Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
undertegnede den 9. Februar 1801 Freden i
Lun-ville, ved hvilken Frankrig fik Toskana, medens
Freden i Campo Formio i øvrigt blev bekræftet. Den
cisalpinske, liguriske, helvetiske og bataviske
Republik anerkendtes, Rhinen blev Frankrigs Grænse, og
de tyske Fyrster, som derved mistede alle
Besiddelser paa den venstre Rhinbred, skulde, ligesom
Storhertugen af Toskana og Arvestatholderen af
Holland, have Erstatning i Tyskland.
Men Udførelsen af dette Erstatningsspørgsmaal
for egik ikke, som det havde været at vente, paa
Rigsdagen i Regensburg, men derimod i Paris. Thi
Bonaparte havde ved Fredsslutningen forbeholdt sig
Ret til at føre Tilsyn dermed og havde ved denne
Ret til at blande sig i det tyske Riges indre
Anliggender i Virkeligheden udstrakt sin Magt hinsides
Rhinen.
Nu stod altsaa kun Neapel og England samt det
med denne Magt forbundne Portugal tilbage som
Frankrigs Fjender. Men ved et af franske Tropper
understøttet spansk Angreb paa Portugal blev dette
Land tvunget til ved Freden i Bajadoz 6. Juni 1801
at betale Frankrig 25 Mill. Francs i
Krigsomkostninger og lukke sine
Havne for
Englænderne. Med stor
Behændighed benyttede
Bonaparte sig af sin
Stilling over for
Neapel til ogsaa her at
fortsætte sin
Isolerings-politik over for
England. Ved Freden i
Florens lod han sig
nøje med, at Kong
Ferdinand forpligtede
sig til at trække sine
Tropper bort fra
Kirkestaten og endvidere
til at spærre sine
Havne for engelske
Skibe.
Det var Hensynet til Kejser Paul, der bevægede
Bonaparte til at fare med Læmpe over for
Bourbonerne i Neapel, for hvilke Rusland i den sidste
Krig særlig var traadt i Skranken. Ligeledes havde
han vist Kejser Paul den udsøgte Artighed at tage
ham med ved Afgørelsen af Erstatningsspørgsmaalet
over for de tyske Fyrster, uden dog i Virkeligheden
at indrømme ham nogen Stemme i Sagen. Og nu
havde han tilmed tilbudt at overgive ham Malta. Det
var at røre en øm Streng i Kejser Pauls Hjerte. Men
der var den Hage derved, som Bonaparte klogelig
fortav, at den franske Besætning ikke i Længden
vilde være i Stand til at holde sig mod den engelske
Flaade. Hans tilsyneladende ædelmodige Tilbud var
derfor i Virkeligheden ikke andet end en Giftpil,
rettet imod den sidste Rest af russisk Venskab for
England.
Og denne Giftpil blev dødelig. Da den franske
Besætning endelig overgav Malta til Englænderne
og da disse øjeblikkelig lod, som de var hjemme,
og indrettede sig paa at blive der, uden at tage
mindste Hensyn til Stormesterens, den russiske
Kejsers Fordringer og Protester, var det hele forbi med
Venskabet. Kejser Paul sadlede nu ganske om;
tidligere havde han raset imod Franskmændene, forbudt
franske Moder og fransk Sprog — en dansk
Skibsfører havde endog faaet Forbud imod at sejle op til
St. Petersborg, fordi Kommandanten i Kronstadt
fandt, at han talte bedre Fransk end Engelsk. Men
Bruddet med England blev Aarsag til Slaget paa
Kjøbenhavns Rhed.
For at sikre den blomstrende Handel og Søfart,
som først under den nordamerikanske Frihedskrig
og senere under Revolutionen var vokset op paa de
nordiske Have, havde Danmark og Sverige i 1780 og
1794 indgaaet et saakaldt væbnet Neutralitetsforbund.
Begge Magter hævdede i Forening, at »frit Skib
(d. v. s. Skib under neutralt Flag) giver fri
Ladning«, og for at sætte denne Grundsætning igennem
lod de danske og svenske Regeringer sine Landes
Handelsskibe sejle ud i større Antal paa en Gang
(en Konvoy) og ledsage (konvojære) af en
Orlogsmand, der med sine Kanoner skulde holde fremmede
Kapere eller Orlogsmænd borte fra de fredelige Skibe.
Thi saa vel Franskmændene som Engelskmændene
holdt et aarvaagent Politi i Søen og vilde gensidig
ikke tillade, at neutrale Magters Skibe bragte
Modstanderen Tilførsel af Ammunition og Vaaben.
Afslutningen af den nordamerikanske Krig
medførte ogsaa fredelige Forhold paa Søen, og
Konvoy-eringen bortfaldt som unødvendig. Men med
Udbruddet af Revolutionskrigen begyndte Kaperierne og
Visitationerne paa ny og dreves med voksende
Vilkaarlighed og Overmod fra begge Sider. England
inddrog nu ogsaa Levnetsmidler under Regrebet
Kontrabande — d. e. Varer, mod hvis Indførsel der var
nedlagt Forbud — og erklærede, at det hævdede Ret
for sig til at undersøge Skibene og ikke agtede at
tage Hensyn, til om de var ledsagede af Orlogsmænd.
Under disse truende Forhold døde den danske
Udenrigsminister A. P. Bernstorff, der med stor Dygtighed
havde forstaaet at hævde Danmarks Neutralitet.
Bonaparte, som ønskede at staa sig godt med
de nordiske søfarende Magter, standsede, saa snart
han var kommen til Magten, de franske
Kape-rier; Konvoyeringen, som Danmark og Sverige
indførte paa ny, blev saaledes væsentlig rettet imod
England. Det kom snart til flere skarpe
Sammenstød, og den 25. Juli 1800 opbragte Englænderne i
Kanalen den danske Fregat »Freja«, Kapt. Krabbe,
efter tapper Modstand, tillige med dens Konvoy.
Der paafulgte nu en livlig og til Tider meget skarp
diplomatisk Pennekrig, der endte med (29. August
1800), at »Freya« tillige med Ivonvoyen blev givet
Danmark tilbage, imod at den danske Regering
forpligtede sig til indtil videre at opgive Konvoyeringen.
For at give sin Fordring større Eftertryk lod
England i Juli Maaned en større Eskadre gaa til Sundet.
Imidlertid var ulykkeligvis Kejser Pauls Ilad til
Bonaparte slaaet over tii Beundring, og straks efter
den engelsk-danske Overenskomst af 29. August 1800
modtog den danske Regering, ligesom den svenske
og prøjssiske, en Opfordring til at forny det gamle
Neutralitetsforbund af 1780, i hvilket ogsaa Rusland
havde været Deltager. Det var saa tydeligt som
muligt i bestemt Modstrid med den nys afsluttede
Overenskomst med England, og den danske Regering
lod sig kun af Ruslands Trusler tvinge til at slutte
435
483 435
Fig. 174. General Macdonald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
