Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O EN FRANSKE REVOLUTION
takket være Robespierre, kunne holde højtidelig
Gudstjeneste og løfte Blikket højere end til
Fornuftguddommen i en Sangerindes Skikkelse. Til Festen for
det højeste Væsen skulde der slutte sig en Række
andre moralske Fester, at fejre paa Aarets 36
De-cader.
Det var en ny Religion, Robespierre vilde give
sine Landsmænd, mindre for deres Skyld, end for
sin egen. Thi han vilde som Religionsstifter selv være
deres Ypperstepræst og Folkets højt ophøjede Lovgiver.
Saa betaget var Robespierre af at se Folkets
Stemning den Dag, Flagene og Blomsterne, at han imod
Sædvane lod Konventet vente paa sig, da Processionen
skulde til at begynde.
Eller var det maaske, som nogle allerede den Gang
udlagde det, fordi han — der i Dagens Anledning
havde sørget for at blive valgt til Konventets
Præsident — allerede følte sig som dets Herre?
Men han kom, i violet Fløjelsdragt, gule
Knæbukser, Silkestrømper, trefarvet Skærf om Livet og
befjedret Hat paa sit pudrede Haar. Skumlerne var
straks paa Færde. Med Præsidenten i Spidsen begav
Konventet sig hen i Tuilerihaven og op paa
Terrassen foran Slottet. Robespierre holder en Tale, der
modtages med Begejstring, ikke mindst dens Slutning:
»I Dag hengiver vi os, under Guddommens Varetægt,
til den rene Glædes salige Lyst, i Morgen kæmper vi
atter mod Lasten og mod Tyrannerne«.
En herlig Festhymne lader sig høre; og medens
Sangernes prægtige Stemmer bølger ud over
Festpladsen til Ære for den højt Ophøjede, som Verdner ej
kunne rumme, og for hvem Tusinder af Aar er som
Draaber i Tidens Hav, træder Præsidenten
Robespierre frem. Han har en Buket af Blomster og
Kornaks i den ene Haand, en Fakkel — Sandhedens
Fakkel — i den anden. Med festlige Skridt nærmer
han sig en stor Papfigur, forestillende
»Gudsfornægtelsen«, og stikker Ild paa den. Røgen hvirvler op
mod den klare Junihimmel, Uhyret flammer, styrter
sammen, og af dens Aske hæver sig Visdommens
Gudinde, — uheldigvis ikke saa snehvid, som
Festarrangøren David kunde ønske, men temmelig
sværtet af Røgen — pegende mod Himlen med den
ene Haand og holdende en Krans af Stjærner i den
anden.
Under Musik og Jubelraab drager Folkemassen
med Robespierre i Spidsen til Marsmarken, hvor der
paa et mægtigt, ved Kunst optaarnet Bjærg atter var
Sang og Musik, hvidklædte Jomfruer og Blomster, alt
til Ære for det højeste Væsen.
Paa Vejen herhen naaede Robespierres salige Glæde
sit Højdepunkt, for derefter bråt at forsvinde. Under
Jubelraabene for Republiken hørtes tydelig og ofte:
Leve Robespierre! Glæde og Stolthed bragte hans
Hjerte til at banke; han fremskyndede sine Skridt,
Afstanden mellem ham og Konventet forøgedes; han
kom næsten til at gaa ene — fulgt i ærbødig Afstand
af det lydige Konvent.
»Se, hvor man tilvifter ham! Hør, hvor man
raaber Leve for ham! Vil han spille Konge? Eller vil
han være det højeste Væsens Ypperstepræst? — Nej,
han vil ikke nøjes med det; han vil være
Guddommen selv! — Tyran! Diktator!«
Robespierre hørte denne Skumlen, og hans Blik
blev grønt.
»Dvergene«, hviskede han, »vil atter forsøge en
Kamp med Jætterne.«
Imorgen kæmper vi mod Tyrannerne! havde
Robespierre sagt.
Ingen havde dog maaske tænkt sig Rækkevidden
af denne Kamp. Den blev antydet i det Lovforslag,
som Couthon indbragte 22. Prairial II (10. Juni 1794),
og som Robespierre med stor Varme anbefalede.
Re-volutionsdomstolenes Personale var for lille til det
store Arbejde; det skulde udvides betydelig. Saa
besværlige og tidsspildende Former som Forhør og
Bevis skulde falde bort. Undersøgelse, Forsvar,
Vidneførsel skulde ikke behøves mere. »De af
Fædrelandskærlighed oplyste Edsvornes Overbevisning vil være
tilstrækkelig«.
Efter denne Lov vilde intet Menneske kunne
undgaa at falde ind under en af de elleve Slags
Folkefjender, som opregnedes i Lovens § 6.
Under den hyppig forcerede Behandling af det
overvældende Arbejdsstof, der forelaa for Konventet,
var det ofte hændt, at selv meget vigtige Lovforslag
kun kom til Medlemmernes Kundskab gennem en
enkelt Oplæsning. Rigtignok skulde i Reglen ethvert
Lovforslag forelægges Velfærdsudvalgets Medlemmer,
inden det kom frem i Konventet. Men det skete
heller ikke altid og navnlig ikke med Loven af 22.
Prairial. Robespierre havde ganske simpelt haabet,
at Ingen i Skyndsomheden vilde lægge Mærke til nogle
faa Linjer i Loven, der gik ud paa at berøve
Konventets Medlemmer deres gamle Ret til ikke at kunne
stævnes for Revolutionsdomstolen uden med
Konventets Samstemning.
Overrumplingen mislykkedes. Vei vedtoges
Loven, men Dagen efter, da Robespierre og hans to
Venner var fraværende, blev den gamle Restemmelse
genindsat, der værnede Medlemmernes Frihed.
Men Robespierres Magt var større, end hans
Modstandere havde tænkt sig. I det følgende Møde
erklærede han i den dybeste Harme, at denne Tilføjelse
til Loven var en Fornærmelse mod Velfærdsudvalget
og forlangte den taget tilbage med truende Udtalelser
om de Rænkesmede, der miskendte hans rene Iver
for Fædrelandet.
Nævn dem! Nævn dem! blev der raabt.
Men Robespierre troede, at han endnu kun besad
Magten, saa længe enhver frygtede for at høre sit eget
Navn, og erklærede derfor, at han skulde nævne dem,
naar Tiden kom.
Og saa stor var Frygten for denne Mand, at
Vedtagelsen om Konventsmedlemmernes sidste og eneste
Værn blev taget tilbage. Men de, der havde tait imod
Loven, vidste nu, at deres Liv var i Robespierres
Haand. Hans tilslørede Trusler havde gjort et dybt
Indtryk, og enhver spurgte sig selv, om ikke hans
Navn stod paa Listen.
Ogsaa i Velfærdsudvalget havde Loven af 22.
Prairial og Robespierres Vilkaarlighed vakt stor
Bevægelse; mellem ham og Billaud med Collot
d’Herbois kom det til heftig Strid.
Men alle følte, at nu, da den sidste Lov havde
fjernet enhver Skygge af Forsvar for de Anklagede,
da en Stævning fra Domstolen var det samme som
skyldig, nu var det den yderste Tid at handle.
Medens Robespierres Fjender for at redde sit
eget Skind søgte og fandt hinanden, begyndte Virk-
363
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
