Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
skyggefuld, og den Mængde gamle Lindetræer, der
stod, havde gjerne kunnet faa En til at studse, saa
store var de og saadant et besynderligt Virvar
dannede deres Grene: de var plantet altfor tæt ved
Siden af hverandre, og det var nu længe, maaske
over hundrede Aar siden, de var blevet beskaarede.
I den ene Ende af Haven laa der en temmelig stor,
klar Dam, som var omgivet med højt, rødligt Siv. —
Sporene af Menneskers Tilværelse slettes hurtigt
ud: Glafyras Bolig var vel endnu ikke blevet til
et rent Vildnis, men lod alligevel til at være
sunken hen i hin rolige Døs, hvoraf Alt her paa
Jorden overvældes, saasnart det ikke berøres af
Menneskets urolige Færd. . . Fedor Ivanovitsch gik
ogsaa ned gjennem Landsbyen : Fruentimmerne stod
ude paa Dørtærsklen til deres Hytte, med Haanden
under Kinden, og stirrede paa ham; Bønderne hilste
ham paa Afstand; Børnene løb deres Vej; og Hundene
udstødte en ligegyldig Bjæffen.
Langt om længe følte han sig sulten og
begyndte at længes efter at faa noget at spise.
Tjenerskabet, deriblandt Kokken, kunde først indtræffe
henimod Aften; Kærren med Mundforraadet var
endnu ikke kommen fra Lavriky, — der var altsaa
ikke andet for at gjøre end at betro sig til Anton.
Han tog strax sine Forholdsregler: man fangede,
slagtede og plukkede en gammel Høne; Apraxia
skrabede og gned længe paa den, ja hun vaskede
den formelig som et Stykke Linned, før hun puttede
den i Gryden; da den var kogt, dækkede Anton
Bord og rettede an: foran Kuverten satte han et
sølvpletteret Saltkar paa tre Ben, der var blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
