Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Epilog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•274
Øje paa, var hin lille Bænk, hvor han engang
havde tilbragt sammen med Lisa et Par lykkelige,
aldrig tilbagevendende Øjeblikke; den var nu
bleven sort og skæv, men han kunde kjende den igjen,
og hans Sjæl blev betagen af den Følelse, som
Intet, hverken af Sorg eller Glæde, kommer nær:
af en usigelig Smerte over den svundne Ungdom,
over den engang ejede Lykke. . . . Han fulgte med
de unge Mennesker hen gjennem Alleerne.
Lindetræerne var i de forløbne otte Aar blevet noget ældre
og tykkere, deres Løv var blevet tættere; alle
Buskene rundt om var skudt ivejret:
Hindbærbuskene havde naaet deres fulde Højde,
Nødde-buskene var blevet et rent Vildnis, og overalt
duftede der af Gyvel, Løv, Græs og Hyld.
— Her kunde man udmærket lege Kispuds!
udbrød pludselig Lenotschka og gik ind paa en
lille Græsplæne, som indhegnedes af Lindetræer:
— vi er akkurat fem.
— Naa og Fedor Ivanitsch da, har Du glemt
ham? bemærkede Broderen. — Eller maaske Du
ikke regner Dig selv med?
Lenotschka blev en Smule rød i Hovedet.
— Ja men kan da Fedor Ivanitsch, ... i hans
Alder . . . ? svarede hun.
— Nej jeg beder, leg De blot! faldt Lavretzky
hurtigt ind: — bryd Dem ikke om mig! Jeg vil
føie mig meget bedre tilpas, naar jeg véd, jeg ikke
generer Dem. De behøver ikke at konversere mig;
vi gamle Folk har en Tidsfordriv, som De ikke
kjender endnu, og som overgaar al anden: det er at
erindre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
