelse i Frankrig.
I Efteraaret 1792 var Custine trængt over Rhinen
og havde med Erklæringen: »Vi fører kun Krig med
Paladserne, Hytterne bringer vi Fred«, vundet
Befolkningen for sig og havde besat Worms, Speier og
Mainz, hvorfra han truede Frankfurt og Kassel.
Dette bevægede det tyske Rige til ogsaa at begynde
at rusle sig. Nu kom Ludvig XVI’s Henrettelse som
en Udfordring til hele Europa, og inden 6 Uger
efter hans Død havde alle Nabomagterne erklæret
Republiken Krig.

Samtidig med at det halve Europa erklærede
Frankrig Krig, begyndte Lykken at svigte de franske
Hære. Mod Syd beholdt de Savoyen og Nizza, som
de havde besat, men Custine blev kastet tilbage
over Rhinen, efterfulgt af de forfølgende Prøjssere.
Dog vajede Trikoloren endnu fra Voldene omkring
Mainz, hvor Kleber og Konventsudsendingene Rewbell
og Merlin de Thionville forberedte sig paa en
langvarig Belejring. Der maatte altsaa i Frankrig gribes
til ekstraordinære Foranstaltninger for at kunne
møde de fjendtlige Troppemasser, der snart vilde
vælte ind over Landet, og Konventet vedtog derfor
paa Carnots Forslag den 24. Februar Indførelsen af
almindelig Værnepligt og Oprettelsen af nye Hære
paa i alt 300,000 Mand, der skulde smeltes sammen
med de gamle Linietropper. Inden denne Styrke
kunde stilles paa Benene, gik Konventet imidlertid
over til Angreb.

Det var Girondinernes Politik, der havde bragt
Europa i Vaaben mod Frankrig, og det var Krigen,
der fra først af havde skabt og senere uddybet Kløften
mellem dem og deres hadefulde Modstandere,
Jakobinerne. Med Dumouriez’s Sejr var Girondinernes
Forhaabninger steget, og Jakobinerne betragtede med
Rette General Du mouriez med opmærksomme Øjne.
Marat havde alt advaret imod ham; han var den
eneste General, der havde forstaaet at vinde
Troppernes Hengivenhed og skabe nogen Disciplin —
med andre Ord den eneste Mand, der i Øjeblikket
kunde blive farlig for Republiken. Da Jakobinerne
altsaa hellere saa hans Hæl end hans Taa, gik de
ind paa hans brændende Ønske om at erobre Hol-

land; derved vilde han foreløbig blive fjernet fra
Paris, og af det rige og fede Holland vilde der
kunne presses store Ydelser til Frankrig. Det kunde
nok gøres nødig, thi Nøden voksede stadig. Den
1. Februar var der blevet udstedt Assignater for
800 Mill. Livres, og man havde set sig nødsaget til
at fastsætte en Maksimumspris for Kornet, som ingen
maatte overskride.

Dumouriez’s første Angreb blev imidlertid ikke
kronet med Held. Hans Generaler blev slaaet
tilbage, og han selv indsaa for sent, at Opholdet i
Belgien efter Sejren ved Jemappes havde slappet
hans Soldater, saa han ikke vovede noget afgørende.
Efterretningen om disse Uheld var nok til straks at
nedslaa Modet hos Pariserne, der efter Dumouriez’s
og Custine’s sejrrige Fremgang i Efteraaret havde
troet den franske Armé uovervindelig. Naturligvis
raabte man øjeblikkelig paa Forræderi. Tumulter
udbrød i Paris, og i Øjeblikkets Ophidselse forlangte
man Oprettelsen af en ny Revolutionsdomstol. Som
altid i den franske Revolution var det Frygten for
de fremmede Bajonetter, der skabte de store,
epokegørende Begivenheder og de yderliggaaende
Forholdsregler. De franske Vaabens første Modgang havde
givet Anledning til Dannelsen af Sikkerhedsudvalget;
nu skabte Efterretningen om Dumouriez’s Nederlag
ved Neerwinden den 18. Marts Velfærdsudvalget.

Konventet kunde med sine 1200 Medlemmer ikke
styre Landet under saa alvorlige Forhold. Den
højeste Myndighed blev derfor overdraget til
Velfærds-udvalget, der talte 9 Medlemmer, og som skulde
forhandle for lukkede Døre. Samtidig vedtog
Konventet at lade 82 af sine Medlemmer, to og to,
udruste med næsten diktatorisk Myndighed, som
»Kon-ventsudsendinge« berejse Landet, oprette
Revolulions-udvalg i Byerne, kontrolere Generalerne og vaage
over den punktlige og øjeblikkelige Udførelse af
Vel-færdsudvalgets Befalinger.

Det var dog ikke alene Dumouriez’ Nederlag, der
gav Anledning til, at Velfærdsudvalget blev dannet,
men meget mere den Ophidselse, som hans Optræden
efter Slaget vakte. Konventet vedtog umiddelbart
efter at have faaet Melding om dette, at han skulde
møde for dets Skranke, og sendte fire af sine
Medlemmer tillige med Krigsministeren, en tidligere Ven
af den uheldige General, til ham med Befaling deiiii.
De traf ham i hans Hovedkvarter i St. Amand. Men
Dumouriez nægtede at adlyde, og Konventets
Udsendinge afsatte ham fra hans Post. Det anfægtede
ham dog ikke; han havde lige fra sit Nederlag
staaet i hemmelig Forbindelse med Østerrigerne og
lovet at overgive dem ikke blot tre Fæstninger —
det saa heltemodigt forsvarede Lille, Valenciennes og
Condé, — men ogsaa at skaffe dem saa mange
Kon-ventsmedlemmer i Hænde, som det var ham muligt.
Han lod altsaa kort og godt de fire Udsendinge
sætte fast og udlevere til Østerrigerne, samt sendte
sine betroede Generaler til Fæstningerne for at holde
dem i hans Haand. Men andre Konventsudsendinge
kom dem i Forkøbet og arresterede dem som
Dumouriez’ medskyldige i Landsforræderi. Dumouriez,
som virkelig havde sat sig det Maal at føre sine
Tropper mod Paris og med Fjendens Hjælp sætte
General Égalité paa Tronen, maatte skyndsomst flygte
over Grænsen til Østerrigernes Lejr.

324 29(i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>