Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
Der var unge Kviuder, der steg derop, skønne,
med en Rose i Munden, som kastes ud til Tilskuerne.
Der var gamle Kvinder; der var Vanskabninger, som
blev baaret derhen paa Bakker og maatte have Hjælp
for at lægges paa Blokken. Forunderlige Selskab af
Kvinder, der først fandt hinanden i Døden, Damer
med Frankrigs stolteste Navne, Blomstersælgersker og
Skuespillerinder, Skøger, der havde raabt: Kongen
leve!
Der var Børn, der paa Skafottet sagde med
Barnestemme: Slaa mig ikke ihjel, Hr. Bøddel, jeg har jo
intet gjort.
Det var ikke saa let at finde paa en Forbrydelse
for hver enkelt, derfor tog man dem i Flok og
paaduttede dem en Sammensværgelse med Udlandet eller en
Sammensværgelse i Fængslet. En ung Mand ved Navn
Lamiral havde den 23. Maj forsøgt at skyde Collot
d’Herbois for at befri Fædrelandet for en af dets
Tyranner. Robespierre var næsten bleven syg af
Misundelse over, at andre end han opnaaede
Martyrværdigheden ; men da det traf sig saa heldigt, at der
en Aften kort Tid efter blev fundet en stakkels ung,
forstyrret Pige, Cécile Renault, i hans Værelse,
opnaaede han den samme Glorie som Marat og for en
endnu billigere Pris. Thi uagtet den unge Pige
hævdede, at hun kun vilde se, hvorledes en Tyran tog
sig ud i sit Hjem, blev hun dog sat fast som
Snigmorderske. Man havde fundet en Lommekniv hos
hende, og det maatte da være tydeligt for enhver, at
hun havde villet bruge den til at myrde Robespierre.
Der blev straks lavet et stort Nummer ud af dette.
Lamiral og Cécile havde handlet i Fællesskab, de var
udsendte af Pitt og var Medlemmer af en forgrenet
Sammensværgelse mod Velfærdsudvalgets mest fremragende
Mænd. Slagtofre indfangedes paa Maa og Faa og
bragtes sammen med Lamiral til Skafottet den 29.
Prai-rial, 53 Mennesker i alt. »De er spiltosset!« udbrød
den modige Lamiral til Fouquier-Tinville, da han saa’
alle disse Folk anklagede som sine Medskyldige. »Jeg
har aldrig set de Mennesker før. Hvad jeg har gjort,
har jeg været alene om, — det er en Skam, at alle
de gode Mennesker skal dø for min Skyld.«
Dette Masseslagteri kunde ikke undgaa at paavirke
Pariserne. Der blev stille paa Gaderne, naar
Dødskærrene begyndte at lade sin Rumlen høre. Ingen,
selv ikke Sansculotterne, var sikker paa Liv eller
Ejendom. Al Selskabelighed ophørte; endog les
soupers fraternels, »de broderlige Aftenselskaber«, der
var opfundne efter Kongens Henrettelse, blev forbudt
som mistænkelige. Og de var dog sansculottiske nok.
Bordene var dækkede paa Gaderne langs Fortovet,
Gæsterne mødte hver med sit Bidrag til Festen, og
ve den, der ikke gav Møde, eller som satte et
misfornøjet Ansigt op ved at skulle sidde til Bords med
de ægte, uforfalskede Sansculotter og drikke
Brændevin af Dunk med dem eller udholde Stanken fra
Rendestenen, der løber under Bordet, og som i mange
Gader løber med Blod fra den stadig virksomme
Guillotine, som mest arbejder paa Revolutionspladsen,
men af og til paa Bastillepladsen og paa Place du
Trone.
Men selv denne grovkornede Selskabelighed anses
nu for at være farlig for Fædrelandet og bliver
forbudt; og Marats Buste, der paa mange Gadehjørner
har afløst den hellige Jomfru i hendes Niche, staar
tavs og ensom og faar ingen Skaaltaler og Hurraer
længer som Folkets Ven fra Gadens lystige Selskab.
Ved Loven af 22. Prairial havde Robespierre
fuldstændig brudt med Bjærget, der dannede Resterne af
Dantons Parti og mest havde Grund til at frygte hans
Vrede. Men ogsaa blandt Slettens Mænd var der
mange, der ønskede at faa Ende paa denne
Blodsudgydelse. Robespierre kunde foruden sine to
Trofaste, Couthon og St. Just, kun stole paa et ganske
lille Mindretal i Konventet og paa nogle ganske
enkelte Medlemmer i Velfærdsudvalget.
Allerede d. 15. Juni begyndte han at mærke
Forløberne for den kommende Storm, idet der paa denne
Dag blev aflagt Beretning om en farlig
Sammensværgelse, en »Forskole i Fanatisme«, som var bleven
opdaget, idet en Skare forrykte Mennesker samlede sig
om en gammel Kone, der udgav sig for Guds Moder.
Breve fra hende, hvori hun omtaler Robespierre som
en Søn af det højeste Væsen, som det evige Ord og
som den forjættede Messias, blev fremlagte i
Konventet og vakte umaadelig Latter. Alle følte, at
Anklagen havde en ganske anden Adresse end den
stakkels gamle Kone, og Robespierre følte sig saa
krænket, at han i næsten fem Uger holdt sig borte fra
Konventsmøderne. Man saa’ ham i de lange
Sommeraftener, naar han ikke var optaget i Klubben,
foretage lange og fortrolige Spadsereture i Champs
Elysées med sin Værts Datter Eleonora, i hvem han
var bleven forelsket, og ledsaget af sin store danske
Hund, Bruant.
Dog, hans Fraværelse var ikke blot et Udslag af
Krænkelse, men det var tillige et Udslag af hans
Snedighed.
Men længe turde han ikke holde sig tilbage.
Jour-dans Sejr ved Fleurus den 26. Juni, der havde hele
Belgiens Erobring til Følge, styrkede hans
Modstandere inden for Velfærdsudvalget, især Carnot, og
Budskabet bragte en Luftning med sig af Livsmod og
Sejrsglæde, der dobbelt lod Pariserne føie den usunde
Luft, de indaandede. Hvad der skulde gøres, maatte
gøres snart.
Da Robespierre om Morgenen d. 26. Juli — 8.
Thermidor — atter indfandt sig i Konventet og tog
Ordet »for at udøse sit Hjærte«, kom den egentlige
Grund til hans Fraværelse for Dagen. Hans
Lumskhed, der maaske var den af hans Egenskaber, der
gjorde ham mest frygtet, viser sig her i det klareste
Lys. Han havde, ved at holde sig borte fra
Udvalgene, villet vælte Ansvaret for de blodige Følger af
Loven af 22. Prairial over paa Billaud-Varennes,
Collot d’Herbois, Barére og Vadier med hans andre
Fjender i Sikkerhedsudvalget. Han havde villet bruge
denne udmærkede Lov imod Folkets Fjender, men
de havde anvendt den til et meningsløst Slagteri.
Med sin aaleglatte Smidighed erklærede han nu i en
4 Timer lang Tale, at Rædslen burde ophøre, at de
Skurke, som havde misbrugt Magten, skulde
straffes, og at Velfærds- og Sikkerhedsudvalget skulde
fornyes. Men først og fremmest gjaldt det at ramme
de Mænd, som i Konventet og i selve Velfærdsudvalget
smedede Rænker mod Fædrelandet og Friheden.
>Ak, spørg mig ikke, hvem det er! Jeg vover ikke at
nævne dem nu og paa dette Sted. Jeg kan ikke be-
367
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
