Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skjøndt det er hele otte Aar siden, jeg saa’ Dem
sidste Gang. De var et Barn endnu dengang. Jeg
hedder Lavretzky. Er Deres Mama hjemme? Kan
jeg komme til at tale med hende?
— Det vil være Moder en stor Glæde, svarede
Lisa: — hun vèd, at De er kommet.
— Hedder De ikke Elisaveta? spurgte
Lavretzky, medens han gik op ad Trappen.
— Jo jeg gjør.
— Ja, jeg kan meget godt huske Dem; De
havde allerede dengang et af de Ansigter, som man
ikke glemmer igjen; jeg havde altid Konfekt med
til Dem.
Lisa rødmede og tænkte: »det var da et
besynderligt Menneske!«
Da de kom op i Forstuen, blev Lavretzky
staaende der et Øjeblik. Lisa gik iforvejen ind
i Modtagelsesværelset, hvorfra Lyden af Panschins
Stemme og Latter trængte ud i Entreen: han
var netop ifærd med at fortælle Marja Dmitrievna og
Gedeonovsky, som allerede var kommet op fra Haven
igjen, en Bunke Bysladder, og han lo selv højt over
dèt, han fortalte. Da Marja Dmitrievna hørte Navnet
Lavretzky, blev hun forvirret, blegnede, og gik sin
Gjæst imøde.
— Velkommen, velkommen, kjære Kusin!
udbrød hun i en drævende, næsten klynkende Tone:
— hvor det glæder mig at se Dem igjen!
— Goddag, kjære Kusine, svarede Lavretzky,
og trykkede hjerteligt den Haand, der blev rakt
ham: — naa, hvordan har De havt det i al den Tid?
— Sæt Dem, sæt Dem dog, kjære Fedor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
