Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV - XLV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•260
og ikke staa Dem ivejen; jeg har villet sikre Ada’s
Fremtid, — ellers trænger jeg ikke til Noget.
— Ja, De har opnaaet Alt, hvad De ønskede!
svarede han.
— Nu har jeg kun en eneste Tanke: den, at
trække mig tilbage fra Verden, at huske bestandig
paa Deres Velgjerninger . . .
— Aa føj! hold dog op at tale saadan! afbrød
han hende.
— Og jeg skal vide at respektere Deres
Uafhængighed og Deres Ro! sluttede hun sin
velovervejede Frase.
Han bukkede dybt for hende. Varvara
Pavlovna forstod, at hendes Mand i sit stille Sind
takkede hende. . . .
Henimod Aften næste Dag ankom de til
Lavriky. . . En Uge efter rejste Lavretzky til Moskva, —
han havde forinden overleveret sin Kone omtrent
femtusend Rubler til Bestridelse af hendes Udgifter
— og Dagen efter, at han var rejst, indfandt Panschin
sig: Varvara Pavlovna havde bedt ham om ikke at
glemme hende i hendes Ensomhed. Hun tog yderst
venlig imod ham, og til langt ud paa Natten
gjenlød Gaardens høje Værelser, ja endog Haven, af
Musik, Sang og livlig fransk Samtale. Panschin var
i tre Dage Varvara Pavlovnas Gjæst Da han sagde
Farvel til hende og hjerteligt trykkede hendes smukke
Hænder, lovede han at komme meget snart igjen, —
og han holdt Ord.
XLV.
Lisa beboede, paa første Sal i Moderens Hus,
et afsides liggende, ikke stort, men lyst og venligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
