Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•245
og Skaber, nu har jeg jo glemt at give
Dompappen Æde! Vent et Øjeblik, jeg er her igjen
om et Minut . . .
Og Marfa Timofejevna fo’r ud af Stuen, uden
at have faaet taget Kappen paa
Lavretzky traadte rask hen til Lisa.
— Lisa, sagde han i en bønfaldende Tone: —
vi skilles nu for bestandig, og mit Hjerte er nær
ved at briste, — ræk mig Deres Haand til Farvel!
Hun løftede Hovedet. Hendes matte, næsten
udslukte Blik hvilede paa ham . . .
— Nej, sagde hun og trak den Haand til sig,
hun allerede havde rakt frem: — nej, Lavretzky
(det var første Gang, hun kaldte ham ved det
Navn), jeg rækker Dem ikke Haanden. Hvad skulde
det nytte? Gaa lidt længere tilbage, hører De!
De véd, jeg elsker Dem ... ja, jeg elsker Dem,
tilføjede hun med Anstrengelse: — men nej . . .
jeg kan ikke . .!
Og hun pressede sit Lommetørklæde op mod
Læberne.
— Giv mig idetmindste det Tørklæde dér . .!
Døren knirkede. Lommetørklædet gled ned
over hendes Knæ. Lavretzky greb det, før det
faldt paa Gulvet, ståk det i en Fart i sin Brystlomme,
vendte sig saa om, og mødte Marfa Timofejevnas
Blik.
— Jeg syntes, din Moder kaldte paa Dig,
Lisotschka! sagde den Gamle.
Lisa rejste sig straks og gik.
Marfa Timofejevna satte sig igjen hen i Krogen.
Lavretzky gjorde Mine til at ville gaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>