Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Fig. 190. Andreas Hofer.
tidligere franske General Bernadotte kaldtes i sit ny
Fædreland. Thi Zarens højtidelige Ord om ikke at
nedlægge Vaabnene, før del forurettede Danmark
havde faaet Oprejsning for 1807, blev nu i
Virkeligheden til, at han
egenmægtig
sønderdelte den
dansknorske Ståt.
Fyrsterne af Guds
Naade havde intet at
lade den kronede
Jakobiner høre.
Medens
Napoleon udad til med
en forbavsende
Behændighed gav det
Præg af, at han
atter var den
angrebne Part, og
med sin fulde Kraft
drev paa de uhyre
Rustninger, var han
i sit Indre helt
optaget af endelig
at skulle føre det afgørende Slag. »Jeg føler mig,«
sagde han selv, »drevet hen mod et Maal, jeg ikke
kender. »Naar jeg naar det, vil et Fnug være nok
til at styrte mig — men indtil da formaar alle
Menneskers Anstrengelser intet imod mig!« Han
havde for 12 Aar siden paa den direkte Vej mod
Maalet løbet Panden mod Muren af St. Jean d’Acre
og maattet gaa en anden Vej, og denne Omvej var
bleven baade lang og blodig. Det var, naar han
tænkte paa Historiens Dom over denne Omvej, at
han udbrød, at man burde vise Verden, hvor Cæsar
vilde have gjort den lykkelig, hvorledes alt vilde
være blevet anderledes, hvis der var bleven givet
ham Tid til at udføre sine store Planer.
Men det var jo muligt, at det ogsaa kunde komme
til at knibe med Tiden for Napoleon. Ogsaa hos
ham havde Tiden
gjort sin
Indflydelse gældende.
Hans Levemaade
var lige saa
tarvelig som før.
Middagen ved det
kejserlige Taffel i
Paris varede kun 10
—12 Minuter; men
han var bleven
førladen, hans Hud
havde faaet en mat,
blegfed Tone, og
han var bleven
mindre hurtig,
mindre bevægelig.
Allerede 1805 havde
han selv sagt: »Man
kan kun føre Krig
i en vis, bestemt
Tid ; 6 Aar endnu duer jeg dertil, da maa jeg ogsaa
holde op.« De 6 Aar var forløbne, men Napoleon
kunde endnu ikke tænke paa at stikke Sværdet i
Skeden; hos ham alene var »den hellige Ild« ikke
Fig. 191. Marie Louise. Napoleons
anden Hustru
slukket. Den skulde endnu blusse op i klare
Flammer, inden den blev kvalt. »Jeg har lært, hvad jeg
kan byde mine Øjne og mine Ben af Anstrengelse,
men for min Aandskraft kender jeg ingen Grænser.«
Men en stor Fare saa’ enkelte af de skarpeste
Iagttagere omkring Kejseren deri, at han efterhaanden
havde fjernet sig langt fra sin Armé. Det stive
Ceremoniel havde, særlig efter hans Bryllup med Marie
Louise, bidraget sit dertil; Paraderne blev
indskrænkede og mistede deres instruktive Karakter, og
Kejseren begyndte, efterhaanden som han fik større
Masser at manøvrere med, at blive fremmed for sine
Soldater. Naar han som Første-Konsul en Dag ved
Paraden havde uddelt Æressabler til sine Krigere,
spiste de alle ved hans Bord — Officerer og Menige
— sammen med hans Hustru, Ministrene og
Senatorerne. Og en saadan Hæder glemtes aldrig. Men
disse Tider var forbi. Naar han efter 1810 ved en
Parade havde udmærket en Del af sine Officerer og
Soldater, blev de inviterede til en fortræffelig Middag
i en Restaurant, men Befalingsmændene for sig og
Menige for sig. Det var et Gilde; men det var
ikke den samme Ære at lade sig flot bespise paa
Kejserens Bekostning som
at faa en tarvelig Middag
ved General Bonapartes
eget Bord.
Ogsaa Forholdet til
hans Generaler var helt
anderledes end før. Han
var ikke længer
Vaaben-fællen, Feltherren, han
var kun Kejseren. Og
hans unge, hurtige
Generaler, udsprungne af
simpel Stand og begærlige
efter at udmærke sig i
deres tilbedte Krigsherres
Øjne var nu satte Mænd,
mange af dem endog
ophøjede i Fyrstestanden og overlæssede med Ære
og Rigdom, mætte af Nydelser og uden noget Maal
at stræbe efter, langsomme i Vendingen, naar de
efter et Fredens Pusterum atter blev kaldte til Vaaben
og til den anstrengende Tjeneste under Fanerne. »Den
hellige Ild var slukket hos dem,« sagde Napoleon
om dem, »de havde gerne tilkøbt sig Ro og det for
enhver Pris.«
Tidlig paa Aaret i 1812 blev Prøjssen og Østerrig
tvungne til at slutte Forbund med Napoleon og stille
et betydeligt Antal Tropper til hans Raadighed. Hele’
Foraaret var Vejene i Mellem-Europa overfyldte med
Soldater: Ryttere, Fodfolk, Artilleri o. s. v., der alle
drog mod Øst, som en Græshoppesværm fortærende
alt, hvor de drog frem. Thi Napoleon havde hidtil
altid ført Krig paa sin Modstanders Bekostning. For
første Gang maatte han ogsaa tage denne Side i
Betragtning; thi Rusland var ingen veldyrket Have som
den lombardiske Slette eller Donaudalen. Hvad der
var nødvendigt til Livets Ophold maatte bringes
med, og urigtige Beregninger kunde medføre de
skrækkeligste Følger.
Den 23 Juni gik Napoleon over Niemen og stod
nu paa Ruslands Grund. Af de 600,000 Mand, som
han holdt under Fanerne i dette Felttog, stod 450,000
483 475
Fig. 192. Bernadotte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
