Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
at have udmærket sig fremfor de hamborgske, de
indskrænkede sig til at ryge Tobak i fri Luft, og inden
Døre i Kontoret og i Klubben.
Ogsaa i Retning af Forlystelsessteder, Restauranter
og Kafeer stod Hamborg betydelig over Kjøbenhavn
i de Tider. Der spilledes Komedie baade paa tysk
og fransk og begge Steder i Reglen godt. I Butikerne
fandtes der et langt større Udvalg end her hjemme,
Priserne var billigere og Varerne lige saa gode. »I
Hamborg kan man købe alt, hvad der i det hele
kan faas for Penge,« hed det i Danmark, og denne
By var derfor ogsaa Maalet for alle Handelsmænds
Rejser, saa snart de var komne saa vidt, at de selv
kunde rejse til Udlandet og besørge sine Indkøb.
Langt ned i Aarhundredet var en »Hamborgerrejse«
en stor Begivenhed for danske Handlende, og den
Provinskøbmand, der havde foretaget en saadan, var
alene derigennem optaget blandt sin Bys Matadorer.
Men for dem, der vilde videre, var Hamborg
nærmest at betragte som Porten til den europæiske
Verden.
Thi her skilles Vejene. De, der agtede sig til
Berlin eller Øster paa ad den Kant, kørte langs
Nordsiden af Elben over Lauenborg, alle andre
maatte i den store Færge, der gik fra Bomhuset, i
hvis store Sal med den prægtige Udsigt over
Hamborg de Rejsende »næsten for Skams Skyld« maatte
spise Frokost, over Elben til Harburg. Saa stod
man — naar man som vi, agter sig til Paris — over
for Valget, om man skulde tage over Bremen og
Lingen eller Emden til Amsterdam og derfra snart
til Vogns og snart med Fartøj, »Trækskøjter«, ned
ad Floderne hen imod den franske Grænse, eller om
man skulde køre over Celle og Hannover til Frankfurt
og øst fra nærme sig Byernes By.
Den første Rute var den behageligste, naar man
var kommen saa vidt, at man kunde benytte
Vandvejene, thi Flodsejlads var altid at foretrække for
Landevejene. Men langsomt gik det til en
Begyndelse, og Kroerne paa Landet var ikke hyggelige.
Saa var det dog maaske bedre hjemme. Lad os
høre en samtidigs Beretning. Det er en jevn Mand,
der rejser med Posten og ikke altid har Raad til at
tage Ekstrapost.
1799 d. 25. September Kl. 2 Eftermiddag forlod
jeg Hamborg og gik med Postbaaden over til
Harburg. To Timer varede Overfarten, som kostede
15 Skill. Litsenbroderen (Drageren) for at bringe
mit Rejsegods fra Stranden op til Posthuset 4 Skill.,
selve Rejsen til Bremen 9 Mark kurant. Desuden
ikke blot Drikkepenge til Postillonen ved hver enkelt
Skiftestation mellem Harburg og Bremen, men ogsaa
Fortæring for ham i hver Kro, hvor man bedede,
imellem Skiftestationerne, og endnu 2 Skill, til
Vognmesteren for Rejsegodsets Omflytning, hver Gang
man kom til en Skiftestation. Til Trods for alle
disse Udgifter gik det alligevel langsomt. For den
Hæder at have selve Postillonen eller Føreren —
en midaldrende Krabat med rød og blaa Uniform og
et stort Sølvskilt paa Brystet — paa sin Vogn —
thi der fulgte altid Bivogne efter — fik vi Lov at
betale hele hans Fortæring paa Rejsen og blev dog
ikke bedre betjent end andre. Ved en Station, hvor
vi skiftede Heste, fik vi en Postillon, der var saa vel
lastet med Brændevin, at han sov den største Del af
Tiden. Hestene kendte Vejen godt nok og skridtede
ud Fod for Fod, og ved næste Station krævede denne
gemene koparrede Karl sine 4 Skill, i Drikkepenge
af hver Passager som en absolut Rettighed.
To Timer varede det i Harburg, inden vi kom
af Sted. Ved hver Kro bedede vi en halv Time,
ved hvert Hesteskifte en hel, saa vi kom først til
Bremen d. 26. September om Aftenen Kl. 7. Der
er 11 Mil fra Harburg til Bremen, det bliver
saaledes to Timer om hver Mil.
Det er meget mærkeligt, at Vejen mellem to saa
store Byer som Hamborg og Bremen, hvor der
stadig er en betydelig Færdsel, er i den Grad ussel,
som den er. Paa sine Steder var Vejen saa dyb i
det løse Sand og tillige saa smal i Bunden, at man
kørte som mellem to Mure; to Vogne kunde umulig
komme om ved hinanden. Naar en Vej var bleven
helt opkørt og ubrugelig af dybe Hjulspor, kørte
man blot en ny Vej til ved Siden af, uden at
indgrøfte den eller jevne den. Broerne over Aaerne og
de mindre Floder var saa smalle, at Vognene kun
lige til Nød kunde køre over. Igennem Landsbyerne
var der i Reglen en brolagt Gade, men Stenbroen var
ikke bredere end til én Vogn. To Mil fra Bremen
var Vejen endda aller værst med en Mængde gyselige
Huller, saa Kusken trods al Forsigtighed ikke kunde
vige til Side for dem alle.
Ved den første Skiftestation efter Hamborg var
der en daarlig Kro eller Værtshus. Af de følgende
var et Par noget bedre. Men Kroerne, hvor vi
bedede paa Vejen, var de elendigste Huler, man kan
tænke sig. Næsten alle Vegne maatte vi igennem
Fæhuset og forbi Heste og Køer, over Hakkelse og’
Gødning, inden man kom til de usle Værelser. Da
jeg første Gang kom ind i et saadant Hus, faldt min
Tanke øjeblikkelig paa Herberget i Bethlehem.
Vi deler den misfornøjede rejsendes Vrede over
Drikkepengene, Langsomheden ved Skiftestationerne
og de elendige Veje. Men hans Forbavselse over
de daarlige Veje paa Steder, hvor der færdedes saa
mange Vogne, deler vi ikke. Thi vi ved bedre Besked.
De tyske Fyrster, selv en Mand som Frederik II.,
var den Gang ikke kommen videre i
Nationaløkonomi, end at de af Princip lod deres Veje forfalde.
Jo længere en Fyrste kunde opholde en rejsende i
sit Land, desto længere Tid blev der til at flaa ham
i, i Kroer, i Butiker, i By som paa Land, desto
flere Penge maatte han ud med inden for Landets
Grænser.
Det troede man den Gang var god Profit.
Paa den anden Side Bremen blev det ikke bedre
lige straks. »Hvis alle katolske Stæder,« skriver en
Dame, »er lige saa svinske og væmmelige som de
afskyelige Reder i Vestfalen, vil jeg helst nøjes med
et Kvarters Ophold i hver. I Hassellüne maatte vi
overnatte; der var Gardiner for min Seng, der for
største Delen bestod af Straa, men ens Fingre vilde
blive hængende fast ved dem, om man havde rørt
ved dem. Efter at jeg havde udbredt mit Tæppe
over Sengen, lagde jeg mig paa det uden at tage
Klæderne af og dækkede mig til med min Kappe.
Til sidst faldt jeg dog i Søvn.«
Havde man imidlertid først naaet Holland eller
rettere den bataviske Republiks Grænser, saa var
det værste overstaaet, og naar man kunde begynde
483
424
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
