Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•213
idag. FJgtignok holder jeg af ham; men det her
kan jeg ikke tilgive ham . . . Naa saa han er
Enkemand 1 Aa, giv mig alligevel Vandet. Se, at Du
har ladet Panschin løbe med en lang Næse, det er
meget fornuftigt af Dig; men kom ikke og sid mig
oppe om Natten med disse Bukke, disse Mandfolk;
gjør ikke mig Gamle beklemt om Hjertet! For
selvom jeg er venlig af mig — saa kan jeg dog ogsaa
undertiden kradse! . . . Hm! Enkemand!
Marfa Timofejevna gik sin Vej, men Lisa satte
sig hen i en Krog og græd. Hun var saa tung om
Hjertet; den Ydmygelse havde hun dog ikke
fortjent. Kjærligheden havde ikke aabnet hende lyse
Udsigter: det var nu allerede anden Gang siden
iaftes, hun græd. Den nye, hidtil aldrig anede
Følelse var først lige brudt frem i hendes Hjerte:
og hvor haardt havde hun ikke allerede maattet
bøde for den, hvor ublidt havde ikke en fremmed
Haand berørt hendes ubrødelige Hemmelighed!
Undseelse, Sorg, Smerte stormede ind paa hende;
men hun følte hverken Frygt eller Tvivl, — og
Lavretzky blev hende blot endnu mere dyrebar.
Hun havde vaklet, saalænge hun ikke var klar over
sig selv; men efter hin Sammenkomst, efter hint
Kys . . . kunde hun ikke længer være i Tvivl: hun
havde forstaaet, at hun elskede, — og med hele sit
Hjertes Renhed, fuldstændig, trofast og for Livet
gav hun sig hen til sin Kjærlighed ... og
ængstedes ikke af nogensomhelst Trudsel: hun følte,
at ingen Magt paa Jorden vilde være i Stand til at
sprænge det Forbund, som han og hun havde sluttet!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
