Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
 |
| Kjøbenhavn c. 1770, set fra Vesterbrogade. |
III. EUROPA VED AARHUNDREDSKIFTET.
Det er kun i Almanaken, at det 18. Aarhundrede
løber ud med Aaret 1800. Historisk set er det til
Ende med det gamle Samfunds Fald i det Land,
som førte an i Europa. Saa vist som Indholdet
altid er mere end Formen, Maleriet mere end
Rammen, saa vist begynder det 19. Aarhundredes
Historie med den franske Revolution.
Inden Tæppet ruller op for de store
verdenshistoriske Begivenheder, der udviklede sig under
Napoleons Herredømme, og som ganske forandrede
Europas politiske Kort, vil det være rettest at se sig lidt
om paa Skuepladsen for disse Begivenheder, se,
hvorledes Europa saa’ ud, inden den kronede
Jakobiner traadte selvstændig frem paa Scenen.
Det er naturligst, at vi begynder med at se os
om paa det Sted, der ligger os nærmest, altsaa i
Danmark-Norge, hvis Forening endnu bestod.
De frie og humane Tanker, som kom til Orde i
den franske Oplysningsfilosofi, og som var saa
virksomme til Revolutionens Forberedelse, var ikke noget
nyt i det øvrige Europa. Fra England, deres
Hjemsted, naaede de ikke blot til Frankrig, hvor de fik
en folkelig Form, men ogsaa til de andre
europæiske Lande og fremkaldte hist og her Forsøg paa at
afhjælpe tidligere Tiders Tryk og Uretfærdigheder.
I den Retning har vort Fædreland Æren af at høre
til de første og mest fremskredne Lande.
Negerhandelens Ophævelse, Stavnsbaandets Løsning, Jødernes
Ligeberettigelse, Trykkefrihedens Indførelse og
Forbud mod »skarpt Forhøre, d. v. s. mod Tortur og
barbariske Straffe og Tvangsmidler, var store humane
Fremskridt. Men de skyldtes ingen offentlig Mening,
ingen Indflydelse fra Folkets Side. De skyldtes
»Oplysningen fra overt«, som hos os havde en værdig
Repræsentant i A. P. Bernstorf (død 1797), der en
Gang i Statsraadet udtalte de frie Ord, at Nationens
Vilje bør være Kongen en Lov.
Men havde Adelsmænd og Lærde gjort
Bekendtskab med Oplysningstidens friere Ideer ved Studium,
igennem Bøgerne, saa gjorde nu alle, som i det hele
taget havde nogen aandelig Interesse, Bekendtskab
med dem gennem den levende Virkelighed, Budska-
bet om Bastillens Erobring vakte Jubel alle Vegne i
Europa; hvert Land havde sin middelalderlig-skumle
Tvangborg aandeligt eller legemligt, og overalt føltes
Folkets Sejr den 14. Juli som en Lænke, der brast.
Ogsaa i Danmark fulgtes Begivenhederne i
Frankrig med levende Interesse; mest dog, som naturligt
var, i Hovedstaden. Byen delte sig i to Partier,
Royalisterne, alle Embedsmænd og satte Borgere,
særlig dem, der havde noget paa Kistebunden, og
Republikanerne, der især fandtes blandt
Videnskabsmænd og ældre og yngre Akademikere. Fine gamle
Kammerherrer talte hviskende og ængstelig om
Byens Jakobinere. I det kgl. Teater tog Folk højlydt
Parti for Personerne i Stykkerne. En Aften, da man
spillede »Dormon og Vilhelmine«, faldt Repliken:
»Adelsmanden er Statens Sir!« Den bekendte
Frihedsmand, Malte Conrad Brun, raabte som Svar fra
Tilskuerpladsen: »Borgerstanden er Statens Støtte!«
og Parterret udbrød i dundrende Bifaldsraab, som
først hørte op, da Overceremonimesteren, Kammerherre
Calmette, bøjede sig ud over Kavallerlogens Rand, og
man blev nysgerrig efter at høre, hvad han sagde.
»Smid mig den Skomagerdreng ud!« lød det. Men
Brun var ikke forknyt: »Smid mig det
stjernemærkede Fjog ned!« raabte han op mod Logen med sin
stærke Stemme. Oppe paa Scenen spillede man
stadig videre, og paa Grund af Politimesterens
Koldblodighed forefaldt der ingen yderligere Forstyrrelser.
Sindene kunde naturligvis ikke undgaa at komme
i Oprør, naar Byen rummede saa frygtelige og
sam-fundsfarlige Personer som Prokurator Bjerring, der
paa Grund af sin Blodtørst bar Navnet den lille
Marat. Og en Mand endnu færdedes inden for
Københavns Volde, der nok kunde vække underlige
Tanker. Det var den franske Republiks Gesandt ved
det danske Hof — thi Danmark hørte til de faa
Lande, der ikke havde afbrudt Forbindelsen med
Frankrig — Borger Grouvelle. Det var en skaldet,
venlig Mand, som man stadig mødte paa Spasereture,
særlig om Søndagen i Frederiksberg Have, i Selskab
med den radikale Forfatter P. A. Heiberg og andre
Republikanere. Grouvelle var nem at kende, thi han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0210.html
