Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om den ved kongeloven fastsatte arvefølge. (1886.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og marium progenies. Udtrykket „kvinde af mand skal gange
for mand af kvinde“ sigter da også til de bestemte steder i
slægtregistret, hvor slægt udskiller sig fra slægt, og skal ikke
anvendes på hvert enkelt tilfælde. „Kvinde af mand“ er
(ligesom det latinske fœminæ ex marihus) overgangen fra
mandsstammen (sønnernes stammer) til kvindestammerne, medens
omvendt „mand af kvinde“ er de mandsstammer, som har
deres oprindelse fra kongens egne døtre. Der ligger i den
hele udtalelse intet om agnata’s fortrin for cognatus.
Endnu tydeligere ses det af art. 36, hvor samme tanke
gentages. Her skal uimodsigeligt ikke gives arveregler, men
kun gentages, at første erhververs æt falder i tre grupper:
mand af mand, kvinde af mand, og mand og kvinde af kvinde.
(„Korteligen: mand af mand går først for kvinde af mand, og
siden kvinde af mand går for mand og kvinde af kvinde.“)
Men falder dette bevis for agnata’s fortrin således bort,
så vilde, dersom det andet skulde vise sig mere holdbart,
sagen forholdsvis stille sig gunstigere for Scheeles opfattelse;
thi den vilde derved frigøres for det dilemma, der var den
medfødt. Men heller ikke art. 32 udsiger i virkeligheden, hvad
Scheele formodede. Forudsætningen for hans fortolkning var
nemlig, at 32 gav arveregler for agnata, 33 derimod for
kognaterne, men som vi har set, nævner 33 kun cognata (frænke
og slægt). Der er altså ikke nogen modsætning, men en
parallelisme; loven nævner en række kvinder som arvinger (filia
ultimi possessoris, agnata, cognata, filia nostra) i en vis
rækkefølge, men viser derved tilstrækkelig, at den ikke vil udpege
den enkelte arving blandt de nulevende, men den
stammemoder, blandt hvis linjer arvingen skal søges. Dermed falder
hele Scheeles opfattelse bort som uholdbar.
Idet det imidlertid mislykkedes for professor Larsen at
samle et fyldestgørende bevis mod denne indvending imod den
gængse opfattelse af kongeloven, fremgik der af hans
undersøgelse nærmest en fuldstændig konfusion af spørgsmålet. At
sandsynligheden, alt vei overvejet, var imod Scheele, fremgik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
