Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX - XXX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
Dem ikke, naar De ikke elsker, — ikke af blot
Pligtfølelse eller Resignation! .... Dét er ogsaa
en Slags Vantro, en Beregning, ja det er næsten
noget endnu Værre. Tro mig, jeg har Ret til at
tale saadan; det er en dyrekjøbt Ret. Og hvis
Deres Gud . . .
I dette Øjeblik opdagede Lavretzky, at
Le-notschka og Schurotschka stod lige ved Siden af
og stirrede paa Lisa i stum Forbavselse. Han slåp
Lisas Hænder, sagde hurtigt: »Tilgiv mig, jeg beder
Dem . . !«, og gik op mod Huset.
Han kom pludselig tilbage : — Der er kun én
Ting, jeg vil bede Dem om, sagde han til Lisa;
— tag ikke straks en Beslutning, vent lidt, overvej
først, hvad jeg nu har sagt Dem! Men selv om De
ikke skulde tro mig. og selv om De foretrækker et
Fornuftgiftermaal, . . . saa bør De alligevel ikke
give Panschin Deres Haand . . . Han kan ikke
være Deres Mand! Ikke sandt, De lover mig, at
De ikke vil handle overilet?
Lisa vilde svare, men hun fik ikke en Stavelse
frem–ikke, fordi hun havde i Sinde at »handle
overilet,« men fordi hendes Hjerte bankede altfor
voldsomt, og fordi en Følelse, der lignede Angst,
næsten tog Vejret fra hende.
XXX.
Paa Vejen hjem fra Kalitins mødte Lavretzky
Panschin; de hilste meget koldt paa hinanden.
Saasnart Lavretzky var kommet op i sin egen
Lejlighed, lukkede han Døren af efter sig. Han var i en
Stemning, som han neppe nogensinde tidligere
En adelig Rede. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
