Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
— Lisa! Lisa! raabte Marja Dmitrievna: — kom,
skal Du se, saadan en Karudse jeg har fanget!
— Nu kommer jeg, Mama, svarede Lisa, og
gik hen til hende. — Lavretzky blev siddende paa
Piletræet. »Jeg taler med hende, som om jeg ikke
allerede for længe siden var færdig med Livet!«
tænkte han. Da Lisa gik, havde hun hængt sin
Hat paa en Gren: han saa’ paa Hatten og paa
dens lange, noget krøllede Baand med en ganske
besynderlig Følelse, næsten med Ømhed. — Lisa
kom strax efter tilbage, og stillede sig ud paa sin
forrige Plads, ude paa Flaaden.
— Men hvorfor tror De, at Vladimir Nikolaitsch
intet Hjerte har? spurgte hun lidt efter.
— Jeg har jo allerede sagt Dem, at det kan
gjerne være, jeg tager fejl; forresten vil Tiden
vise det.
Lisa faldt i Tanker. Lavretzky fortalte, om
hvordan han tilbragte Tiden paa Vassiljevskoje, om
Mikalevitsch og om Anton; han følte Trang til at
tale med Lisa, til at meddele hende Alt, hvad der
rørte sig i hans Sjæl; hun hørte saa venligt, saa
opmærksomt paa ham; de Bemærkninger og
Indvendinger, hun af og til kom med, var saa
ligefremme og dog saa træffende. Han sagde hende
det endog.
Hun blev forundret derover:
— Virkelig? sagde hun: — og jeg troede, at
jeg ligesom min Kammerjomfru Nastja ingen egne
Ord havde. Hun sagde engang til sin Kjæreste:
Du maa vist kjede Dig ved at være sammen med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
