Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 447-448 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet - Den kronede Jakobiner

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bonaparte. Natten mellem den 14.—15. Marts 1804
lod han, tilskyndet af Talleyrand og Fouché, en
Afdeling Dragoner falde ind over Badens Grænser og
opsnappe Hertugen, der blev bragt til Paris og straks
stillet for en Krigsret i Vincennes. Han nægtede at
have noget med Sammensværgelsen at gøre, men
tilstod, at han som Emigrant havde ført Vaaben mod
sit Fædreland, — en Tilstaaelse, der kun kunde have
Døden til Følge. Før Dagen gryede, blev han ført
ud under Fæstningsmuren, en Lanterne blev bundet
ham paa Brystet, for at man kunde have et Maal at
sigte efter, og faa Øjeblikke senere sank den sidste
Condé sammen under Soldaternes Ild.

Hvor stor Forfærdelsen end var over denne
haarde Fremgangsmaade, der paa én Gang bragte
Jakobineren i Erindring, hvor dyb end Medfølelsen
var med den unge Fyrste, der var bleven anklaget
for én Forbrydelse og havde maattet lide Døden for
en anden, gjorde den dog intet Skaar i Bonapartes
Folkeyndest. Senatet, der frem for alle vilde være
ilde stedt, hvis Bonaparte skulde blive styrtet,
benyttede sig af Folkets almindelige Glæde over, at
han ogsaa denne Gang var undsluppen sine og
Fædrelandets Fjender, og besluttede — uden Tvivl i al
Hemmelighed paavirket af Bonaparte selv — sig til at
gøre Brug af sin Ret til at foreslaa en
Forfatnings-forandring. I den nærmeste Tid efter Hertugen af
Enghiens Død foreslog det — »for at ikke
Stats-skibet skulde risikere at miste sin Styrmand uden
ved et Anker at være sikret mod Skibbrud« — at
betro Republikens Ledelse til Napoleon Bonaparte
som Arvekejser. Kun én Mand, Frihedens
utrættelige Forkæmper, Carnot, talte derimod, og den 28.
Floréal Aar XII, 18. Maj 1804 blev Kejserdømmets
Indførelse vedtaget ved en Senatsbeslutning i St.
Cloud.

For at heller ikke Folkets Samstemning skulde
mangle denne Gang, blev der den 6. November
forelagt Nationen det Spørgsmaal til Afgørelse, om
Kejserværdigheden skulde være arvelig i Napoleons Familie.
Og Folket svarede Ja, med 3,500,000 Stemmer imod
2,500.

DEN KRONEDE JAKOBINER.

Den franske Revolution var bleven legemliggjort
i Napoleon Bonaparte, og samme Nat, han lod
Hertugen af Enghien skyde, udtalte han det selv: »Jeg
er den franske Revolution, og jeg vil holde den
oppe.« Efter denne haarde Fremgangsmaade
betragtede hans Fjender i Frankrig ham som
Jakobinis-mens væbnede Repræsentant og kaldte ham spottende
en Robespierre til Hest. I en af de Instruktioner,
som han kort i Forvejen gennem den franske Gesandt
i London lod bringe til den engelske Regerings
Kundskab, hed det: »Første-Konsul er kun 33 Aar gammel;
hidindtil har han kun omstyrtet Stater af anden Rang.
Hvem ved, hvor hurtigt han — om man tvinger
ham dertil — vil kunne forandre Europas Udseende
og mulig genoprette det vesterlandske Kejserrige?«
Tidligere havde hans Tanker taget videre Flugt, og i
Ægyptens Ørkener havde han bygget de dristigste
Luftkasteller. Men Modstanden i Acre, denne
Grushob, som han bittert havde kaldt den ubetydelige

Fæstning, havde spærret ham Vejen til Asien og
foreløbig tvunget ham til at indskrænke sig til
Europa. Men gemt var hos Napoleon ikke glemt, og
Alexander veg kun en Tid Pladsen for Carl den
Store. »Det franske Rige,« sagde han i 1804, »skal
blive Moderlandet for de andre Riger . . . Jeg vil, at
enhver Konge i Europa skal være nødt til at bygge
sig et mægtigt Slot i Paris; naar de Franskes Kejser
krones’, skal Kongerne give Møde dér, forherlige
denne stolte Ceremoni med deres Nærværelse og
hilse den med deres Hyldest.« Og han begrundede
denne Tanke. »Der vil ikke blive Ro i Europa,
før det staar under ét Overhoved, en Kejser, der
har Konger til Embedsmænd og tildeler sine
Generaler Kongeriger; gør én til Konge af Italien, en
anden til Konge af Bayern; en til »Landamman« i
i Schweiz, en anden til Arvestatholder i Holland, og
som tillige overdrager dem de kejserlige Hofembeder,
som Overhofmundskænk, Overhofmarskalk,
Overhofjægermester, Overhofkøgemester o. s. v. Man vil
mulig sige, at denne Plan ingenlunde er ny, men
kun en Efterligning af den gamle, tyske
Rigsforfat-ning. Men der gives intet, absolut nyt. De politiske
Indretninger gaar rundt i Kres, og man maa ofte
gaa tilbage til det, der tidligere har været.«

Det var i Overensstemmelse med denne Tanke
og med den Overbevisning, at hans storartede Planer
bedst vilde kunne gennemføres, naar de blev ledede
i gamle traditionelle Spor, at Napoleon, Revolutionens
Søn, i September 1804 lod sig hylde af sine tyske
Undersaatter i Aachen, Carl den Stores gamle By,
og bevægede selve den hellige Fader til at komme
til Paris for at fuldbyrde den kirkelige Indvielse af *
hans Værdighed. Carl den Store havde dog selv
begivet sig til Rom for at dér blive kronet; det
franske Kejserriges Magt, selv over Kirkens
Overhoved, kunde kun blive saa meget mere
iøjnefaldende, ved at Kroningen foregik i Paris. Derved
vilde Hovedstaden ved Seinen paa en Maade faa sin
Indvielse som det nye Rom. Paa alle Maader lod
Napoleon forstaa, at han ikke ved at lade sig krone
af Paven agtede at antyde et Afhængighedsforhold over
for ham. Paa Kroningsdagen, den 2. December 1804,
lod han ham vente paa sig, og da Paven, som
Programmet lød, vilde tage den gyldne Laurbærkrans
for at krone ham med den, greb Napoleon den
hurtig og satte den selv paa sit Hovede, ligesom han
ogsaa egenhændig kronede sin Hustru Josephine.

Hvad Paven opnaaede for sin Føjelighed, var ikke
stort andet end, at Napoleon lod sig kirkelig vie -til
Josephine og at den gregorianske Kalender med alle
dens Fest- og Helgendage fra 13. Januar 1806 skulde
afløse den republikanske.

Napoleon, den enevældige af Folket valgte Hersker,
vilde ved Kronings - Ceremonien, som foregik med
overordentlig Pragt, sætte bestemt Skel mellem før
og nu. Det havde først været paa Tale, at
Kroningen ligesom den store Bastillefest skulde foregaa
paa Marsmarken, men Napoleon vilde ikke tillade
det. »Den Gang var Folket suverænt,« sagde han,
»alt skulde foregaa i dets Paasyn. Lad os vogte os
for at give det Anledning til at tro, at det forholder
sig saaledes endnu.« Ogsaa de lattermilde Pariseres
Lyst til overalt at finde noget komisk og naragtigt,
frygtede han. »De er vant til at se vore store

483

448

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>