- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
491-492

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som en Ydmygelse. Saa var dog Napoleon trods alt
en ganske anden Hersker. Der var Storhed, der var
»Gloire«!

Napoleon kendte sit Folk og han kendte sine
Folk. Han behøvede næppe at vise sig, før alle
styrtede ham jublende i Møde. Marskal Ney, der
havde kysset Ludvig XVIII’s Haand med de Ord:
»Jeg skal bringe Deres Majestæt Napoleon i et Bur!«
gik Dagen efter over til ham med flyvende Faner og
klingende Spil. Den trefarvede Fane udfoldedes atter,
»Ørnen fløj fra Taarn til Taarn«. Og medens Napoleon
som i Triumf drog til Paris, maatte Ludvig XVIII med
samt sit l’ancien régime pakke sin Kuffert og skynde
sig bort.

Fig. 201. Napoleon paa Dødslejet.
Fig. 201. Napoleon paa Dødslejet.


Det store Folk viste vel Begejstring over
Napoleon; han udstedte en fri Forfatning, der blev
højtidelig vedtaget paa Marsmarken. Men i de højere
Samfundskrese herskede der Uro og Mistillid imod
ham. Thi ingen stolede paa hans gyldne Løfter om
Fred og Frihed. Og ligesom Herskerne paa Wiener
Kongressen hidtil kun paa ét Punkt havde været
fuldstændig enige, at Fyrsterne af Guds Naade frit
skulde have Lov til at plyndre de mindre Stater
og røve fra dem efter Evne, blev de nu enige paa
ét til, at den kronede Jakobiner, »den korsikanske
Varulv«, til hvis Gunst de tidligere havde bejlet,
og af hvis Naade og Gaver adskillige havde levet,
skulde slaas til Jorden. Den 13. Marts udtalte de
da ogsaa Fredløshedserklæringen over ham og lovede
hinanden ikke at nedlægge Vaabnene, før de havde
fældet »Fjenden og Ødelæggeren af Verdens Ro«.
Imod Napoleons Ordre havde Murat begyndt Angrebet
i Italien, men blev slaaet og gav derved Østerrig
fri Disposition over saa mange flere Tropper. 800,000
Mand rykkede nu fra alle Sider frem mod de franske
Grænser. Dog blev Belgien Kampens Skueplads, da
Napoleon med sine 125,000 Mand drog her op for
at hindre Englænderne i at forene sig med Prøjs-

serne. Det lykkedes ham at slaa disse ved Ligny
den 16. Juni, men han formaaede ikke at kaste dem
saa langt tilbage, at de ikke, hjulpne ved General
Grouehy’s Forsømmelighed, to Dage senere kunde
iværksætte Forbindelsen. Den 18. Juni slog
Englænderne og Prøjserne under Wellington og Blücher
Napoleon ved Waterloo og Belle Alliance og sprængte
hans Hær.

Dette Nederlag afgjorde hans Skæbne. Fire Dage
senere nedlagde han Regeringen til Fordel for sin
Søn , hvortil der dog ikke blev taget Hensyn.
Ludvig XVIII besteg den 8. Juli for anden Gang
Tronen, og Napoleon, som fandt sig skuffet i Haabet
om, fra Rochelle at kunne slippe over til
Nordamerika, foretrak at overgive sig til Kapt. Maitland,
Chef for Fregatten Bellerophon, der med andre
engelske Orlogsmænd kryssede uden for Havnen, frem
for at falde i Hænderne paa Bourbonerne, som agtede
at lade ham skyde.

Den 30. Juli blev det paa Plymouths Red
forkyndt Napoleon, at den engelske Regering ikke mente
at kunne forsvare for sig selv at lade General
Ronaparte beholde sin personlige Frihed ubeskaaret., da
det stedse maatte befrygtes, at han vilde forstyrre
Europas Fred. Den havde derfor besluttet at
hensætte ham paa St. Helena. Luften var sund, og han
vilde, paa Grund af Øens fjerne Religgenhed, kunne
faa mere Frihed til at bevæge sig, end der ellers
vilde kunne være Tale om.

Kort efter blev han af de forbundne Fyrster
erklæret for Europas Fange.

Den 10. August stod Linjeskibet
»Northumber-land« til Søs med »General Bonaparte« om Bord og
eskorteret af to Fregatter.

Dagen før Napoleon havde overgivet sig til
Englænderne, var de forbundne Tropper, under
Wellington som Overgeneral, for anden Gang rykket ind i
Paris. Efterretningen om Napoleons Nederlag ved
Waterloo havde vakt blodige Uroligheder i Provence,
hvor Royalisterne nu tog Hævn over Jakobinere og
Bonapartister. Men de fremmede Troppers
Tilstedeværelse bragte dog snart Ro til Veje, og ved
hemmelige Underhandlinger med Fouché, der provisorisk
havde overtaget Regeringens Ledelse, lykkedes det
Wellington paa fredelig Maade at sikre Bourbonernes
Tilbagekomst. Da Zaren og de med ham forbundne
Fyrster for anden Gang drog ind i Paris, sad
Ludvig XVIII atter paa sine Fædres Trone.

Den anden Pariserfred sluttedes den 20.
November 1815. Af Land mistede Frankrig kun Savoyen
og Nizza. Men det forpligtede sig til at betale ca.
700 Millioner Fres. i Krigsomkostninger samt til at
underholde en Styrke paa 150,000 Mand af de
Allieredes Tropper, der i tre Aar skulde ligge i
Nordfrankrig for at sikre Landet selv og Europa Fred
og Ro. Endelig maatte den franske Regering
forpligte sig til at tilbagelevere alle under
Napoleonskrigene bortførte Kunstværker.

Da Freden blev undertegnet, var Napoleon alt
gaaet i Land paa St. Helena. Ørnen var sat i Bur.
Men den trivedes kun slet i Fangenskab. Efter et
Forløb af 6 Aar, der forbitredes ham ved
Smaalighed og Drillesyge fra hans Fangevogter, døde
Napoleon Bonaparte den 5. Maj 1821.

*


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0252.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free