Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
— det var endnu ikke Fuldmaane — udstraalede
et klart Lys; som en blaalig Strøm trak det sig
hen over Himlen og kantede de lette, ilende
Smaa-skyer som med en gylden Taagesøm; den friske
Luft fugtede hans Øjne, lagde sig om alle Lemmer
med en behagelig Fornemmelse og fyldte Brystet
som en rislende Kilde. Han svælgede i den
vidunderlige Følelse og glædede sig over den.
»Naa, tænkte han: — Livet er da ikke forbi endnu;
jeg er dog ikke blevet helt knust af. . .1« han talte
ikke ud: af hvem eller hvad . . . Saa gav han sig
til at tænke paa Lisa, og spurgte sig selv, om hun
maaske ikke alligevel elskede Panschin; han tænkte
paa, at hvis han nu selv havde truffet hende under
andre Forhold . . . kun Gud kunde vide . . . hvad
dét kunde have ført til; han forstod ogsaa godt
Lemm, — skjøndt hun rigtignok ingen »egne« Ord
havde . . . Forresten, det var jo slet ikke sandt: hun
havde jo virkelig egne Ord . . . »De maa ikke tale
saa letfærdigt derom!« — gjentog han halvhøjt for
sig selv. Han red længe med bøjet Hoved, saa
rettede han sig pludselig og deklamerede langsomt:
Alt har jeg vraget, hvad engang jeg æred,
Alt har jeg æret, hvad engang jeg vraged!
men gav strax efter Hesten et Smæk med
Ridepidsken, og red hjem i Galop.
Da han stod af Hesten, saa’ han endnu engang
tilbage med et uvilkaarlig taknemligt-smilende Blik.
Den milde, lydløse Nat dækkede Høj og Dal; ud
af dens duftsvangre Indre vældede der — Gud maa
vide hvorfra — om fra Himlen eller fra Jorden —
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
