Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
87 efter Undersøgelse og Dom, og 7 døde af dei-es
Saar paa Hospitalet. Ved Udgangen af 1799 kan det
sydlige Frankrig betragtes som renset for Røvere,
efter at der er skudt c. 200 af dem. »Der er endnu
kun 3 å 4 Bander tilbage, der hver tæller en 7—8
Mand.«
Af alle Røvere er Direktoriet efter 18. Fructidor
dog den største; ligesom dets Krigsførelse i Udlandet
kun gaar ud paa at skaffe Penge, saaledes er Maalet
for dets indre Politik i Hovedsagen at presse Penge
ud af Refolkningen. Den har fundet paa et udmærket
System. Naar der i et eller andet Departement
forefalder Mord eller Plyndringer, erklæres straks nogle
af de mest velstaaende og fremragende Personer for
ansvarlige for det forefaldne og dømmes til
Landflygtighed eller Deportation, medens deres Gods og
Ejendele konfiskeres til Fordel for Statskassen.
Som Staten plyndrer de enkelte Personer, har
den slugt alle offentlige Midler. Alle gudelige og
menneskekærlige Stiftelser har forlængst ophørt at
virke, Asyler, Skoler, Hospitaler er lukkede. Den
private Godgørenhed formaar intet under den
almindelige Elendighed, og Staten har andet at bruge
sine Penge til. Antallet af Hittebørn er under
Revolutionen steget til 62,000. I hvert Departement
tælles der 3,000 — 4,000 Tiggere, i hele Frankrig
c. 300,000. Antallet af syge og af hjælpeløse kan
ikke angives i en Periode, hvor der er omkommet
mere end en Million af Sult og Elendighed. Næsten
alle, som før var rige, har mistet sine Midler. 400,000
Mennesker er døde i Fængslerne, og lige saa mange
maaske har mistet Forstanden dér. Af de to
Millioner, som stod under Fanerne, er der alt slaaet
800,000 ihjel, og hvor mange humper ikke om som
hjælpeløse Invalider! — Der findes ingen
barmhjertige Stiftelser mere til at tage sig af disse ulykkelige,
som ses alle Vegne og over alt bidrager til at
fremkalde Indtrykket af Nød og Elendighed.
Men mere end alt trykkede dog Rekymringen for
den opvoksende Slægt Befolkningens store Lag. Ingen
Undervisning — alle Skoler var lukkede, — ingen
Opdragelse i Kirkens Lære, hvorfra der kunde hentes
Modstandskraft i Livet og Trøst i Døden.
Trøstesløst er det, hvorhen man vender sig. Den
udenlandske Handel fuldstændig standset, den
indenlandske saa godt som. Veje, Broer, Havne og Kanaler
i Forfald, Industrien ligger hen som død. Kun
Spekulationer og Svindlerier, satte i Gang af Regeringens
Venner, samtArméleverandørernes Redragerier florerede
og skabte store Formuer. Men den Luksus, som
udfoldedes af enkelte, lod kun den almindelige
Elendighed stikke saa meget mere i Øjnene.
For alle tænkende Mennesker sjmes der kun at
være to Muligheder, Anarkiet og Rædselsherredømmet
om igen eller Rourbonernes Tilbagekomst.
Men da Underretningen om Nederlaget ved
Bor-mida i Norditalien, hvor den franske General
Jou-bert falder i Spidsen for sine- Soldater i fortvivlet
Kamp mod Russernes Overmagt, og om alle
Ulykkerne i Italien, da Rudskabet om en engelsk-russisk
Landgang i August paa Hollands Kyst naaede Frankrig
og kaldte den altid letslumrende Frygt for et fjendtligt
Indfald til Live, begyndte man at spørge sig selv,
hvor Republikens eneste sejrrige General var henne,
hvad han tog sig for, medens de franske Arméer led
Nederlag paa Nederlag. Og pludselig dukkede del
Rygte op, hjulpet frem af hans Brødre i Frankrig,
at Direktoriet havde sendt ham til Ægypten, blot for
at blive af med ham.
Og hvad Bonaparte ikke havde kunnet opnaa ved
sine Sejre og ved sit Geni, at blive populær i Frankrig,
det opnaaede han, saa snart han af dette usande Rygte
var bleven udpeget som en Mand, hvem den foragtede
Regering maatte frygte og søge at blive kvit.
Da General Ronaparte den 9. Oktober satte Foden
paa fransk Grund, mærkede han øjeblikkelig, at
»Frugten var moden«. Han havde faaet
Folkestemningen for sig. Alle vilde se ham, tale med ham,
helst — uden at agte Muligheden for Pestsmitte —
røre ved ham, for at overtyde sig om, at det utrolige
virkelig var sket. Det var jo som et Eventyr at høre,
og Beretningen om hans Ankomst løb lynsnart foran
ham. En Mand havde i Fréjus, medens han sad og
spiste Frokost, slaaet ham paa Skulderen og sagt:
»Skynd Dem, Borger General, slaa Fjenderne og jag
dem væk, saa gør vi Dem til Konge bag efter, om
De ellers selv vil?« Og som denne havde tait, tænkte
mange. Han viste sig og stod med det samme for
hele Folket som Fædrelandets Redningsmand, som
Nationens Skytsaand.
»Direktoriet rystede af Skræk for mig, da jeg kom
tilbage,« sagde Bonaparte senere. Det var sandt;
det var netop derfor, han blev Folkets Afgud; det
mærkede alle. Og alle, som endnu gav sig af med
Politik, forstod, at der forestod store Forandringer.
Luften var fuld af politiske Kombinationer. Men
hvad der skulde gaa for sig, vidste ingen, ej heller
hvem der vilde paatage sig Ansvaret for Handlingen.
At General Bonaparte vilde komme til at spille en
Rolle, var vel klart for de fleste; og der var ogsaa
dem, der ikke var i Tvivl om Maalet, han styrede
imod.
»Jeg var den, om hvem alle Sammensværgelser
drejede sig. Men der var ikke i Spidsen for alle
disse Planer en eneste Mand, som var i Stand til at
sætte dem igennem. Alle regnede paa min Ristand,
fordi de havde Rrug for en Soldat; jeg stolede ikke
paa nogen og blev derved i Stand til at vælge den
Plan, der passede mig bedst. . . . Jeg passede i en
overordentlig Grad paa mig selv, — det er ganske
sikkert den Periode i mit Liv, hvor jeg har udvist
den største Rehændighed. Jeg traf sammen med
Sieyes og lovede ham at sætte hans ordrige
Forfat-ningsudkast i Værk, jeg modtog Jakobinernes Ledere
og Bourbonernes Agenter, jeg undslog mig aldrig for
at give Folk Raad, men jeg raadede kun i mine egne
Planers Interesse. Jeg skjulte mig for Folket, thi
jeg vidste, at det i det passende Øjeblik vilde følge
mig af Nysgerrighed. Alle løb de i mine Garn, og
da jeg blev Statens Overhoved, var der ikke et Parti,
uden at det jo byggede sine Forhaabninger paa mig.«
Ronaparte havde alle Kort paa Haanden, og han
følte det. Han vidste, at han vilde kunne lede hele
det store franske Folk, paa hvis Tillid han vilde
bygge sin Magt, lige saa sikkert, som han ledede
Førerne af de forskellige politiske Partier. Han havde
opdaget den store Hemmelighed ved Franskmændene,
nemlig at af Revolutionens Treenighed Frihed, Lighed
og Broderskab, var det Ligheden, som de satte øverst.
Og den skulde de faa, men vel at mærke Ligheden
391
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
