Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
for Robespierres Tilhængere. Thermidorianerne maatte
dog, da de saa bestemt brød med
Rædselsherredøm-met, vogte sig for den Beskyldning, at de vilde bryde
med Revolutionen. Det gjaldt for dem at finde et
Navn, som kunde samle alle Revolutionens Venner.
Men under dennes hurtige Udvikling var det stedse
gaaet saaledes, at de, der havde været hævet til
Skyerne den ene Dag, var blevne fordømte den næste.
Selv Robespierre, der længere end nogen anden havde
holdt sig i Beundringens Højsæde, var bleven skyllet
bort af den rivende Flod. Der var egentlig kun én
Mand, om hvem Revolutionens Tilhængere stadig kunde
samles: Frihedens Martyr, Folkets Ven, Marat.
Thermidorianerne gjorde en Tid Marat til en Helgen
og holdt sig derigennem fri for Mistanke om i nogen
Maade at ville optræde som Kontrarevolutionære.
Det var i Bestræbelserne for at dække sig med
Folkevennens Navn, at Konventet paa den republikanske
Kalenders Nytaarsdag fejrede Marats Forherligelse
og lod hans
dyrebare jordiske
Levninger føre
til Panthéon, i
hvilken
Anledning »Boyalisten
Mirabeaus urene
Aske« samtidig
blev bragt ud
ad en Bagdør.
Desuden
bestemte Konventet, at Marats
Buste skulde
findes opstillet i
alle offentlige
Lokaler.
Men al
denne Forsigtighed
fra Konventets
Side — thi
andet var det ikke
— viste sig snart
at være
overflødig. Efterhaanden som
Ræd-selsherredømmet blev skarpere, var Modstanden vokset.
Saalænge den frygtede Robespierre levede og havde
alle Revolutionsudvalg og Domstole med Spioner og
Angivere i sin Magt, vovede ingen at kny. Men
Modstandens Styrke viste sig i Glæden over hans Fald,
og denne Modstand mod de blodige Udskejelser fik
i Efteraaret 1794 en lige saa uformodet som
betydelig Støtte i den franske Ungdom, de Værnepligtige af
den store Udskrivning, som nu efter et Aars
Tjenestetid kom tilbage til Hjemmene.
Medens det franske Folk hjemme havde levet i
Hadets og Hævnens usunde Luft, havde den franske
Ungdom, — der i faa Aar havde oplevet mere, end
der ellers falder i en Menneskealders Lod, — ude
paa Grænserne levet et sundt, anstrengende og
møjsommeligt Liv i Pligtopfyldelsens og Sejersglædens
styrkende og friske Luft.
Næsten alle de unge Mænd, som vendte tilbage
til Paris som deres Hjemstavn, var udgaaede af
Hovedstadens Borgerstand eller Frivillige af den tidligere
Adelstand. Sansculotterne var væsentlig blevne
anbragte i de Revolutionsarméer, der havde gjort
Tjeneste i Borgerkrigen. Det Mandskab, der fra August
1794 i Tusindvis vendte hjem til Hovedstaden,
var saaledes udgaaet af de Klasser af Befolkningen,
der havde lidt mest under Rædselsherredømmet, og
næsten alle havde de en eller flere Slægtninges Død
at hævne.
Og det var ikke foragtelige Modstandere. Det fik
Jakobinerne, Resterne af Tilhængerne af
Rædselsherredømmet, snart at føie. Pariser-Ungdommen havde
svoret dem Undergang, og nøjedes ikke blot med at
gennemprygle dem med de store Knortekæppe, som
var paa Mode hos den, men traadte op imod dem
overalt, hvor de færdedes. Nu var det de unge og ikke
længer Jakobinerne, der var de ledende i Paris. De
mødte op i Konventssalen og forlangte, at
Revoluti-onsudvalgene skulde opløses, alle mistænkte frigives,
og »de tre store Forbrydere«, Billaud, Collot samt
Barére sættes ud
af
Sikkerhedsudvalget ; og
Konventet
maatte bøje sig. I
November
stormede de
Jakobinerklubben, ka
stede
Medlemmerne paa
Gaden og tvang
Konventet til at
lukke den, og
samtidig
forlangte de
Carrier, Uhyret fra
Nantes, sat
under Tiltale.
Ved Hjælp
af denne
Ungdom, Borgersønnerne , havde
Middelstanden
(Bourgeoisiet)
sejret over
Sansculotterne. Men
disse hævnede sig ved at give dem Øgenavne som
les Muscadins (Moskusdrengene) eller les Incroyables
(de urolige) og la jeunesse dorée (den ødsle Ungdom).
Dette Angreb var Svar paa en Tale, som Billaud
Varennes havde holdt i Jakobinerklubben en otte
Dage forinden. Aristokraterne begjmdte atter at rejse
Hovedet, havde han sagt. »Men lad dem vogte sig!
Løven er ikke død, den vaagner atter og sønderriver
sine Fjender.« Men Klubben havde mistet sin gamle
Magt, Folket var træt af Rædselsherredømmets
Rlod-strømme, og den offentlige Mening rejste sig med
stigende Styrke mod dem, der endnu prædikede Mord
og Oprør. I December blev Carrier henrettet, og
samtidig blev der nedsat et Udvalg for at undersøge
Billauds og hans to Fællers Forhold, og snart blev »de
tre store Forbrydere« sat under Tiltale; Deportation
traadte i Stedet for Guillotinering og de 13 Girondiner,
der 31. Maj 1793 var erklærede fredløse, fik Amnesti.
Det manglede ikke paa tydelige Opfordringer endog
fra Konventsmedlemmer til »Ungdomsklubberne«, til
376 368
Fig. 151 Robespierre ligger saaret paa Sikkerhedsudvalgets Rord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
