Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Porten af, var overgroet med Nælder, saa grønne
og tætte som Hamp; der stod ogsaa et endnu vel
vedligeholdt Korn-Skur, som var tømret af Egeplanker.
Det var Vassiljevskoje!
Postillonen drejede for at kjøre ind, og holdt
Hestene an; Lavretzkys Tjener rejste sig op paa
Bukken, lavede sig til at springe ned og raabte:
Hejdal Der lød en hæs, dump Gjøen, men man
saa’ ingen Hund. Hejda! raabte Tjeneren igjen, og
lavede sig for anden Gang til at springe ned. Et
Øjeblik efter kom en Mand, med snehvidt Haar og
som var iført en Nankins Kaftan, løbende — ja det
var ikke godt at vide hvorfra; han holdt Haanden
op for Øjnene og skyggede mod Solstraalerne, saa’
paa Tarantaszen, klaskede sig pludselig med begge
Hænder paa Laarene, trippede endnu et Øjeblik
uroligt om paa den Plet, hvor han stod, og styrtede
saa hen og trak Porten op. Tarantaszen rullede
ind i Gaarden, hvor dens Hjul trykkede Nælderne
ned, og holdt oppe foran Hovedtrappen. Den
hvidhaarede Mand — en Olding, der endnu var sund
og stærk — stod allerede og skrævede paa det
nederste Trappetrin, med Benene sat skraat ud fra
hinanden; han knappede Forlæderet op, slog det
rask tilbage, hjalp sin Herre at stige ud, og kyssede
i det samme hans Haand.
— Goddag, Gamle, Goddag! sagde Lavretzky:
—■ Du hedder Anton, ikke sandt? Naa, lever Du
endnu?
Den Gamle svarede ikke, men bukkede dybt,
og løb saa efter Nøglerne, Medens han ledte efter
dem, blev Postillonen siddende saa stiv som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
