Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DIREKTO RIET
af 1796, forelagde lian sin Krigsplan for Direktoriet,
der straks gik ind paa den og udnævnte Bonaparte
til Overgeneral. Allerede hans Paavisning af, hvor
slet Italien blev forsvaret, og hvor uventet et Angreb
dér maatte forekomme, syntes at sikre ham Sejren.
Thi en sejrrig Krig var en Livsnødvendighed for
Direktoriet, som var i den yderste Pengenød, en Krig,
hvor det fik gaa med Udbredelsen af de revolutionære
Grundsætninger, som det bedst kunde, men en Krig,
der kunde føres i fremmed Land og paa dettes
Bekostning, samtidig med at der mulig ogsaa i det
fremmede Land kunde udskrives Krigsskat og
Brandskat til Gavn og Glæde for det udpinte Frankrig, hvor
Værdien af Papirspengene nu var sunket til 1/3 pCt.
Men medens Regeringen ved en Krig i Italien
vilde skaffe sig Midler til at leve i Øjeblikket, vilde
Bonaparte skabe sig en Fremtid ved sin Optræden
paa dets klassiske Jord, gøre sig berømt og bemærket
fremfor alle andre
Franskmænd,
bringe sit Navn til
at lyde ved Siden
af Cæsars og
Hannibals.
Ad den smalle
Kystvej mellem
Sø-Alperne og
Middelhavet
rykkede General
Bonaparte frem i
Marts 1796. I
Nizza skrev han
sit
verdensberømte Opraab til sine
udsultede,
pjaltede og forkomne
Soldater — et
Opraab, der fandt
Genklangikkeblot
hos disse, men
hos Direktoriet og
alle dets Venner.
»Soldater! I
har ingen Klæder
paa Kroppen, og I faar ingen Mad. Regeringen skylder
eder meget, men kan intet give eder. Det Mod og
Udholdenhed, I viser oppe i Bjergene, er beundringsværdigt,
men skaffer eder ingen Berømmelse. Ingen Glans
straaler tilbage paa eder. — Jeg vil føre eder ned
paa Verdens frugtbareste Sletter. Bige Provinser,
store Byer vil der komme i eders Magt, Rigdom og
Hæder venter eder dér. Soldater af den italienske
Armé, skulde I lade det mangle paa Mod og
Udholdenhed?«
Bonapartes Hær skuffede lige saa lidt sin
Fører, som han skuffede sin Regering. Uventet
trænger han ind gennem Dalsænkningen mellem
Alperne og Appenninerne, skiller de forbundne
Øster-rigere og Piemontesere, slaar dem hver for sig,
tvinger efter tre Ugers Forløb Kongen af Sardinien
til Fred og har Vejen aaben til Lombardiet. Med
sine lynsnare Bevægelser forvirrer han Østerrigerne,
slaar dem i en Række glimrende Sejre ved Lodi,
Areole, Rivoli og Mantua, og ikke et Aar efter Krigens
Begyndelse er Østerrigerne fordrevne fra Italiens Jord.
Medens General Bonaparte vandt sine Soldaters
og Officerers tilbedende Beundring, baade ved sin
sejrrige Ledelse af Krigen og ved sin Tilbøjelighed
til at se igennem Fingre med dygtige Folk, om de
skulde se sit Snit til at berige sig paa egen Haand,
gjorde han sig Direktoriet mere og mere underdanigt.
Dets Befaling til at hjemsende fra Italien, hvad det
maatte have Brug for, udførte han punktligt. Den
franske Regering, som næsten havde glemt, hvorledes
virkelige Guldstykker saa’ ud, kunde ikke tage det
saa nøje med en Mand, der sendte den ene Million
i Guld til Paris efter den anden, der sendte store
Transporter af smukke Heste, af Hamp og Silke, af
Sølvtøj, Juveler, Malerier og andre Kunstsager hjem
til det fattige Land. Men dog var der dem, der
mente, at man maatte passe paa General Bonaparte.
Om saadanne Smaating som at rette sig efter
Direk-toriets Marchordrer ei. lign. var der ikke Tale, og Re-
[-geringskommis-særen,-]
{+geringskommis-
særen,+} der
ligesom Konventets
Udsendinge
skulde have Opsyn
med Republikens
Generaler, blev
sat ganske ud af
Spillet. Men
ogsaa i de store
Spørgsmaal
handlede den sejrrige
General efter eget
Tykke og i egen
Interesse. Hans
Selvstændighed,
blot hans £prog
over for
Direktoriet, var af den
Art, at man ikke
skulde tænke sig
det muligt, at
han kunde
beholde sin Stilling.
Men vovede
Direktoriet at
antyde, at han opførte sig for egenmægtig, svarede han
straks med at forlange sin Afsked.
Alene denne Trusel var nok til at gøre Direktoriet
føjeligt. Bonaparte sluttede paa egen Haand Fred
med de italienske Hertugdømmer og med Paven i
Rom. Hans Ærgerrighed voksede, og der var
allerede Folk, som anede, hvilket Maal han styrede
imod. »Han er en anden Cæsar,« sagde f. Eks.
Carnot, »og vil ikke forsømme at gribe Lejligheden
til at gaa over Rubicon.«
I Frankrig saa’ det imidlertid sørgeligt ud.
Direktoriet havde ingen Myndighed og syntes kun at
have den Opgave at fylde sine og sine Venners
Lommer. Royalisterne traadte mere og mere
aabenlyst op, og Jakobinerne lod atter høre fra sig. I
1796 forsøgte Gracchus Babeuf en kommunistisk
Opstand; den blev kvalt i Fødselen, men gav Direktoriet
Paaskud til at fare frem med den største
Vilkaarlighed mod sine Modstandere og til ved et Statskup
den 18. Fructidor Aar V (4. September 1797) at
befri sig for Carnot og Barthélémy, de to hæderligste
373
386
Fig. 156. Søslaget ved Abukir den 1. Aug. 1798. Efter et samtidigt Kobberstik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
