Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
nær optræde i Pragt og Herlighed som Ludvig XVI.,
hvor smaa deres Forhold end kunde være, og hvor
belastede med Skatteafgifter deres stakkels Undersaatter
end var. Alle skulde de have Elskerinder og
Soldater, Opera og Balletter, Kammerherrer og Ministre.
Rigtignok var der adskillige af disse Fyrstendømmer
å la Kongens Nytorv eller Højbroplads, hvis hele
Hærstyrke beløb sig til 50 Mand. Men de kunde
snart blive til 200, naar de om Morgenen optraadte
som Dragoner, om Formiddagen som Gardister, om
Eftermiddagen som Artillerister og om Aftenen som
Husarer, medens de vel at mærke ved Middagen og
Aftensmaaltidet maatte trække i Lakajlivreet og varte
op ved Bordet. Det var nu ikke alle de fyrstelige
Herrer, der havde saa mange Uniformer, at de kunde
faa alle Vaabenarter repræsenterede. Der var dem,
der af Bjørnehuer kun ejede to Eksemplarer til Brug
for Skildvagterne ved Slottet, hvorfor de da ogsaa
ved Afløsningen gik fra Hoved til Hoved. Man
maatte se at hjælpe sig. Det kunde hænde, at
Landsfyrsten under Manøvrer maatte lade sine 50—
100 Mand agere Ryttere — vel at mærke uden
Heste — og i ramme Alvor befalede Folkene at
vrinske for at forhøje Virkningen af Braget og Gnyet,
naar Modstanderne tørnede sammen.
Denne Legen Soldat var jo en herlig Spas for de
kommanderende Fyrster. At bringe det saa vidt
som Frederik Vilhelm I., der kunde lade sine
Soldater skyde, marchere, løbe, afdelingsvis, sektionsvis,
pelotonvis, aldeles som om de var viljeløse Maskiner,
det var Maalet for alle. Men for de stakkels
Soldater var det just ikke saa fornøjeligt. Under
Frederik Vilhelm var det forekommet, at Officererne, der
alle var Adelsmænd og følte sig højt ophøjede over
den menige Mand, for en ubetydelig Fejl under
Eksercitsen kunde slaa Arme eller Ben itu eller slaa
Øjnene ud paa Soldaterne. Dette fandt vel ikke
længer Sted, men Frederik II. — som i Slaget ved
Kollin tilraabte sine vaklende Grenaderer de
berømte Ord: Fremad, Rakkerpak, — tror I, I skal
leve til Evighed! — udtalte dog til General Daun
efter Slutningen af den første schlesiske Krig: »Det
er mig stadig et Mirakel, at vi faar Lov til at leve
midt imellem disse Folk, af hvilke hver eneste er
Deres og min uforsonlige Fjende. Men endnu holder
Disciplinen dem i Tømme.«
De gamle barbariske Straffe var endnu ved
Armeerne i Brug langt ned i Aarhundredet, og
Krigsførelsen stod ganske paa samme raa og
umenneskelige Standpunkt som paa Trediveaarskrigens Tid.
Det mest oprørende af alt var dog den Handel
med Soldater, som de kære Landsfædre under den
nordamerikanske Frihedskrig drev med Hs. Majestæt
Kongen af England (se Sp. 57). Hertugerne af
Brunsvig, Anspach, Waldeck og Anhalt Zerbst samt
Landgreven af Hessen Kassel solgte sine Undersaatter
— den sidste alene for sit Vedkommende 17000
Mand — der dreves af Sted og indskibedes som
Slaver for at falde for de amerikanske Riffelmænds
Kugler eller for Indianernes Knive, medens en fra
Paris indforskreven »Haupt- und Staatsmaitresse«
oppebar en Gage af 40,000 Thlr. om Aaret, medens en
Teaterdirektør og hertugelig Ruffer fik 30,000 Thlr.
i aarlig Løn, og medens der blev opført Balletter og
Operaer, der kostede svimlende Priser.
Der herskede i alle Stater den utaaleligste
Bureaukratisme og den brutaleste Militarisme. Det var
et Vidnesbyrd om de humane Ideers Magt, der i
i 1798 fremkom i en Kundgørelse fra Kongen af
Prøjssen. »Jeg maa til min Beklagelse erfare, at i
Særdeleshed yngre Officerer ville hævde, at de staar
over den civile Stand. Jeg vil indprente Militæret,
at det gør sin Anseelse gældende dér, hvor det
bringer det væsentlig Fordel, nemlig paa Slagpladsen,
hvor de skal forsvare Medborgerne med Liv og
Blod. Men ingen Soldat, af hvad Stand han være
vil, tør understaa sig til at optræde med Bryskhed
over for den ringeste af mine Borgere. Thi det er
dem og ikke mig, der underholder Hæren, i
Borgernes Brød staar de til min Befaling betroede Tropper,
og Arrest, Kassation og Dødsstraf vil være Straffen
for enhver Overtrædelse af mine Befalinger.«
Denne Kundgørelse vandt Frederik Vilhelm III.
en umaadelig Folkegunst og bidrog i væsentlig Grad
til, at alles Øjne blev vendt til den jævne, borgerlige
Konge i Berlin, det eneste Hof blandt Tysklands
større Stater, der — efter den udsvævende Frederik
Vilhelm II.’s Død — syntes uberørt af den
almindelige Letfærdighed.
Men det havde desværre ingen Bestandighed med
Prøjsserkongens Borgerlighed, og snart lød der en
anden Musik. »Efter at man var kommen til den
Overbevisning, at den indskrænkede og brutale
Sol-dateraand, den uansvarlige Sabelraslen var den
eneste Støtte for det fyrstelige Despoti, det sig-al-Ting
tilladende Junkervæsen og det intolerante Præsteskab,
har man systematisk udvidet Kløften mellem den
civile Befolkning og Soldaterne og metodisk opmuntret’
den militære Raahed ved fuldstændig eller næsten
fuldstændig Straffrihed for Udskejelser begaaede over
for den civile Stand.«
Arméen følte sig, trods de enkelte Udbrud af
menneskelig Tænkemaade hos Prøjsserkongen, stadig
højt ophøjet over Befolkningen. Officererne — der
ansaa sig for alene at have Eneret paa »Ære« —
tillod sig ustraffet de frækkeste Overgreb over for
Borgerne, deres Koner og deres Døtre. Mændene
nedtrykkedes i slavisk Underdanighed og
demoraliseredes lige som Kvinderne af de utallige Smaahoffer
med deres Efteraben af Pariserhoffets Ødselhed og
bundløse Usædelighed. I denne Retning udmærkede
sig fremfor alle andre den ryggesløse Kurfyrst
Clemens August af Køln og en Tid lang Hertug Carl
Eugen af Würtemberg samt Markgreven af
Baden-Durlach med sine 160 Blomsterpiger, et Harem, der
skaffede ham Tilnavnet: Sultanen i Carlsruhe.
Men om de fyrstelige Herrers og Landsfædres
Æresbegreb faar man en tydelig Forestilling ved at
se dem ved Frokosten om Morgenen ivrig gribe
efter den Pakke Breve, som er holdt tilbage i de
hemmelige Postkontorer. I Reglen var det
Privatbreve, Breve fra Kærestefolk, fra unge Hustruer til
deres Mænd, som den særlig udnævnte, skønsomme
Brevaabner holdt tilbage for at servere sin Herre
og Fyrste som en lille pikant Formiddagsret, og
som aabnede ham et herligt Indblik i hans kære
Undersaatters intimeste Privatliv — et Indblik, som
han ved Lejlighed kunde have sine fortsatte smaa
Fornøjelser af.
Eller man høre disse Fyrster af Guds Naade
483
420
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
