Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
af Direktorerne, samt til at forvise over halvhundrede
Mennesker til Cayenne, hvis Usundhed alt var bleven
saa bekendt, at man kaldte det »den blodløse
Guillotine«.
I Oktober 1797 sluttede Bonaparte Fred med
Østerrig. Det var ham saa meget om at gøre at
tage sig ud for det franske Folk som den, der kom
med Fredspalmen i Hænderne, at han — for at
komme Direktoriet i Forkøbet — bestak Østerrig til
at slutte Fred ved at overlade det den gamle Fristat
Venedig, som lian forpligtede sig til at erobre til det.
Denne nye Egenmægtighed fra den sejrrige Generals
Side vakte imidlertid, da han som en Triumfator
vendte hjem, en saadan Storm af Uvilje imod ham,
at han hurtig mærkede, »at Frugten ikke var moden
endnu«, d. v. s. at Folket endnu ikke, trods alle
Sejre og alle Hjemsendelser af erobret Gods, i ham
saa’ en Hjælper i Nøden.
Det var Direktoriets Ønske, at der skulde gøres
et Indfald i England. Bonaparte gik tilsyneladende
ind derpaa — og en Kamp mod denne gamle
Dødsfjende vilde mulig skaffe ham den Folkegunst, som han
higede efter for at naa sit foreløbige Maal, at komme
i Spidsen for den republikanske Regering — men
saa længe England var Mester paa Søen, maatte
ethvert Forsøg paa et fjendtligt Indfald i England
betragtes som en Dumdristighed. Alle Forberedelser
blev imidlertid trufne paa Nordkysten, og Europas
Øjne var med spændt Opmærksomhed rettede paa
dette Punkt.
Imens havde Bonaparte taget Konventets gamle
Tanke op, at ramme England ved at erobre Ægypten
og drage den indiske Handel til de franske
Middelhavshavne. En saadan Ekspedition vilde kaste en
Eventyrglans over hans Navn, der mere end noget
andet vilde bringe hans Berømmelse til at stige i
Frankrig. Og medens han var borte, skulde Folket
nok komme til at mindes — og savne — Sejrherren
fra den italienske Krig. Direktoriet skulde nok selv
ved sin Uduelighed sørge for at vedligeholde Uro og
Misfornøjelse i Landet — Bonaparte havde gjort,
hvad han formaaede, for at Freden udad til heller
ikke skulde blive af lang Varighed. Naar ogsaa
Krigens Ulykker begyndte at styrte ind over Landet,
vilde Folket nok af sig selv spørge: Hvor er General
Bonaparte?
»Frugten vilde først være moden«, naar
Vilkaarligheden og Forvirringen var stegen til en saadan
Højde, at det franske Folk alene i Navnet Bonaparte
skimtede Haab om Frelse.
Direktoriet gik med Glæde ind paa Generalens
ægyptiske Felttogsplan, der ikke blot lovede at blive
ødelæggende for England, men som tillige fjernede
den frygtede General mange hundrede Mil fra Landets
Grænser. Medens hele Europa troede, at han var
fuldt optaget af Troppesamlingen paa Nordkysten og af
Forberedelser til Landgangen, rustede han i al Hast
og Hemmelighed i Toulon og andre Middelhavsbyer
en Orlogs- og Transportflaade paa 500 Skibe og ståk
den 19. Maj 1798 til Søs med 32,000 Mand.
Efter paa Vejen at liave erobret Malta og efter
lykkelig at være undgaaet Nelson, der med en stærk
Flaade havde jaget Middelhavet igennem et Par Gange
for at finde ham og hans Skibe, lod General
Bonaparte den 1. Juli sin Flaade ankre i Bugten ved
Abukir, Øst for Alexandria. Samme Aften lod han
Tropperne sætte i Land og tvang efter en kort
Belejring Alexandria til Overgivelse. Den 14. Juli stod
han, efter Slaget ved Pyramiderne, i Kairo.
Men den 1. August løb Nelson ind paa Abukirs
Red, og fandt dér den franske Flaade, der skulde
føre Bonaparte tilbage til Frankrig, naar Erobringen
af Ægypten var sikret. Efter et tappert Forsvar blev
den saa godt som ødelagt. At vende tilbage med
Hæren var nu en Umulighed. Men Bonaparte havde
snart udklækket nye Planer. Underhandlinger blev
indledede med Tippo Sahib, Sultanen af Maissore,
Englands ivrigste Fjende i Indien, og tillige med
Shahen af Persien. Stæderne langs Syriens Kyst
skulde erobres; fra St. Jean d’Acre (Akka), alt
berømt fra Korstogenes Tid og Porten til Indien fra
Middelhavet, vilde han gaa videre over Damaskus og
Aleppo til Konstantinopel. Naar da det faldefærdige
tyrkiske Rige var styrtet, vilde han grundlægge et
nyt Kejserrige i Orienten og vende hjem over
Adrianopel og Wien.
Men dette var kun lokkende Luftsyner, der viste
sig for Bonaparte under de utrolige Lidelser og
Anstrengelser, som han og Hæren maatte døje paa
Marchen gennem Ørkenens Sand. I Begyndelsen
syntes imidlertid alt at skulle gaa efter Ønske. Det
hellige Land blev erobret, El-Arich, Gaza, Askalon
og Jaffa faldt uden synderlig Modstand, og den 19.
Marts lejrede den franske Hær sig foran det Punkt,
som Bonaparte betragtede som Hovedhjørnestenen i
hele sin Plan, St. Jean d’Acre. Fæstningen blev
forsvaret af Sultanens Overgeneral, Aclimed Pascha, paa
Grund af sin Grusomhed kaldet Djessar, d. e.
Slagteren, hvis vilde Fanatisme gjorde Modstanden haard
og kraftig nok; men han maatte dog efter en Maaneds
Forløb tænke paa Overgivelse, da en engelsk Flaade
under Sidney Smith bragte Undsætning og tvang
Bonaparte til den 20. Maj 1799 at hæve Belejringen og
gaa tilbage til Ægypten.
De Lidelser, Hæren havde gennemgaaet paa
Op-marchen, var for intet at regne mod de Rædsler,
den maatte udstaa paa Tilbagetoget. Men den 14.
Juni stod Bonaparte med sin stærkt sammensmeltede
Styrke atter i Kairo og slog den 11. Juli den mere
end dobbelt saa store Tyrkehær, der var gaaet i
Land ved Abukir for at ødelægge den franske Hær.
I lang Tid havde Overgeneralen været uden
Efterretninger hjemme fra, og Usikkerheden med Hensyn
til Forholdene i Frankrig voldte ham langt mere Uro
end hans og Hærens mislige Stilling i Ægypten. Da
kom Sidney Smith, der krydsede med sin Flaade udei’.
for Abukir, meget mod sin Vilje, til at yde ham en
væsentlig Tjeneste, idet han sendte ham en stor
Pakke Aviser i Land til behagelig Gennemlæsning.
De Beretninger, som disse Aviser indeholdt om
Forvirringen og Haabløsheden i Frankrig, skulde nok,
mente den ærlige Sømand, betage General Bonaparte
den sidste Rest af Mod og Tro paa Fremtiden. Men
Sidney Smith havde ganske forregnet sig. Alle disse
Hjobsposter var rene Evangelier for den vidtskuende
Korsikaner, og hans Beslutning stod fast, da han
flere Gange i Bladene havde truffet paa Sætninger
som: Hvorfor er General Bonaparte ikke her, nu, da
vi mere end nogen Sinde trænger til hans kraftige
Arm? Man skulde næsten tro, at Direktoriet har
388 368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
