Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RÆDSELSIIERREDØMMET
bringer Taarerne til at strømme, om end Brissot
taler, som han aldrig før har tait. De skal dø; naar
deres Hoveder falder, naar Nettet trækkes sammen
om de 73, bliver Konventet som Voks i
Velfærds-udvalgets Haand, og dette hersker uindskrænket i
Frankrig.
Den 30. om Aftenen Kl. 10 møder de 21 atter i
Konventet for at høre Dommen. Den lyder kort
og godt paa Døden og Konfiskation af deres Ejendom.
Dommen fremkalder en saadan Bevægelse mellem
de domfældte, at Gendarmerne maa skride ind. »Vi
dør den Dag, Folket har mistet sin Forstand,« raabte
Lasource til Dommerne, »den Dag, det faar den igen,
er det eders Tur!«
En af dem, de Valazé, begynder pludselig at
skælve stærkt. »Hvad er der? Er du syg? du
bliver saa bleg,«
udbryder de nærmeststaaende af
hans Lidelsesfæller.
»Jeg dør,« svarer han
med brudt Stemme og
synker sammen. Han
havde stødt sig en Dolk i
Brystet.
Da de domfældte vender
tilbage til Fængslet, skal
de have den døde
Kammerat med sig. Thi
Konventet vil ikke lade sig
tage ved Næsen. Valazé
skal følges med sine
Kammerater paa Skafottet og
halshugges som de; man
snyder ikke det nationale
Værktøj, som hedder
Guillotinen.
Digtekunsten og
Malerkunsten har gjort
Girondinernes sidste Aften til et
Møde, hvis dybe Stemning
og ideelle Begejstring har
sprængt Fængslets tykke
Mure og lyst med festlig
Glans langt ned i Tiderne.
Under Sang og Tale for
Fædrelandet og dets Fremtid glider Natten hen.
Brudstykker af Tragedier deklameres, Skæmt og vittige
Indfald høres til det sidste.
Den næste Dag ved Middagstid ruller Dødskærrerne
frem for at hente dem. Barhovedede, med
bagbundne Hænder og aabent Skjortebryst staar de i
Kærrerne. Kun én ligger ned. Det er Valazé, død
og kold. Saa mange Mennesker har der endnu
aldrig været paa Benene i Paris. Er der nogen
Deltagelse for de blege Mennesker paa Kærrerne, bliver
den godt gemt, og de, der er saa uforsigtige at mumle
noget, der kan opfattes som Deltagelse, kan være
sikre paa at blive satte fast som mistænkte, inden
Sol gaar ned.
»Republiken leve!« raaber Folk, baade de, der
mener det, og de, der ikke mener det.
»Republiken leve!« svarer de paa Kærrerne.
»Republiken leve!«
Paa Revolutionspladsen istemmer de Marseillaisen.
De tyve Mandsstemmer lyder kraftig ud over Pladsen,
337
men Sangen taber hurtig i Styrke; for hver enkelt,
der stiger op ad Skafottets Trappe, — kun Valazé
maa bæres op! — bliver den svagere og svagere.
Snart forstummer den ganske. De er borte,
Blomsten af Frankrigs Dannelse og Veltalenhed, borte fra
en Verden og en Tid, der behøver handlekraftige
Mænd og ikke sværmende Drømmere.
Hvis ikke vi var komne ind i et Samfund, hvor
alt er bleven nyt, vilde vi sige, at dette skete den
31. Oktober. Men en saadan Tidsbetegnelse kender
ingen længer; enhver, som undlader at benytte sig
af Frihedens Kalender, vil snart være mistænkt. Nu
skriver vi den 10.
Bru-maire i Frihedens Aar II.
Thi Aar I er allerede gaaet
til Hvile. Det begyndte
med Efteraars-Jævndøgn
1792; den 22. September
1792 var den første Dag
i Frihedens første Aar,
Mand og Mand imellem
har den nye Tidsregning
været benyttet hele Aaret
igennem, men først nu har
Videnskabsmændene
Romme og Monge tilendebragt
deres Beregninger; Fabre
d’Eglantine leverer de nye,
poetiske Navne paa
Maaneder og Dage, og den
republikanske Tidsregning
træder officielt i Kraft den 5.
Oktober 1793.
Denne Dag hedder nu
Quartidi, den 14.
Vendé-miaire, Aar II. Thi de
ældgamle mytologiske
Dags-navne Mandag, Tirsdag o.
s. v. er forsvundne, som
naturligt er, naar man vil
have en Kalender, »der
er befriet for Overtro«; nu hedder Dagene: Primidi,
Duodi, Tridi o. s. v. Ogsaa Helgennavnene er
fjernede, og i Stedet for de gamle katolske Betegnelser
træder Navne paa Planter, Blomster eller Frugter,
som karakteriserer Aarstiden, eller paa Mineralier
og Metaller. Den femte Dag i hver Decade har Navn
efter et Dyr, hver tiende efter et Landbrugs- eller et
Vindyrkningsredskab.
De gamle Uger er bleven afløste af Decader,
Tidsrum paa 10 Dage, af hvilke den tiende Dag er
Hviledag. De 12 Maaneder faar hver 30 Dage. De 5
tiloversblevne Dage fejres mod Slutningen af Aaret
som nationale Festdage under Navnet les Sans-culotlides.
Maanederne skifter ogsaa Navne og faar nye
Betegnelser efter Aarets vekslende klimatiske Forhold:
Efteraar (22. September—20. December) Vendemiaire,
Brumciire, Frimaire, (Vin-, Taage- og Frostmaaned);
Vinteren (21. December—20. Marts) Nivose, Phwiose,
Venlose (Sne-, Regn- og Blæstmaaned); Foraar (21.
Marts—18 Juni) Germinal, Floréal, Prairéal (Spire-,
342
Fig. 141. St. Just (sæng* sjyst). Født 1767; Medlem af
Konventet 1792; henrettet 1794.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
