Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPA INDTIL 1815
Gardechasseurs af og dannede øjeblikkelig med
op-plantet Bajonet en Vagt i Firkant, bevægende sig
frem, hvor han gik. Staldmesteren med Rideknægte
og Kejserens 7—8 Haandheste sluttede sig til, om
han vilde staa til Hest. Alle Vegne, hvor
Hovedkvarteret blev
opslaa-et, sørgedes der straks
for et Arbejdskabinet.
Paa et Rord midt paa
Gulvet udbredte
Direktøren for det
topografiske Rureau
Kortene over
Krigsskuepladsen og angav med
brogede Flag paa
Knappenaale de
forskellige Opstillinger.
I et Hjørne stilledes
der Rorde for
Kejserens fire
Gehejmese-kretærer; medens han
selv gaaende op og
ned ad Gulvet
raad-førte sig med Kortene
og dikterede sine
Befalinger , havde disse fuldt op at gøre med at
skrive dem ned; thi Napoleon talte saa rivende
hurtigt, at de maatte danne sig en Art Stenografi for at
kunne følge med.
Napoleon havde den for en Feltherre uvurderlige
Evne ganske at kunne rette sig efter de
forhaandenværende Omstændigheder. Hans Maaltider var altid
korte, særlig i Felten; Middagen varede højst et
Kvarter. Straks efter Kl. 7-8 Aften gik han til Ro og
sov til Kl. 1; uden for Sengekammerdøren laa altid
om Natten hans Livmameluk Rustan. Saa stod han
op og begyndte sit Arbejde for den følgende Dag
med hastig Dikteren af Ordrer, Afsenden og
Modtagen af Ordonnanser. Laa Tropperne i Rivouak
Natten før et Slag, gik Kejseren gerne ud og saa’
paa Pladsen. Snart standsede han her og passiarede
med en Skildvagt, snart der og varmede Hænderne
ved Lejrilden, spurgte Soldaterne, hvad de kogte i
Gryden, snakkede med dem om deres Redrifter i den
eller den Rataille, kendte Masser af dem ved Navn,
fortalte dem om de Planer, han havde, for at slaa
Fjenden i det kommende Slag, og lo og morede sig
over deres Indfald og Svar. Det var paa disse
Ekspeditioner, at man ret fik Øje for det mærkelige,
fortrolige Forhold, der herskede mellem den
intelligente, ræsonnerende franske Soldat og »den lille
Korporal«, for hvis legemlige og aandelige
Overlegenhed alle maatte bøje sig. »De maa ha’ en
Skrue løs!« sagde en Grenader til ham før Slaget
ved Eylau, »at De har ført os ud paa saa forbandede
Veje « — »Taalmodighed, min Ven, om fire Dage
skal I være i Kvarter.« — »Godt, lad gaa! men
varer det længer, er det vist bedst, at vi sørger for
os selv.«
Napoleon begyndte i Reglen Angrebet henad Kl.
5 om Morgenen og søgte i Nærheden af Reserven
et Sted, hvorfra han havde fri Udsigt over
Slagmarken. Gaaende frem og tilbage fulgte han Slagets
Gang, snakkede med sine Omgivelser, modtog
Rapporter og afsendte sine Ordrer, stundom ledsagede
af eftertrykkelige Opmuntringer til at gaa paa. I
Reglen afslog han at sende Forstærkninger. Slaget
trak ud til Kl. 4 om Eftermiddagen; saa steg
Kejseren til Hest, og alle vidste, hvad det betød. »Nu
gaar det løs,« hed det i Rækkerne. Fra de friske
Reservetropper løftede sig da med ét Raabet:
»Kejseren leve!« det bølgede foran ham helt ud i
Kamplinjen, overdøvende Kamptummelen og forfærdende
Fjenden, som var bleven holdt i Aande ved 11 Timers
Kamp, og som vidste, at nu forestod Hovedangrebet,
uden at han anede, hvor det kom. »Kejseren leve!«
Med dette berusende Regejstringsraab rungende for
Ørene saa’ de kæmpende Tropper den ubetvingelige
lille Korporals kendte Skikkelse ride frem: her holdt
han stille for at takke en Afdeling for dens Mod, her
for at kalde en Mand frem ved Navn og hæfte
Æreslegionens Kors paa hans Rryst; og med hans
Ankomst i Kamplinjen var Sejren altid vundet og
den lille Korporal mere forgudet af sine egne og
mere frygtet af Fjenden end nogen Sinde før.
Jo nærmere man imidlertid kom Napoleon, des
mindre Rum blev der sikkert for Tilbedelse. Han
havde i Konsulatets Dage, hans største og lykkeligste
Tid, da hans og Frankrigs Interesser endnu faldt
sammen, omgivet sig med de ypperste Mænd af alle
Retninger; han havde været utrættelig i at indhente
Oplysninger, i at diskutere Sagerne og fremkalde
Modsigelse for at faa enhver Side saa fuldt belyst
som muligt. Men efterhaanden som hans Magt
voksede, fjernede han lidt efter lidt alle dygtige og
Fig. 187. Dronning Louise af Prøjssen i Husaruniform. Kejser
Wilhelm II’s Oldemoder.
selvstændige Mænd og omgav sig uden for Arméen
med lutter Ubetydeligheder, som slavisk udførte
ethvert af hans Bud. »Dette gode Instrument,« sagde
han og pegede paa sin Pande, »er mere nyttigt end
Fig. 186. General Junot.
457
466
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
