Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
ved Siden af sig, en spøgelseagtig Hær, stivnet i
Dødens Rædsel.
Den glimrende Modstand havde tilintetgjort
Russernes Planer, og de russiske Hære, der alt var
stærkt medtagne af Kulden, var ikke i Stand til at
forfølge de Franske med Kraft. Napoleon drog
videre, kun forulempet af de stadige Kosaksværme.
Men nu tog Vinteren først rigtig fat; snart steg det til
30 Graders Kulde, og Soldater, som hidtil havde
holdt Stand, kastede Vaabnene. Den 5. December
samlede Napoleon sine Generaler til Krigsraad i
Smorgonj. Der lod han Eugen oplæse dem den 29.
Bulletin, i hvilken han for første Gang gav Frankrig
og sine Allierede Oplysning om den Ulykke, der
havde ramt den mægtige Storarmé. Den talte dog
ikke om hele Ulykken, men kun om den Del, der i
Øjeblikket ikke lod sig skjule, nemlig Tilbagetoget.
Den russiske Vinter fik Hovedskylden, og om
Armeens Opløsning taltes kun i tilslørede Vendinger.
Og for at Kejserens Fjender ikke skulde tro, at han
havde tabt Kræfterne
eller Modet under disse
Forhold, lader han
Bulletinen ende med de
Ord: Hs. Majestæt
Kejserens Sundhedstilstand
har aldrig været bedre.
Men de faa
hjemvendte Soldater var ikke
saa tavse som
Isstøtter-ne paa Beresinas
Bredder, og Efterretningen
om Ruslandstoget 1812
vakte Forfærdelse over
alt i Europa. Dog ikke
Forfærdelse alene. Den
vakte nyt Mod hos de
undertrykte og kaldte
varme og stærke
Forhaabninger til Live.
Efter at Prøjssen
ved Freden i Tilsit
1807 var bleven
indskrænket tiL omtrent det halve af sit Omraade,
efter at dets Finanser var blevne ødelagte og dets
Hær paa Napoleons Bud reduceret i den Grad, at
der ikke længer kunde være Tale om at værne
Landets Grænser, havde dygtige og energiske
Fædrelandsvenner, støttede af den elskede Dronning Louise
og med Friherre von Stein, Hardenberg og
Scharn-horst i Spidsen, arbejdet paa at omdanne den
prøjssiske Ståt. Ved at fjerne gamle Misbrug og
Uretfærdigheder, ophæve trykkende Monopoler og
Privilegier, frigive Bondestanden, give Kommunerne større
Selvstyre, kort sagt, ved Reformer i liberal Retning
vilde de vække Borgernes Fædrelandskærlighed og
Selvstændighedsfølelse. Og det lykkedes. Alle
Samfundslag var nu ’fuldt vaagne og ivrig optagne af
de hemmelige Forberedelser til Kampen mod
Tyrannen. Selv i Offlcerskrese, hvor den absolute
Lydighed mod Krigsherren var indprentet som intet
andet Sted, sejrede den nationale Følelse over den
monarkiske. Allerede i 1809 havde Kaptajnerne Katt
og Schill samt Hertug Frederik af Brunsvig hver for
sig søgt at rejse Opstande mod Fremmedherredømmet.
483
Og saadanne Udbrud af Forbitrelse og Harme skyldtes
ikke blot yngre Mænd, Fusentaster maaske. Men selv
strengt gammeldags Mænd som Generalerne Blücher og
Büiov gik imod Regeringen og forlangte, at man »med
eller uden Kongen« skulde hjælpe Østerrig i Kampen
mod Napoleon. Og den 30. December 1812
afsluttede General York, der kommanderede
Napoleons prøjssiske Hjælpekorps, som stod ved Riga lige
over for Russerne, en Konvention med disse i
Tau-roggen, at han i to Maaneder ikke vilde kæmpe mod
Russerne, selv om Kongen af Prøjssen ikke vilde
anerkende Overenskomsten og vilde befale ham at
støde til Resterne af den franske Hær. Det var paa
egen Haand at kassere den prøjssiske Regerings
For-bundstraktat med Napoleon, og det vilde under andre
Forhold have kostet den brave York hans Hals.
Men nu var det et Ord i rette Tid. Vei rystede
Kong Frederik Wilhelm af Skræk for Følgerne og
forlangte straks York afsat. Men i hele Tyskland
vakte hans Optræden voldsom Jubel; »man følte
deri den nationale
Bevidstheds Pulsslag.« Den
5. Februar 1813 traadte
de østprøjssiske Stænder
sammen i Kønigsberg og
vedtog efter en ildfuld
Tale af York forskellige
Forslag til Landets
Forsvar.
Og ikke blot i
moralsk, men ogsaa i
militær Henseende fik
General Yorks Frafald stor
Betydning. Russerne fik
frie Hænder,
Franskmændene maatte opgive
Weichsellinjen og gaa
tilbage. Og den 27.
Februar indgik Prøjssen,
til Trods for sin gamle
Mistro til Zaren i
Spørgsmaalet om Polen,
Forbund med Rusland og
erklærede den 17. Marts Napoleon Krig. Til
Forbundet sluttede sig ogsaa England og Sverige. Thi
Løftet om Norge fristede Kronprins Bernadotte, og
dette blev ham nu garanteret af England. Østerrig
holdt sig foreløbig neutral.
Medens Napoleons Modstandere sluttede sig
sammen, udfoldede han selv den vidunderligste
Virkekraft. Han blev atter sig selv fra Konsulatets Dage;
hans internationale Politik, der saa lidet var faldet
sammen med national fransk Politik, var opgivet.
Den skarpsindige Talleyrand ramte Sømmet paa
Hovedet, da han sagde: »Det er paa Tide nu, at
Kejser Napoleon igen bliver Konge af Frankrig.«
Men selv om det franske Folk ingen Interesse havde
haft for Napoleons Verdensplaner, vilde det dog nok
hævde sin Stilling som det første Folk i Europa, og
Napoleon fik atter en mægtig Forbundsfælle i den
franske Patriotisme og Nationalforfængelighed. Det
kunde ogsaa gøres behov, thi han fordrede kolossale
Ofre. Ikke blot en halv Million af hans Soldater,
deriblandt mange Generaler og højere Officerer, laa
paa Ruslands Ismarker, men ogsaa det meste af
484
Fig. 196. Napoleons Farvel til sin Garde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
