Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XL
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•232
men — »j’crois ben!« Varvara Pavlovna sendte
ham et velvilligt Blik, og rejste sig.
Lisa traadte ind i Værelset. Marfa Timofejevna
havde forgjæves søgt at holde hende tilbage: hun var
fast bestemt paa at ville underkaste sig Prøvelsen
helt ud. Saavel Varvara Pavlovna som Panschin, der
igjen havde faaet lagt sit Ansigt i diplomatiske
Folder, gik hende imøde.
— Hvorledes befinder De Dem? spurgte han
Lisa.
— Jo Tak, i Øjeblikket har jeg det lidt bedre,
svarede hun.
— Vi har musiceret, medens De var borte.
Det er kjedeligt, De ikke fik Varvara Pavlovna at
høre. Hun synger fortræffeligt, en artiste
con-sommée.
— Aa kom lidt herhen, ma chére! lød Marja
Dmitrievnas Stemme.
Øjeblikkelig og med ungdommelig Behændighed
skyndte Varvara Pavlovna sig hen til hende, og
satte sig paa en lav lille Taburet ved hendes Fødder.
Marja Dmitrievna havde kaldt paa hende, for at
Panschin kunde faa Lejlighed til at tale, ialfald et
Par Minuter, uforstyrret med Datteren; hun haabede
nemlig endnu stadig i sit stille Sind, at Lisa vilde
betænke sig. Desuden havde hun faaet en Idé,
som hun absolut straks paa Minutet maatte have
meddelt rette Vedkommende.
— Véd De hvad, hviskede hun til Varvara
Pavlovna: — jeg vil se, om jeg ikke kan faa
forsonet Dem med Deres Mand; jeg kan naturligvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
