Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Barmhjertighed som muligt. Saaledes kuede Barras
og Fréron al Modstand i Marseille paa forholdsvis
lempelige Vilkaar og med Henvisning til, at det var
langt vigtigere for Republiken at generhverve
Nabobyen Toulon end at dræbe Folk i Marseille. Her
henrettedes kun 406 Individer. I Bordeaux blev der
under Talliens Herredømme kun guillotineret 123
Mennesker. Men da det blev oplyst, at det var
Talliens Elskede, den fængslede Therese de Fontenay,
der forledte ham til denne Mildhed, maatte Tallien
rejse til Paris for at forsvare sig mod en styg
Anklage for Moderatisme, og Therese fulgte ham. Men
straks efter deres Ankomst til Hovedstaden blev hun
kastet i Fængsel som mistænkt, og vi vil siden faa
at se, hvad der kom ud af det.
De nævnte sydlige Byer var blevne straffede som
Tilhængere af Girondinernes Politik, der havde søgt
at vække en Borgerkrig i Landet, medens Fjenden
stod for Døren. La Vendée derimod blev straffet for
sin Modstand mod Konventets Troppeudskrivning i
Efteraaret 1792, der efterhaanden udviklede sig til et
fuldstændigt Oprør under royalistiske Ledere. Efter
Konventsgeneralerne Marceau og Klébers Sejre,
særlig ved Cholet den 17. Oktober, betragtede Konventet
Opstanden som dæmpet, og Afstraffelsen kunde nu
begynde. Fem Konventsudsendinge, blandt dem
Carrier, sendtes til Vendée for at tugte Landet. General
Turreau delte paa deres Befaling sin Armée i 12
Kolonner, som fra Januar 1794 skulde drage Landet
igennem paa Krys og Tværs, brændende, plyndrende,
myrdende, hvor de kom frem. Dette varede ved i
omtrent tre Maaneder.
Under Carriers fire Maaneders Herredømme i
Nantes blev der dræbt over 5000 Mennesker, et Tal,
som end ikke Paris kom op til i hele
Rædselsherre-dømmets Periode.
Konventsudsendingenes vigtigste Hjælpemidler i
Provinserne var — ligesom Konventets i Paris — de
stedlige Revolutionsdomstole og Revolutionshæren.
En stor Del af Ansvaret for de Grusomheder og
unødvendige Henrettelser, som foregik, falder selvfølgelig
paa Konventet, men den største Del falder dog paa
Revolutionsdomstolene, hvor der var det videste
Spillerum for Angivelser af personlig Hævnlyst og
Tilfredsstillelse af gammelt Had. Under Kommando af et
Uhyre som Carrier maatte Resultatet blive, som det
blev i Nantes. Men man har adskillige Eksempler
paa, at hvor Konventsudsendingene var dygtige Mænd,
der forstod at gøre deres Myndighed gældende uden
at udgyde Masser af Blod, og som forstod at give
det Udseende af, at de herskede med republikansk
Strenghed og førte et Jærnscepter, kunde de i
Virkeligheden uden Indgriben fra Konventet faa Lov til at
herske med forholdsvis Mildhed.
Naar man ser paa Landet i sin Helhed, maa det
da siges, at Rædselsherredømmet var stærkt
lokaliseret. Paa de Steder, som Velfærdsudvalget havde
udset til Eksempler for alle, hvor der virkelig havde
været Oprør mod Regeringen, medens Fjenden stod
for Døren, faldt Hævnens Sværd med Vægt. Thi
Frankrig maatte være enigt, om det ikke skulde gaa
til Grunde. Men adskillige Byer og Landskaber, som
ikke havde været Sæde for Bejsninger, der i
Øjeblikket maatte betragtes som landsforræderske, blev ganske
uberørte af Rædselsherredømmets haarde og ubøn-
hørlige Justits I Ryer som Orléans, Lille, Augouléme
o. fl. a. fandt der kun en eller to Henrettelser Sted;
i Nancy, Rheims, Amiens, Calais, Boulogne, Rouen
o. m. a. slet ingen. Seks Provinser slåp fuldstændig,
i Dauphiné blev kun tre guillotinerede.
Paa Landet var det især de edvægrende Præster,
som havde rejst Befolkningen mod den republikanske
Regering. Bevægelsen gik derfor her — i
Modsætning til Byernes føderalistiske Tendenser — absolut
i royalistisk Retning. Værst gik det til i Vendée,
hvor Carriers Grusomhed smittede Soldaterne ude
paa Landet, saa de med kun altfor god Ret fik
Tilnavnet: Helvedskolonnerne. »De Hvide« gav dem
ikke noget efter i Mordlyst, og den 14aarige
Sekondløjtnant Barras’ Død — han blev flænget ihjel med
Leer, fordi han ikke vilde raabe: Kongen leve —
fordoblede atter »de Blaa »s Raseri.
Det gik ikke blot ud over Folk med fine Navne
og Børn af Førerne som General de Bonchamps lille
Datter (se Fig. 145). Nej, Loven er ens for alle.
Arbejdsmænd, Bønder og Haandværkere maa til det
lige saa vel som Grever og Baroner. Men først og
fremmest er der disse Præster, disse fordømte
Sortkjoler. Enhver, som har givet en af dem en
Haands-rækning, er Dødsens.
Og dog er der stadig Folk, Mænd og Kvinder,
med varme Hjerter og hjælpsomme Hænder, Folk,
der trodser alle Farer for at skænke Flygtninge Skjul
og Mad og Drikke eller for at hjælpe dem bort i
sidste Øjeblik. Har Revolutionen sine Rædsler, har
den ogsaa sine lysende, løftende Optrin, heltemodig
Selvopofrelse for at hjælpe nødlidende Medmennesker,
rolig og klar Uforfærdethed over for den visse Død.
»Konventet«, sagde Condorcets Beskytterinde, Mdme.
Vernet, »har mulig Ret til at sætte en uden for
Loven, men ikke uden for Menneskeligheden.«
Imidlertid var ogsaa Kampen mod de fremmede
Fjender bleven ført med Held. Efter at den kloge
og virksomme Carnot — »Jærn-Carnot« — havde
faaet Sæde i Velfærdsudvalget, blev Fjendernes
Frem-trængen hurtig standset, takket være hans Energi og
hans skarpe Blik for brugbare Mænd. Englænderne
blev slaaede tilbage af Houchard først ved
Hond-schoeten og dernæst ved Furnes og Menin. Men
Konventet var misfornøjet med, at Houchard ikke havde
udnyttet sine Sejre med tilstrækkelig Kraft, og gav
Kommandoen til Jourdan, der var uddannet i den
amerikanske Krig, og han slog Østerrigerne den 15.
Oktober 1793 ved Vattignies.
Fremgangen paa Grænserne skyldtes ene og alene
Konventets Enhed og Kraft. Derom kunde ingen
tvivle. Men Konventet havde ogsaa en Maade at
befale paa, som var vel egnet til at gøre Indtryk.
General Westermann, en Republikaner, en Sansculot
af reneste Blod, bliver stævnerfor Konventets Skranke,
fordi han har ladet sig besejre i Vendée; Houchard,
som to Gange havde slaaet Fjenden, bliver
guillotineret, fordi han ikke har gjort nok, ligesom ogsaa
Custine, den sejrrige Custine, som ikke havde sørget
tilstrækkeligt for Mainz’s Forsyning med
Levnets-midler. Efter saa mange Tiders fuldstændige Mangel
paa Disciplin, kommer Konventet pludselig med den
truende Fordring: Gør din Pligt!
Men intet Steds var det saa vigtigt, at hver Mand
gjorde sin Pligt som ved Konventhærens Belejring af
357
358
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
