- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
397-398

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

DIREKTORIETS FALD

for Døren, medens han selv med Hatten i Haanden
gik frem i Salen. Ved Synet af Soldaterne med
deres opplantede Bajonetter inde i Salen brød der
en umaadelig Forbitrelse løs. »Ned med Diktatoren!
Erklær ham fredløs! Leve Republiken! Slaa ham
ned!« lød det fra alle Sider. Med truende Miner
styrtede Medlemmerne ned fra Pladserne og hen
imod ham. Endnu er det uoplyst, om der virkelig
blev rettet Dolke og Pistoler imod ham; Forklaring
staar her imod Forklaring. Bonaparte blev, ligbleg
med sammenbidte Læber og i den største Ophidselse,
hurtig ført ud af sin Garde. Endnu i Døren hørte
han det skæbnesvangre: Fredløs! raabt efter sig med
hadefulde Stemmer.

Under voldsom Tumult forlangte man nu i Salen,
at Bonaparte skulde erklæres uden for Loven. Men
hans Broder Lucien nægtede som Præsident i Raadet
at sætte Forslaget under Afstemning og nedlagde sin
Værdighed som Formand. Alt var i den vildeste
Forvirring. Lucien ilede ud, svang sig paa sin Hest
og red hen foran Fronten af Tropperne, hvor
Bonaparte holdt med sine Generaler. Bag Gitret saa’ han
med et Smil Sieyes, Ducos og Talleyrand sidde i en
forspændt Karet, parat til at tage Flugten, om
Stats-kupet skulde mislykkes. Det blev Lucien, der
reddede det.

»Franskmænd!« raabte han. »Jeg — Præsident i
de Yngres Raad — erklærer, at det store Flertal af
Raadet i dette Øjeblik bliver behersket af nogle faa
Medlemmer, der, bevæbnede med Dolke, truer
Flertallet til at gaa ind paa deres nederdrægtige Forslag.
Bestukket af engelsk Guld vil de jage eders General,
den eneste England frygter, i Landflygtighed! Fremad,
Soldater, lad os sætte Bajonetterne mod Dolkene,
saa vi i Fred og Ro kan drøfte Republikens
Interesser, — Fremad!«

»Bonaparte leve!« raabte Soldaterne, men ingen
rørte sig til en saa uhørt Dristighed som at angribe
den lovgivende Forsamling.

»Følg mig!« udbrød General Bonaparte. »Thi
jeg er . . .«

Men Lucien anede, hvad der vilde komme, og
vidste, hvilket slet Indtryk det maaske kunde gøre.
Han vidste, at hans Broders ubetvingelige Tro paa
sig selv i saadanne stærkt ophidsede Øjeblikke kunde
give sig Udtryk, der vilde kunne ødelægge hele
Spillet. Og just som General Bonaparte vilde kaste
Masken og aabenbare sine despotiske Anlæg ved at
raabe til Soldaterne: »Følg mig, thi jeg er Dagens
Gud!« afbrød Lucien ham paa en Maade, der sikrede
ham Sejren. Han drog blank, satte Spidsen af sin
Kaarde paa Broderens Bryst og raabte med stor
Patos^ »Og er du ti Tusinde Gange min Broder — jeg
støder denne i dit Hjerte, om du nogen Sinde
forgriber dig paa det franske Folks Frihed!«

Bonaparte tav og gav Murat et Vink; Trommerne
drønede, Fløjdørene sprængtes. — Fæld Gevær! —
Og i Stormmarch rykkede Murat ind med sin
Deling, medens de 500 reddede sig ved ilsom Flugt
gennem Døre og Vinduer.

I Løbet af Dagen vedtog Resterne af de to Kamre
at rette en Taksigelse til General Bonaparte og hans
Tropper, og samtidig indsatte de en foreløbig
Regering bestaaende af de tre Konsuler Sieyes, Ducos
og Bonaparte.

Samme Aften læste Pariserne ved Fakkelskin
Bonapartes Proklamationer paa Gadehjørnerne om det
fuldførte Statskup. Hvad der faa Aar tilbage vilde
have opflammet dem til vildt Raseri, gik nu for sig,
uden at Roligheden noget Sted blev forstyrret. Der
herskede derimod alle Vegne Tilfredshed med, at
Bonaparte havde lagt sin stærke Haand paa Statens
Ror. Selv den ellers altid urolige Forstads
Befolkning forholdt sig stille; den havde mistet sine Førere.
Alle de, som tidligere, nogle drevne af ædel
Begejstring, andre af lav Egennytte, havde optraadt som
Ledere og forstaaet at bruge den lavere Befolknings
Elendighed, Sulten og Hadet som Middel til at
omstyrte det gamle Samfund, var borte, alle forsvundne
under Guillotinen. Tilbage var der kun én Mand
med Fører-Evne, ham, der nu tilsyneladende sammen
med to andre, men i Virkeligheden alene styrede
Landet. En Mand, som er udviklet under Titanernes
Kamp og overmenneskelig i alle Forhold. Han kan
alt, han ved alt, han forstaar alt. Alle bøjer sig for
ham, alle falder ham til Fode og maa anerkende
hans alt og alle overlegne Geni.

Den nye Forfatning, som
Lovgivningskommissio-nerne havde udarbejdet under Bonapartes Forsæde
og paa Grundlag af Sieyes meget teoretiske Udkast,
blev offentliggjort den 24. December 1799. I Følge
den lagdes Regeringen i Hænderne paa en
Første-Konsul, valgt paa ti Aar, ved hvis Side der stod to
raadgivende Konsuler. Lige over for denne udøvende
Magt, hvortil ogsaa hørte Statsraadet, hvis Medlemmer
valgtes af Første-Konsul, stod den lovgivende Magt:
Tribunatet paa 100 Medlemmer og den lovgivende
Forsamling paa 300 Medlemmer. Disse valgtes i
begge Forsamlinger af Senatet, hvis 80 Medlemmer
udnævntes dels af Første-Konsul, dels af Senatet selv.
Senatet, der tillige udnævnte Dommerne ved de
forskellige Domstole, havde i det hele den Opgave at
vaage over Forfatningens Opretholdelse. Regeringen
alene havde Ret til at forelægge Lovene; dette skete
i Tribunalet, som efter at have debatteret dem
afgjorde, om dets udvalgte Medlemmer skulde tale for
eller imod Loven i den lovgivende Forsamling. Loven
debatteredes ikke her, men vedtoges eller forkastedes
ved simpel Afstemning, efter at Tribunerne havde tait.

Til Første-Konsul valgtes Bonaparte, de to andre
Konsuler blev Cambacérés og Lebrun, den første en
dygtig Jurist, den anden en udmærket Finansmand.

Al Magten var i Virkeligheden i Hænderne paa
Første-Konsul; inen saa stor var Længslen efter en
fast Regering og saa tillidsfuld Fortrøstningen til
Bonaparte, at den nye Forfatning ved det franske Folks
Afstemning over den den 7. Februar 1800 fik over
3,000,000 Stemmer for sig, og kun 1,500 imod.

Med Bonapartes Stilling som Regeringens Chef,
først i det provisoriske Konsulat, senere som
Første-Konsul, begynder hans umaadelige Arbejde for at
genopbygge det sunkne franske Hus. Thi Landets
materielle Elendighed var kun en Følge af den af
Revolutionen fremkaldte Forvirring og Opløsning af
alle overleverede Institutioner og tilvante
administrative Forhold. Hvad han her har ydet af Dygtighed
og Arbejdskraft, staar paa Grænsen af det
overnaturlige. Ligesom han i 1797 paa et Par Maaneder
havde skabt den italienske Hær, saaledes skabte han
nu i faa Aar det nye Frankrig.

397

398

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0205.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free