Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
tre Ord! raabte han og bøjede sig med hele
Overkroppen ud af Vognen, ligesom en Ekvilibrist: —
Religion, Fremskridt, Humanitet! . . . Lev vei’« Og
hans Hoved med samt Huen, som han havde trukket
dybt ned i Panden, forsvandt. . . . Lavretzky blev
staaende alene udenfor Døren — og saa’ ufravendt
ned ad Vejen, indtil han ikke længer kunde øjne
Tarantaszen. »Maaske han alligevel har Ret! tænkte
han, og gik ind igjen: — maaske er jeg virkelig en
Melsæk.« Meget af dét, Mikalevitsch havde sagt,
var gaaet ham dybt til Hjerte, skjøndt han havde
talt imod det og været uenig med ham. — Naar
det blot er et godt Menneske, der taler, ... og
han mener det godt, ... vil ingen være istand til
at modstaa ham.
XXVI.
To Dage efter indtraf Marja Dmitrievna, som
hun havde lovet, sammen med Familiens yngre
Medlemmer til Vassiljevskoje. De unge Piger løb
strax ned i Haven, medens Marja Dmitrievna med
en smægtende Mine gjorde en Ronde gjennem
Værelserne og ytrede sit Bifald med alt muligt. Hun
betragtede sit Besøg hos Lavretzky som et Tegn
paa stor Nedladenhed fra hendes Side. ja halvt om
halvt som en god Gjerning. Hun smilte venligt, da
Anton og Apraxia, efter gammel Skik blandt de
livegne Tjenestefolk, kom og kyssede hendes Haand,
. . . og bad saa i en mat Tone og snøvlende, om
hun maatte faa lidt The. Til Antons store Ærgrelse
— han havde lige faaet trukket et Par hvide
strikkede Handsker paa — var det ikke ham, der kom
til at byde den nyankomne naadige Frue Theen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
