Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
— Tillad mig at gjøre Dig opmærksom paa,
sagde Lavretzky: at vi sover sandelig ikke for
Øjeblikket, hvorimod vi ganske vist ikke under de
Andre her i Huset Ro til at sove. Vi skraaler os
Halsen hæs, ligesom Hanekyllinger. Vil Du høre,
det er allerede det tredje Hanegal!
Mikalevitsch kunde ikke lade være at le, og
blev mere stilfærdig. — Ja ja, saa imorgen! sagde
han smilende ... og ståk sin Pibe ned i
Tobakspungen.
— Ja imorgen! gjentog Lavretzky . . . De to
Venner blev dog siddende en Timestid endnu og
passiarede . . . . Men de var ikke længer saa
højrøstede, og deres Samtale havde nu en rolig, noget
tungsindigt fredelig Karakter.
Næste Morgen rejste Mikalevitsch, hvor stærkt
end Lavretzky trængte ind paa ham for at faa ham
til at blive. Det lykkedes ikke Fedor Ivanitsch at
overtale ham; men de havde dog forinden faaet
passiaret ud. Det viste sig, at Mikalevitsch ikke
ejede en eneste Skilling. Allerede den foregaaende
Aften havde Lavretzky med Beklagelse opdaget hos
ham alle den kroniske Fattigdoms Kjendemærker og
Vaner. Støvlerne var nedtraadte, der manglede en
Knap bag i Frakken, Hænderne kjendte ikke noget
til Handsker, og der sad Sengedun i Haaret; det
var heller ikke faldet ham ind, dengang han
kom, at bede om Vand til at vaske sig i; og ved
Aftensbordet havde han med formelig
Hajfiske-Graadighed hugget i sig af de forskjellige Retter,
havde flænget i Kjødet med Fingrene, og knækket
og knaset Benene med sine sorte, stærke Tænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
