Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPA INDTIL 1815
ved Grænsen. Hovedstyrken, 380,000 Mand, dannede
Centrum under Kejserens egen Kommando, medens
den venstre Fløj, 30,000 Mand, mest Prøjssere, stod
ved Tilsit, og en 40,000 Mand, Østerrigere, paa den
galiciske Grænse som højre Fløj. Her imod kunde
Russerne, der hurtig havde sluttet Fred med Tyrkiet,
kun stille to Armé-Korps (150,000 Mand); det ene,
Nord-Arméen, ved hvilken Zaren selv var til Stede,
under Barclay de Tollys Kommando, det andet Korps,
50,000 Mand, under Fyrst Bagration. Mindre
Afdelinger, som bragte hele den russiske Styrke op til
220,000 Mand, stod i det sydlige Polen og ved
Nie-mens nedre Løb.
Den mere end dobbelte Overmagt og Napoleons
Navn betog de russiske Generaler Lysten til at stille
sig imod ham og standse hans Indtrængen med
Vaabenmagt. Zaren ønskede at gøre Front mod Fjenden
ved Drissa, og der var intet, Napoleon hellere vilde,
end i »et godt Slag«, d. v. s. i et afgørende Slag
ødelægge sine Modstandere, saa Vejen stod ham
aaben. Men Ruslands Skytsaand vilde det
anderledes. Zaren rejste misfornøjet bort, da den faste
Stilling ved Drissa, bag Dvinafloden, maatte opgives.
Barclay og Bagration blev skilt fra hinanden ved
Napoleons hurtige Marcher og var saaledes, enkeltvis,
endnu mindre i Stand til at tage Kampen op med
Overmagten; Tilbagetoget var dermed en afgjort
Sag.
Det var en Krigsførelse, som hverken Napoleon
eller hans franske Tropper var vant til. Ingen Sejre
at vinde, ingen eventyrlige Kampe at bestaa, ingen
»G/ozre« at erhverve. Allerede en Uge efter, at
Tropperne var gaaet over Grænsen, maatte Kejseren
gøre Holdt i Vilna og lade dem hvile ud i hele tre
Uger; da var der alt deserteret 30,000 Mand og
25,000 laa syge paa Hospitalerne. Napoleon haabede
at indhente og knuse Russerne ved Vitebsk, og —
da han kun fandt deres forladte Lejr — senere ved
Smolénsk, Nøglen til det egentlige Rusland.
Men ogsaa her slåp Russerne ham af Hænde,
dog først efter en blodig Kamp med Ragtroppen.
Men Byen blev ikke rømmet, før der var sat Ild
paa alle Oplags- og Varehuse.
Og nu begyndte Elendighederne først for Alvor.
Tidligere var Hæren gaaet igennem de venlig sindede
Polakkers Land, nu kom den ind i selve Rusland,
hvor hver eneste Mand var en fanatisk Fjende. Alle
Landsbyer var brændt ned, naar Franskmændene
kom, alt Korn og alt Kvæg forsvundet. Arméen
førte Levnetsmidler med sig i rigelige Mængder, men
Vejene vare ufremkommelige, og Trækdyrene
styrtede i store Mængder om af Udmattelse. Hver Dags
March Øst paa fra Smolénsk kostede Napoleon
3000 Mand. Da han i Begyndelsen af September
naaede Floden Moskva, havde han af sine 380,000
Mand mistet 175,000, medens Kutusoff, der havde
afløst Barclay som Overkommandant, stadig fik
Forstærkning og kunde holde ca. 100,000 Mand paa
Benene. Den 6. stod det blodige Slag ved Borodino,
der kostede 40,000 Franskmænd ca. 30,000 Russere
Livet, og som hverken var en Sejr for Napoleon
eller for Kutusoff. Dog vovede denne ikke ved
endnu et Slag at søge at holde Franskmændene ude
fra Moskva, men besluttede ogsaa at opgive denne Ry.
Den 14. September holdt Napoleon sit Indtog i
Ruslands hellige By. Men Gaderne var tomme, ingen
Mennesker viste sig, ingen Øvrighedsperson kom for
at gøre ham sin Opvartning. Byen var som uddød.
’Og Napoleon maatte erkende, at det var ikke en
erobret, men en forladt By, han trængte ind i.
Dog nu var han her. Byen var rig, fuld af
store Forraad.
Men om Natten begyndte den at brænde.
Guvernøren, Rostopchin, havde ladet stikke Ild paa rundt
omkring. Og maalløs af Harme og magtesløs overfor
Ilden stod Napoleon paa Slottet Kreml og saa’ ud
over Branden, der i faa Timer fortærede alt, hvad
hans Soldater skulde have levet af Vinteren over.
Og trods alle Napoleons Breve til Zaren, trods
hans Fredsforslag, intet Svar — samme uhyggelige
Ro. Det var aabenbart, at Russerne kun ventede
paa den uimodstaaelige hvide Forbundsfælle, den
skrækkelige russiske Vinter — ligesom i sin Tid
Fig. 193. Marskal Ney.
Hollænderne ventede paa Havet — for ganske at
gøre det af med den indtrængende Fjende.
Moskvas Brand betød altsaa: Tilbage. Alle Drømme,
alle Luftkasteller svandt bort i Røgen fra den
brændende By. Moskva blev Napoleons andet Acre —
en Grushob som den.
Efter et skæbnesvangert Ophold i Moskva paa 5
Uger maatte Kejseren give Ordre til Tilbagetoget. I
Dagene 19.—23. Oktober forlod Hæren den ødelagte
By. Napoleon ønskede at gaa en anden Vej tilbage,
men Russerne, der snart var i Flanken, snart i
Hælene paa ham, tvang ham tilbage paa
Smolensk-Vejen. Nu var det ham, der vilde undgaa Slag.
Vejret var i de sidste Dage af Oktober og de
første af November smukt, med Sol og let Frost.
Vinteren kom 1812 i Virkeligheden langt senere end
ellers; først den 6. November begyndte det at sne,
og den 7. faldt det ind med stærk Kulde, 8—12
Grader, og Snestorme. Arméen var utilstrækkelig
forsynet med Klædningsstykker til en russisk Vinter og
457
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
